Forside Personer Kommunal- og Regionsrådsvalg 2017 Kalender Nyheder


Kommunal- og Regionsrådsvalg 2017

Kandidater



Dina Raabjerg, Kandidat til Regionsrådet

At være konservativ betyder for mig at balancere.
At balancere mellem et medmenneskeligt ansvar på den ene side, og at stille krav til at folk bidrager aktivt til eget underhold og til samfundet på den anden side.
At give familier frihed til selv at prioritere på den ene side, og at stille krav om et vist omsorgs- og udviklingsniveau på den anden side.
Som konservative må vi tilbyde vores hjælp til fremmede og udsatte, hvor vores kristne opdragelse byder os det på den ene side. Mens vi kræver respekt og indsats på den anden side – og hvor vi evner at sige farvel, når det er tid, selvom det gør ondt.
Konservative ønsker ikke at alt forbliver, som det var engang, og derfor prøver vi ikke at slå en ring om os selv og holde verden ude. Vi ved, at tingene ikke kan sættes i stå. Men det er ikke det samme som, at vi skal sælge ud af vores værdier. Hvis vi skal opnå den vækst, der skal kunne finansiere, at vi kan tage hånd om børn, om syge, om naturen og kulturen, så skal vi kunne favne udviklingen.
Konservative ønsker et blomstrende erhvervsliv og gode betingelserne for danske virksomheder og iværksættere. For det er med et blomstrende erhvervsliv, vi kan skabe attraktive arbejdspladser, og hvor vi kan få råd til at støtte kulturen, og hvor vi kan bevare et sundhedsvæsen i topklasse.
Netop derfor bør de regionale opgaver være af stor interesse for konservative politikere og vælgere. Det er Regionerne, der har opgaven med den Regionale udvikling, hvor vi skal skabe rammerne for, at det lokale erhvervsliv kan blomstre og bidrage til vækst i HELE regionen. Det er i den regionale udvikling, vi kan iværksætte initiativer, der bidrager til et sundt miljø og bæredygtighed; Dels i form af at få kommunerne til at samarbejde på tværs om natur og miljø, dels i form af at skabe aktiviteter, som erhvervslivet kan deltage i og lære af, så vi kan skabe nye ydelser til eksport fx indenfor vand og affald. Så er der sundhedsvæsenet, som har en tendens til at sluge al den regionale opmærksomhed – der hvor vi tager os af de svage i sjæl eller legeme - Her kan vi også sammen med erhvervslivet skabe unikke sundhedsløsninger, som vi kan eksportere. Og endelig har regionen indsatser indenfor kultur, der er næringen for sjælen.
Jeg stiller op til Regionsrådet, fordi jeg ønsker en regional udvikling til gavn for HELE regionen. Jeg ønsker et Region Midtjylland, som borgere i hele landet vil overveje at flytte til, fordi vi har blomstrende kultur og smuk natur, men særlig fordi vi har landets mest spændende arbejdspladser og innovative miljøer, og så gør det bestemt ikke noget, at vi oveni det har et moderne og effektivt sundhedsvæsen.

Artikler af Dina Raabjerg

Du skal ikke blande dig i mit område

En ven i regionen synes, at vi skulle have en snak om min negative holdning til, at Region Midt har hjemtaget blodprøver fra de praktiserende læger: Der er sparet mange penge, og borgerne kan køre til nærmeste hospital og få taget blodprøver - også ydertimerne. Resultaterne kommer også hurtigere nu.
Trods den økonomiske gevinst, er min holdning uændret. Det er fortsat mere besværligt for den enkelte patient, som ellers har højst 10 km til nærmeste læge. For mit eget vedkommende er det ca. halvanden time vs. maksimalt 15 minutter. Regionen har lavet et spareforslag, der optimerer én kasse uden skelen til, hvad det betyder for andres kasser: borgere, virksomheder og kommune.
I disse agurketider kører en historie om, at hospitalerne sender de fødende hjem hurtigere, end babyerne kan nå at bøvse. Fagligt problematiserer Jordemoderforeningen dette . Og kommunerne må nu sende sundhedsplejersken ud hurtigere end tidligere. Sundhedsplejerskerne kommer i gennemsnit ud en halv gang mere til mødrene end tidligere. Man flytter altså opgaver og udgifter fra region til kommune.
Der ses desværre alt for mange eksempler på initiativer i én gren af den offentlige sektor, som koster i en anden del. Når enderne skal nå sammen med kontinuerlige to procent effektiviseringskrav, må man være kreativ. Men kreativitet er ikke altid det samme som smart, set fra de borgere og virksomheder, der betaler regningen og står som modtagere i den anden ende.
For nylig foreslog jeg, at man kunne lave et samarbejde med kommunerne i regionen omkring unge og stofmisbrug. Formålet skulle være at nedbringe antallet af unge i vores psykiatriske system, der sidder med psykoser som følge af stofmisbrug. Her oplevede jeg manglende opbakning med henvisning til, at forebyggelse på misbrug er en opgave, der hører til i kommunerne og hos Sundhedsstyrelsen - uanset at regionerne risikerer at ende med en regning, hvis der ikke gøres noget.
Jeg vil imidlertid mene, at ansvarlige politikere skal kunne italesætte og tage initiativer til at gøre noget ved uhensigtsmæssige effekter af opgavefordelinger og kassetænkning. Vi kan ikke tillade frygt for at række ind over hinandens områder, når det modsatte er til skade for borgerne. Vi har i Danmark et system, hvor tingene er blevet så strukturerede og kasseopdelt, at processer, regler, kassetænkning og dine-og-mine-områder fjerner fornuftig tænkning og handling. En bagside, vi er nødt til at italesætte.
En god ven har foreslået mig, at skrive et debatindlæg om, at regionsstrukturen ikke fungerer med afsæt i ovenstående problemer. Der er mange udfordringer i regionsstrukturen, som den er skruet sammen. Men set fra min stol, er det ikke regionsstrukturen som sådan, der er problemet lige hér. Det er langt mere et problem, at det både er lovligt og accepteret, at én del af den offentlige sektor - regioner, kommuner eller ministerier - uden videre kan tage initiativer og træffe beslutninger, der har betydelige konsekvenser for andre dele af sektoren.
Og det er også et problem, når vi har en kultur, hvor man ikke kan tage initiativ til tværgående indsatser uden at blive beskyldt for at blande sig i utidigt andres områder.
Vi må kunne insistere på, at den offentlige sektor og politikerne skal arbejde fornuftigt sammen til gavn for borgerne og erhvervslivet. Det er trods alt dem, der betaler. Vi skal ikke kunne lukke os om os selv og "egne områder", eftersom ethvert område i sidste ende er borgernes.
Når Folketinget vedtager en lov, laver man en beregning af de økonomiske konsekvenserne for f.eks. kommunerne. Kommunernes tilskud reguleres herefter i overensstemmelse hermed. Jeg vil foreslå, at der fra centralt hold som en del af bevillingsreglerne indføres en tilsvarende regel om, at regioner og kommuner skal opgøre konsekvenser for andre sektorer, når der laves ændringer. Så bliver konsekvenserne i det mindste gjort synlige og kan gøres til genstand for en åben dialog.
På samme måde kunne man overveje, om vi skal lave en slags offentlig udfordringsret, hvor dele af den offentlige sektor kan byde ind på områder hos andre myndigheder, hvor indsatser vil have en positiv afsmitning på egne områder.


Regional udvikling

Regionerne har ansvar for den regionale udvikling. Det inkluderer erhvervsfremme og udvikling af udkantsområder og betjening af vækstfora.
Sundhedsudgifterne udgør imidlertid langt den overvejende del af regionernes opgaver og budgetter. Og en årlig to procents effektivisering på sundhed udgør flere gange budgettet til erhvervsområdet alene.
Jeg hører fra flere steder i erhvervslivet, at samarbejdet med de gamle amter var bedre end det, man oplever med regionerne. Og jeg har endda hørt lokalpolitikere argumentere for, at erhvervsområdet ligger bedre i kommunerne end regionerne; Et sted, hvor man efter min umiddelbare vurdering hverken har kræfterne eller midlerne til for alvor at løfte noget for den generelle erhvervsudvikling. Og et sted, hvor det vil være meget svært at gøre noget for at løfte den tværgående udvikling i regionen.
Vi har i dag et system, hvor budgetterne i regionerne ikke afspejler udviklingen i indtægtsgrundlaget i regionen; Altså det, vi som borgere og erhvervsliv genererer af indtægter. Indtægterne aftales med regeringen i form af bloktilskud og via takstfinansiering. Aftalerne om regionernes økonomi har herunder et loft for, hvor meget der må bruges til regional udvikling. Budget må ikke flyttes mellem sundhed og regional udvikling.
Hvis en positiv indsats og resultater i erhvervslivet ikke afspejler sig positivt i hverken udgifter eller indtægter i regionen, så forsvinder en stor del af incitamentsstrukturerne for at gøre noget for erhvervslivet. Regionsrådsformand og -medlemmer har således ikke den naturlige interesse for at skabe vækst og arbejdspladser, som borgmestre og mange kommunalpolitikere har.
Det bliver kun værre af, sundhedsområdets overskyggende størrelse medfører, at de fleste borgere ikke ved, at regionerne har opgaver på erhvervsområdet. Og at man af samme årsag stort set kun tiltrækker politiske kandidater, der interesserer sig for sundhed og psykiatri.
I et land, hvor levealderen og antallet af kronikere stiger markant, så har vi brug for, at der bliver gjort en massiv indsats for at skabe udvikling og vækst. Ellers vil vi ikke kunne finansiere det pres på sundhedsudgifterne, som kun bliver større og større. Og her er regionernes indsats på den regionale udvikling og herunder erhvervsområdet af vital betydning. Særlig med de opgaver, der trods alt officielt er placeret i regionerne.
Set fra min stol er det afgørende, at regeringen begynder at fokusere på regionernes incitamentsstrukturer i forhold til erhvervsområdet. Særlig en borgerlig regering har forpligtelse til at sikre dette og ikke begrænse regionernes prioritering af midler til dette for Danmark så vitale område. Og det skal ikke kun være i form af djøf-opfundne mål, men i form af reelle incitamentsstrukturer, økonomi og handlerum.
På samme måde bør erhvervsområdet få en langt mere fremtrædende rolle i økonomiaftalerne i stedet for at være den nederste linje som et appendiks til sundhedsområdet, sådan som det sker i dag.
Konkret mener jeg, at man bør ser på regionernes muligheder for at få en mere direkte andel i den økonomiske vækst og vice versa. Ligesom man bør undersøge mulighederne for at lave en mere direkte sammenhæng mellem aktiviteter, resultater og økonomi på området for erhvervsfremme.

Læserbrev

Regeringen fastlægger regionernes budgetter. Det gælder derfor også, hvad der kan afsættes i regionerne til jordforurening.
I Danmark har vi en række store gamle forureningsskandaler, hvor forureningen ved Høfde 42 og Kærgård Klitplantage er nogle af de værste og mest kendte.
Princippet om, at forureneren betaler, blev indført i Miljøloven i 1973, og en del gifte blev før den tid deponeret i blandt andet klitterne. Det medfører i praksis, at det alene er regionerne og Miljøstyrelsen, der har ansvar for at betale oprydning efter disse gamle skandaler.
Regionernes - i denne sammenhæng - små miniput-budgetter er imidlertid alt alt for små til, at man kan betale for oprensning efter disse massive forureninger. Og kun staten har kompetence til at øge budgetterne!
Set fra min stol giver det ingen mening at blive ved med at tale om skyld, ansvar, moral og etik i forhold til at få ryddet forureningen op. Det fører ingen steder hen, særligt da store dele af forureningerne er sket i fuld offentlighed, under tilladelse fra staten og langt før 1973.
Tilbage står derfor, at regionerne lægger et pres på staten for, at vi får en national handlingsplan for oprydning efter de allerstørste forureningsskandaler med en tydelig prioritering. Derefter kan regionernes budgetter blive korrigeret i overensstemmelse med handleplanen. Kun derved får vi den oprydning, som det er PINLIGT for vores efterkommere, at der ikke allerede er fundet sted.


Samarbejde til gavn for os alle

For at den offentlige sektor kan levere og videreudvikle sine ydelser, følge med tiden og øge produktiviteten, er sektoren afhængig af midler og løsninger fra den private sektor; fx ny teknologi, nye metoder, hjælpemidler osv. foruden det helt åbenlyse i, at den private sektor leverer donationer og et indtægtsgrundlag til den offentlige sektor.
Ser vi fx på sundhedsområdet, så har lægerne livsvigtig gavn af at blive inviteret med til praktiske kirurgiske kurser i internationalt regi, hvor de møder internationale kapaciteter og ligesindede og kommer hjem med ny viden. På samme vis har læger og lægestuderende behov for at kunne låne kostbar teknologi til træning af operationer; teknologi som er alt for dyrt til, at uddannelsesinstitutionerne i Danmark kan købe dem selv.
På samme måde er den private sektor dybt afhængig af samarbejdet med den offentlige sektor for at kunne udvikle, innovere og fremvise nye løsninger indenfor public-domænet. Løsninger, som virksomhederne kan afsætte både i og udenfor landets grænser, og som kan skabe vækst, arbejdspladser og skatteindtægter i Danmark. Uden et tæt samarbejde med den offentlige sektor står virksomhederne i Danmark svagere i en international konkurrence, når det handler om løsninger til public-domænet.
På den ene side modtager den offentlige sektor glad og gerne donationer fra private fonde og virksomheder. Fx i forhold til etableringen af et forskningscenter ved det nye supersygehus i Gødstrup ved Herning. Ligesom sektoren som nævnt i ovenstående glad og gerne låner teknologi i uddannelses sektoren. På den anden side opleves en offentlig sektor, der i højere og højere grad lægger afstand til den private sektor. Dels af frygt for at blive beskyldt for inhabilitet ved indkøb, dels for at undgå afhængighed af de enkelte virksomheders produkter og ydelser.
Et Region Midt, der forbyder læger at deltage i konferencer sponsoreret af den private sektor er et af de nyeste eksempler på en sådan afstand. Fælleskommunale samarbejder, hvor man udvikler og ejer løsninger selv, er en af tendenserne, vi ser på IT-området, som jeg selv er tæt på. En statslig sektor, der ansætter egne udviklere og trækker hele IT udviklinger hjem, er en anden tendens også indenfor IT-området.
Det er fuldt forståeligt, når offentlige myndigheder ønsker at gøre sig fri, så man selv kan styre udviklingen og økonomien fremadrettet. Det har dog nogle slagsider rent erhvervspolitisk og samfundsmæssigt, som kommer begge sektorer til skade.
Når den offentlige sektor går i udbud med IT-udvikling, hvor man selv vil eje alle rettigheder, afskærer man fx den private sektor fra at produktificere og videreudvikle løsningerne til andre (både offentlige og private) domæner i ind- og udland. Man afskærer endda den private sektor fra at stille produkterne til rådighed for uddannelser, som vi ellers ofte ser på sundhedsområdet. Set ud fra et samfundsøkonomisk synspunkt er dette ikke hensigtsmæssigt, idet vi ikke får den innovation, vækst og følgelig skatter ud af den offentlige investering, som vi ellers kunne have fået.
Et andet eksempel på en slagside er manglende kompetenceudvikling, som også direktionen selv forventer i eksemplet fra Region Midtjylland. Sektoren er presset på økonomien og har ikke budgetter til at fastholde det niveau for videreuddannelse af speciallæger, som i dag understøttes af den private sektor. Effekten er åbenlys og vil komme patienterne til skade i form af læger, der ikke er så skarpe, som dem i naboregionen.
Som jeg har forsøgt at skitsere i ovenstående, så giver det ingen mening at lade som om, de to sektorer - offentlig og privat - kan klare sig uden hinanden. Derfor er det set fra min stol helt afgørende, at vi fremadrettet finder ud af at arbejde endnu tættere sammen i stedet for at lægge afstand.
I stedet for at lægge afstand, bør vi således skabe den gennemsigtighed, der skal til for, at det bliver synligt, når der opstår interessekonflikter, så dette kan håndteres. Og i stedet for at trække rettigheder og udvikling hjem, bør man give alle rettigheder fri, så vores danske virksomheder kan udnytte ikke bare de kompetencer, der opbygges i de offentlige projekter, men også de produkter, der kommer ud af det.
Selvom det i enkelte projekter kan synes smart med en suboptimering i forhold til egne frihedsgrader, så bør vi derfor arbejde ud fra en generel erkendelse af, at den offentlige og private sektor ikke kan klare sig uden hinanden.