Forside Personer Politik Kalender Nyheder


Nyheder      
Gode tendenser og spirende optimisme i Europa


Af  Brian Mikkelsen
Erhvervsminister

Som konservativ gjorde det mig i godt humør at se, hvordan CDU igen har placeret sig stærkt på den ideologiske scene.

Angela Merkel sikrede sig en overbevisende sejr ved delstatsvalget i Nordrhein-Westfalen, hvor partiet med hele 33,6 procent af stemmerne kunne erklære sig som vindere af Tysklands største delstat. CDU har således en bred del af befolkningen med sig, og dermed tyder meget på, at vores nabo mod syd bevæger sig ind i en ny periode med borgerlige værdier på den helt store dagsorden. Det er gode takter og tendenser, hvor konservatismen spiller en central rolle.

I Storbritannien står Theresa May med et kolossalt stort ansvar, og selvom valget langtfra gik, som partiet havde håbet, holder hun fast i den ansvarlige linje og i nogle stærke værdier, som nationen mere end nogensinde har brug for.
UKIP-lederen Nigel Farage rev Storbritannien midt over – og reelt fik han held til at skabe splid og usikkerhed omkring det europæiske projekt, så Brexit blev til den ærgerlige virkelighed, vi nu ser udfolde sig for åbent tæppe.

Farage og hans kampagne er et godt eksempel på et enkeltsagsparti, der med afsæt i tvivlsomme budskaber hentede en sejr hjem. Da målet var nået, kastede UKIP-lederen opgivende håndklædet i ringen og lod andre om at rydde op efter sig.

Theresa May derimod trak straks i arbejdstøjet, og på kort tid viste hun sig som en premierminister, der også tør træffe de svære valg på vegne af nationen.

Resultatet af parlamentsvalget forleden blev af mange udråbt som en plan, der gav bagslag. Men omvendt har May også vist, at hun tør stå på mål for beslutningerne, og har samtidig forpligtet sig til at arbejde for Storbritanniens fremtid udenfor EU. Og uanset om man er for eller imod Brexit, vil rammerne for landets fremtidige platform i Europa kræve flid og hårdt arbejde.

Bagslag eller ej, man kunne også se det som handlekraft og politisk mod, at hun påtager sig denne svære opgave. Det er i al sin enkelhed udtryk for rettidig omhu.

Usikkerhed som følge af Brexit
Som erhvervsminister ligger det mig meget på sinde, at forholdet mellem Storbritannien og Danmark etableres på en måde, hvor vi får de bedste muligheder ud af den nye situation.

Mange virksomheder kan desværre allerede nu mærke effekterne af Brexit – herunder en stor grad af usikkerhed. Det har medført tilbageholdenhed med at foretage beslutninger i forhold til deres tilstedeværelse i Storbritannien, indtil de nærmere konsekvenser er kendt. Det er til skade for både britisk og europæisk økonomi og jobskabelse. Den problemstilling står højt på regeringens dagsorden, og i det hele taget er det afgørende, at vi sikrer en velordnet skilsmisse og et tæt fremtidigt forhold mellem Storbritannien og Danmark.

Det er således ingen hemmelighed, at Europa og EU som institution fortsat er inde i en svær periode – især grundet et øget pres på Unionens ydre grænser. De massive flygtningestrømme har uden tvivl ændret en del på balancen og ikke mindst tolerancen i det europæiske projekt.

Det har især været en udfordring at finde en passende balance, hvor vi hverken opfører os tossegode og fakta-resistente, men ej heller lader os styre af et ureflekteret had, hvor vi vender ryggen til problemerne i et håb om, at de vil forsvinde af sig selv.

Sidstnævnte dagsorden har i en vis udstrækning fået vind i sejlene flere steder i Europa, hvor vi i Holland og Frankrig har oplevet en stigende opbakning til kandidater, der er kendt for at gå til kanten og lidt til i deres forsøg på at løse Europas verserende problemer. Vi har dog også oplevet, at selvom de mere yderliggående argumenter har fået fodfæste, så rakte det reelt ikke til statslederposter i hverken Holland eller Frankrig, når det først kom til valgdagen.

I Spanien var der store forhåbninger til venstrefløjsalliancen, men som bekendt gik det anderledes, da vi nåede dagen i juni 2016. Befolkningen valgte en balanceret løsning, og pegede på den konservative leder som landets nye premierminister.

Macron og den danske model
Vi oplever en ny tid, hvor vi i stigende grad har brug for løsningsorienterede modeller, der netop bygger på balancen og i respekt for, at vi mennesker agerer og udfolder os på forskellig vis.
Per Stig Møller har formuleret det sådan, at staten skal være så stærk, at den kan rejse den svage, men for svag til at knække den stærke.

Man kan dybest set sige, at Frankrigs nye præsident Emmanuel Macron vælger netop denne vej med en klar melding om, at hans kompas er rettet mod den danske model med fokus på innovation, social mobilitet og et beskyttende arbejdsmarkeds- og velfærdssystem. Samlet set fornemmes de gode tendenser og en spirende optimisme i det europæiske åndsfællesskab.

At det så tyder på at være forankret i konservatismen, skal jeg være den sidste til at beklage.
Grundlovstale


af Annette Mosegaard
Borgmesterkandidat


Grundlovsdag er en dag for os alle. Uanset alder, køn og baggrund fejrer vi demokratiet og vores frihed til at sige og tro på det vi vil.

Jeg har altid holdt meget af Grundlovsdag, lært at det et en vigtig dag at markere. Vi skal ikke tage for givet at vi har et demokrati. Det skal vi værne omkring.

Personligt er Grundlovsdag speciel for mig i år. Jeg har foretaget et valg om at skifte parti - det er i sig selv en udfordring, en beslutning der betyder meget.
For nogle dage siden blev jeg ringet op af en journalist fra radioen. Han spurgte til mit partiskifte. Han ville tale om det, fordi en professor havde været fremme og sige, at de mange partiskifter er et problem for demokratiet. Jeg blev faktisk helt stille da han spurgte, for jeg har det helt omvendt. Jeg tænker at hvis man ikke kunne skifte politisk afsæt, så ville der jo netop ikke være demokrati. Demokrati er jo netop valgfrihed og ikke stavnsbundethed. Demokrati er jo netop det frie valg og de frie beslutninger. At man kan stå ved det, man mener.

Konservative er et værdibåret parti, og det er vigtigt i et hastigt forandrende samfund - et samfund, hvor alting ikke er i dag som det var i går. Et samfund hvor vi konstant bliver udfordret på vores værdier. Også med de terrorhandlinger vi ser, så er det netop vores fællesskab og værdier vi skal holde fast i. Vi skal værne om vores værdier, Vi skal holde fast i hinanden og det fællesskab, vi har. Det er vores stærke fundament - det bygger vores samfund på, det skal vi holde fast i.

Netop omkring fællesskab og værdier kan vi noget særligt i vores område. I Ikast-Brande kommune er vi båret er stærke værdier, og stolte traditioner. Vi bærer på en historie, hvor mange mennesker har taget ansvar og gjort en forskel. Denne historie skal vi fortsætte, for den er god. Den handler om engagement, vilje og fællesskab - en lyst til at skabe og udvikle sammen.
Derfor bekymrer det mig også, at det er så svært at få den positive historie frem. Lad mig give et par eksempler. I sidste uge talte jeg med en tilflytter der var blevet fortalt, at Ikast ikke var stedet at flytte til fordi der var store problemer med flygtninge og indvandrere. En oplevelse, vi ikke deler, men som bliver fortalt, fordi det modsatte ikke er blevet fortalt. F.eks., så bliver naboerne til Kærshovedgård fra tid til anden ringet op af journalister fra landsdækkende medier, der spørger, om der ikke er sket noget - om der ikke er problemer? De får ikke deres negative historie, for der er ingen - hvad sker der i medierne? Ingenting, for den positive historie bliver ikke bragt.
Det samme sker, når der er liv og aktivitet i vores byer. Disse positive aktiviteter er det svært at få fokus på - men er der problemer, så kommer der fokus - med det samme.
Det betyder, at den gode historie - den skal vi selv fortælle - den skal vi selv sætte fokus på, og det kan vi. Vi kan fortælle den gode historie med afsæt i det vi har – bl.a. vores erhvervsliv og vores sport, og ikke mindst vores måde at være sammen på, vores tillid og tryghed.

Og hvorfor er den gode historie vigtig? Det er den, fordi vi har brug for tilflytning og bosætning. Vi har brug for at være et område, der er attraktivt at bo i. Vi skal være et område man vælger til.

I Ikast-Brande kommune har vi de senere år udviklet vores 4 mellembyer. Nu skal vi videre med udviklingen. Vi skal også have fokus på vores hovedbyer. Vi skal have dem op i version 3,0. Med afsæt i det vi har, så skal vi udvikle dem og fortælle den gode historier om hvad vi kan tilbyde i Ikast-Brande kommune. For vi har meget at byde ind med - vi er et godt sted at bo, arbejde og have fritid i, men vi skal være endnu bedre og endnu mere synlige. Det er tid til, at vi udvikler os samen. Vi har brug for, at vores område udvikler sig til gavn for dem, der bor her. Vi har brug for bosætning, fordi det skaber god økonomi, og vi har brug for bosætning, fordi virksomhederne har mangel på arbejdskraft. Hvis virksomhederne skal udvikle sig, så skal vi kunne tiltrække dygtige medarbejdere.

Vi skal have fokus på udvikling og den gode historie. Vi skal bruge vores stærke historiske afsæt, vores stærke kultur og vores stærke sammenhold til at udvikle os sammen. Vi har gjort det før, og vi kan gøre det igen.



Grundlovstale


af Dina Raabjerg
Kandidat til Regionsrådet

Grundlovsdag har en speciel betydning i min familie. Det skyldes, at for nøjagtig 52 år siden i dag, gik min mor og far fra Oslo-færgen og i land i København for at etablere og bosætte sig i Danmark. Min far er dansk fra Nordjylland, min mor nordmand fra Oslo, hvor de to mødte hinanden. Min mor har som norsk statsborger ikke stemmeret til Folketingsvalget og EU Parlamentet, og det har haft en stor betydning for de af os i familien, der har haft den ret. For os er det ikke bare en ret at stemme. Men fordi vi på første hånd har oplevet, at ikke alle har den mulighed, så er det nærmest blevet en stemme-pligt for os. Og jeg har til dato ikke misset et eneste valg; Kommunalvalg, Folketingsvalg og valg til EU-parlamentet, hvor jeg godt kan indrømme, at vores første taler naturligvis har fået min stemme.
Jeg er opvokset med en tro på demokratiet, retssamfundet, monarkiet og betydningen af den danske folkekirke. Alt sammen elementer, der indgår i Grundloven.
Og hvor jeg bjergtages af den smukke natur i mit andet land Norge, så elsker jeg den danske kultur, vores stolte traditioner, den danske hygge, vores arbejdsomhed og den danske mentalitet.
Men jeg synes også, at meget af det, som jeg holder så meget af ved vores demokrati, er under et stigende pres. Og jeg vil dykke ned i et par af årsagerne.
Politikerne i EU Parlamentet og Folketinget laver lovgivningen støttet af et stort embedsværk. Selvsamme embedsværk arbejder videre med de politiske beslutninger og varetager myndighedsopgaver, mens lokalpolitikerne omsætter de centrale tiltag i praksis og varetager lokale opgaver og prioriteringer. Lokalpolitikerne er også støttet af et stort embedsværk i beslutningsfasen, men også i den efterfølgende implementering. Og lige præcis hér synes jeg, vi har et stigende demokratisk og politisk problem i Danmark.
Jeg har selv været embedsmand i mange år; 3 år i staten og 10 år i den kommunale sektor. I 11 har jeg herefter i den private sektor arbejdet med embedsmænd om offentlige digitale projekter. Og tro mig, der kan være rigtig langt fra det politiske formål og tiltag til den praktiske udførelse. Personlige ambitioner, holdninger og faglige overbevisninger i embedsværket har enorm indflydelse på, HVAD der bliver forelagt politikerne, og HVORDAN tingene bliver forelagt, og endelig hvordan tingene efterfølgende implementeres i praksis. Hvor meget vi end ønsker at fremhæve embedsmændenes neutralitet i Danmark, så er disse altså også mennesker formet af deres faglige opdragelse.
Min erfaring er, at problemet er til at overse for embedsmænd tæt på politikerne; men det vokser kraftigt i størrelse, des længere væk man kommer fra de folkevalgte. Og med en offentlig sektor, der bare er vokset og vokset i forhold til den private sektor og med et stigende antal akademikere, så stiger problemet altså også i omfang.
Økonomerne opdrages til at tænke i rationalitet og styring. Og enhver anbefaling i en sag sker ud fra et fokus på, hvad der bedst vil kunne betale sig ud fra et (kortsigtet) økonomisk sigte - altså noget, der er lige i Venstres ånd; Anbefalingerne sker derfor oftest ikke ud fra, hvad der understøtter politikernes visioner ønsker bedst muligt. Regeringens udspil fra denne uge om ”Fælles løsninger skal give flere penge til kernevelfærd” er et enestående eksempel på noget, der helt sikkert har sit udspring fra Finansministeriets økonomer og ikke fra de folkevalgte.
Tro mig, vælger politikerne at udbygge en lille skole i stedet for at spare penge og lukke den, fordi de vil prioritere at udvikle et lokalområde i tilbagegang for at vende denne udvikling – Ja, så vil Økonomisk forvaltning bruge tid på at fortælle hinanden, at politikerne har jord i hovedet. Jeg ved det, for jeg har som tidligere ansat i 3 økonomiske forvaltninger - deltaget i den snak rigtig tit.
På samme vis har vi juristerne, som til enhver tid vil kigge i lovens ord og udøve efter denne, uanset hvor meget en konkret sag eller tilrettelæggelse af en proces vil gå imod det oprindelige politiske formål med vedtagelse af loven. Hellere være firkantet og sætte ting i stå, end at blive beskyldt for at lave en fejl.
Og så er der projektlederne og konsulenterne, der udvikler procedurer og løsninger, der vinkles ud fra faglige præferencer og kæpheste.
I et land, hvor 1/3 af alle erhvervsaktive er ansat i den offentlige sektor, så udgør dette et politisk og demokratisk problem.
Langt den overvejende del af offentlige ansatte bliver i den sektor, de er startet i. Da sektoren langt overvejende rekrutterer nyuddannede eller folk med erfaring fra sektoren, så kommer der meget sjældent input udefra. Og skulle input komme, så overlever de ikke længe. Omvendt rekrutterer den private sektor gerne fra det offentlige med viden om, at handel med sektoren kræver viden og faglig indsigt. Denne ensidige tilgang er et stort problem, da vi som mennesker præges af det miljø, vi er i.
Jeg oplever også, at i store borgerinddragende projekter, så mangler embedsmændene modet til at gå hele vejen og åbne op for borgerne alvor.
Mine bedste veninder er veluddannede økonomer, der aldrig har lavet andet, end at være i en økonomisk forvaltning i en kommune eller en region. Forståelsen af, at de alene kan opretholde en offentlig arbejdsplads fordi, vi har et erhvervsliv, der skaber arbejdspladser og indtægter, der kan finansiere en af verdens største offentlige sektorer, er stort set ikke til stede. Heller ikke selvom de har fine eksaminer i nationaløkonomi.
Den manglende bevægelse af ansatte mellem den private og offentlige sektor bidrager til et myndigheds- og reguleringsfokus, og et fokus på leverandører som en udgift, der kan spares væk - i stedet for som en part, der kan bidrage til løsninger af samfundets opgaver og udfordringer. Måden at handle på understøtter langt fra de vækstønsker, som politikerne har, uanset hvilken fløj de tilhører. Og dét er også et problem.
Det er ikke ond vilje, men det man ikke forstår, har erfaring med, eller er ansvarlig for, kan man kun vanskeligt forholde sig til.
Jeg har indimellem stået overfor overlegne unge projektledere og djøffere, der har følt sig finere end jeg, fordi jeg ”bare er leverandør”, selvom jeg både arbejder og tjener langt mere end de gør, og selvom jeg skaber et større skattegrundlag og udvikler de løsninger, som de selv har brug for til at kunne lykkes. Det ER da et problem.
De færreste ved at Israel har nogle af de stærkeste kompetencer og viden indenfor IT-sikkerhed. Den viden er en handelsvare, og eksperter rejser til Israel for at lære af de bedste. Den status har Israel fået, fordi landet har tradition for et meget stærkt og tæt samarbejde mellem den offentlige og private sektor om løsning af nationens udfordringer og opgaver; og it-sikkerhed er en af deres helt naturlige indsatspunkter. Dette stærke samarbejde gør, at vi ser mange spændende it-løsninger fra Israel, og for et par år siden  blev et projekt derfra da også præmieret for en digital tilgang, der i en meget høj grad inddrog borgerne i den politiske proces omkring budget og økonomi; Noget vi end ikke er i nærheden af i Danmark.
Jeg mener med andre ord, at de stive grænser mellem offentlig og privat sektor tilbageholder et vækstpotentiale og udviklingen af innovative løsninger i Danmark. Løsninger til den offentlige sektors udfordringer, som vi kunne eksportere til verden omkring os.
På sundhedsområdet som hører under regionerne er der helt unikke muligheder for at samskabe løsninger. Særlig indenfor kunstig intelligens og telemedicin; Dette fordi vi faktisk har puttet forskningsmidler ind i etableringen af åbne platforme, der baseres på internationale standarder. Det kan der sættes turbo under.
I forhold til det regionale området, som jeg repræsenterer i dag, så kunne vi godt sætte nogle mål for samarbejdet mellem regionen og den private sektor omkring nye løsninger. Og gøre kravet om samarbejde mellem sektorerne tydeligere. Herunder at sætte os nogle mål for den efterfølgende eksport af disse løsninger, således at vi kommer ud over mængden af små pilotprojekter og får fokuseret på det, der for alvor rykker, og som kan skaleres. Så får vi også skabt en sammenhæng mellem regionens opgaver på sundhedsområdet og på erhvervsområdet.
Hvis jeg skal binde tråden tilbage til det, jeg startede med at tale om, nemlig respekten for demokratiet og politikerne, så ser jeg også, at der efterhånden er en afgrundsdyb distance mellem politikere og borgere, der hver især ikke føler, at hinanden forstår – eller VIL forstå.
Her tænker jeg også, at vi skal sætte fokus på, hvordan vi får åbnet op for dialogen og får inddraget borgerne i de politiske beslutninger og processer. Fx inspireret af det tiltag, jeg nævnte fra Israel. Både politikerne og embedsmændene skal turde åbne op, så også borgerne får et medansvar og en forståelse for prioriteringerne. Og åbne op på en ordentlig og lettere tilgængelig måde, så også den travle forælder, erhvervslederen og førstegangsvælgeren orker at deltage. Det kunne vi også godt sætte på dagsordenen i regionen.
Så min udgangsbøn i dag skal være, at vi i de nære demokratier og myndigheder åbner mere op for samarbejde mellem det offentlige og private, og åbner mere op for den politiske debat og prioritering. Dette så vi kan styrke demokratifølelsen og nedbryde siloer, der spænder ben for, at vi kan opnå en følelse af sammenhold, og så vi også kan opnå den vækst og de kreative løsninger, vi alle ønsker i vores samfund.
Og med disse ord vil jeg takke af herfra og ønske alle en rigtig god Grundlovsdag.



Ikast-Brande Konservative er ved at være færdige med listen til det kommende kommunalvalg. Inden valgkampen for alvor går i gang, har nogle af kandidaterne haft tid til at gå på café i Ikast og Brande.


Fra venstre: Bjarne Raabjerg, Borgmesterkandidat Annette Mosegaard, Tony Sharma, Peter Søgaard, Heinrich Rune og Addie Juul.


Fra venstre Tomas Bjerre, Borgmesterkandidat Annette Mosegaard, Peter Munkholm og Kirsten York Helms.

Derfor har vi brug for konservativ socialpolitik

Af Mai Mercado (K)
Børne- og socialminister

Når et ministerium byder velkommen til en ny minister, er der tradition for, at et fotografi af forgængeren bliver placeret på en væg et centralt sted i huset. Børne- og Socialministeriet er ingen undtagelse, og derfor passerer jeg næsten dagligt en samling af 39 sort-hvide socialministre i guldrammer.
Hvis man stopper op og kigger på et af portrætterne, melder der sig nogle spørgsmål: Hvordan mon samfundet så ud på det tidspunkt? Hvad var ministerens visioner og planer? Og hvad fik han eller hun udrettet?

Konservativ tilgang til området
Som ny på posten er jeg bevidst om, at jeg har meget til fælles med mine forgængere; et hjerte, der banker for at hjælpe socialt udsatte til et bedre liv – problemer, som endnu ikke er løst – og mærkesager, som jeg derfor fører videre. Men jeg adskiller mig også fra de seneste socialministre ved at have en konservativ tilgang til området og ved at tage tråden op fra blandt andre Palle Simonsen (K), Henriette Kjær (K) og Benedikte Kiær (K).
Helt centralt står det for mig, at vi som samfund skal prioritere hjælp og støtte til de mennesker, der har brug for det, og give de bedste forudsætninger for at tage aktivt del i samfundets gode fællesskaber, som giver os noget stabilt og meningsfuldt i livet. Vores historie, traditioner og værdier binder os således sammen i et dansk fællesskab, og når vi vokser op som en del af det – eller støder til senere – er medbestemmelse, næstekærlighed og mangfoldighed en del af vores fundament.

Forandre for at bevare
En del af fundamentet er også generationskontrakten: Nødvendigheden af, at vi bygger videre på arven fra vores forfædre og sørger for at overlevere et endnu bedre samfund til vores efterkommere. Det er den usynlige kontrakt mellem de døde, de nulevende og de endnu ikke fødte. Det er den usagte kontrakt, der forpligter os til at overlevere et samfund i bedre stand, end vi modtager det. På den måde hjælper vi hinanden på tværs af generationer.
Når vi føler os som en del af den samhørighed, gør det os trygge og forandringsparate, og det påvirker vores handlinger og relationer til andre. Og der er mere end nogensinde brug for tryghed og forandringsparathed. Verden udvikler sig i en hast, hvor jeg ikke kan fortænke mennesker i at få en følelse af, at forskellene mellem os bliver større. Den usikkerhed er vi nødt til at favne. Vi skal forandre for at bevare. Vi skal holde fast i vores værdier og fællesskaber, men uden at miste vores udsyn.

Tre overordnede mål
Mit arbejde som børne- og socialminister tager udgangspunkt i tre overordnede mål: 1) Bedre rammer for børn og familier, 2) hjælp og tryghed for udsatte borgere og 3) en styrket deltagelse i samfundet. Vi kommer ikke langt uden samarbejde, så jeg håber på bred opbakning til både den dagsorden og til de initiativer, jeg har på vej.
Familien er den centrale grundsten i samfundet. Familien har ansvaret for og evnen til at danne barnet og gøre det i stand til at være en del af samfundet; forstå den verden, vi lever i, forstå de værdier og regler, som eksisterer, samt at kunne agere efter dem. Vi må aldrig tage ansvaret fra familien, men det betyder ikke, at vi bare skal holde os væk, der hvor nogle familier fejler.
Samfundet har ansvaret for børnene i en stor del af døgnets timer, men det er ikke altid fra 8 til 16 som i gamle dage, at behovet er størst. Derfor har vi brug for en mere fleksibel ramme for familierne, men vi har også brug for, at den tid, vores børn bruger i institutionerne, styrker deres læring og udvikling.

Bedre vilkår for børn og familier
Om kort tid kommer regeringen med et udspil på dagtilbudsområdet, hvor vi netop tager fat på de to emner. Vi bruger cirka 30 milliarder kroner årligt på dagtilbud, så vores børn hver dag møder fagligt dygtige og engagerede medarbejdere. Det er en gave, som vi skal bygge videre på. Vi skal investere i vores børn, og vi skal blive endnu bedre til at bruge de midler, der er. Den indsats, vi gør for de mindste, har stor betydning. Jo tidligere, vi sætter ind, jo bedre er muligheden for at præge et livsforløb.
Det gælder for alle, men det er især vigtigt for de børn, der ikke er født i en familie fuld af ressourcer. Det er de børn, der risikerer at være bagud fra første time. Det betyder så langt fra, at alle børn skal have lært alfabetet, inden de begynder i folkeskolen. Men vi skal sikre, at børnene ikke møder op på første skoledag uden at kunne tale dansk eller uden begreb om danske værdier. Jeg ser i øvrigt ingen modsætning mellem læring og leg. Bogstaver og rim kan for eksempel være sjove, og man kan sagtens tale med barnet om, hvad en bille spiser, og om den kan svømme, når den alligevel kravler rundt i sandkassen.
Det er ikke alle børn, der har en tryg familie – en familie, der understøtter deres udvikling og sender dem videre i livet med ballast og modstandskraft. Disse børn er blandt de mest udsatte i vores samfund. Heldigvis har vi i Danmark tusindvis af gode plejefamilier, der gerne deler deres varme og faglighed med en lille dreng eller pige, der mangler denne hjælp og omsorg. Det er den bedste vej til at hjælpe udsatte børn til et godt voksenliv. Når vi overlader et barn til en plejefamilie, skal vi dog være sikre på, at barnet bliver mødt med tryghed og åbne arme af en familie med de rette kompetencer. Det er vigtigt, at vi kigger nærmere på, hvordan hjælpen til disse børn og plejefamilier bliver bedre.

Hjælp og tryghed for udsatte borgere
Vi skal bygge de sociale indsatser på metoder og tiltag, som vi ved virker. Udsatte mennesker har brug for, at vi skaber en ramme for deres liv, hvor de kan udvikle sig positivt.
Jeg besøgte forleden Kofoeds Skoles ungdomsboliger i København. Her mødte jeg unge, som i årevis har tumlet med angst, misbrug og nederlag. Unge, som i perioder har været mest trygge sammen med garvede misbrugere på Christianshavns Torv, men som hos Kofoeds Skole har fundet en base, hvor de kan sove uden at være bange for, at nogen for eksempel stjæler deres telefon eller overfalder dem. Så bliver angsten mindre og lysten til at deltage i misbrugsbehandlingen større. De begynder igen at tænke på at deltage i fællesskabet via en uddannelse eller et job. De unge er netop i fokus i den hjemløseindsats, jeg vil præsentere senere på året.
De lette løsninger og principielle holdninger fylder efter min mening for meget. Det gælder for eksempel i debatten om prostituerede. Her kan man tale længe i Deadline på DR2 om forbud over for liberalisering. Jeg skal dog på ingen måde gøre mig bedre end andre, for nuancen hænger tit sammen med ansvaret. Jeg har selv talt for i højere grad at acceptere prostitueredes situation og dermed også give dem bedre vilkår som for eksempel retten til dagpenge. Alternativt skubber vi dem fra gråzonen og ud i mørket.
Som socialminister forbeholder jeg mig dog retten til det nuancerede synspunkt. Derfor handler det nu for mig om, at vi bruger kræfter på at forbedre forholdene for de prostituerede. Vi skal hjælpe dem til en bedre tilværelse – det gælder, hvis de ønsker at forlade erhvervet, men også mens de stadig er i det.

Øget deltagelse i samfundet
Ved siden af familierne og indsatsen for de udsatte har vi den tredje grundsten – deltagelsen. Det handler om at flere skal med i de gode fællesskaber på for eksempel uddannelserne, på arbejdspladserne og i foreningerne. Men også at flere tager ansvar for folk omkring sig og hjælper dem, selvom de ikke minder om en selv. At man har forståelse for den situation, andre er havnet i, og med respekt søger at hjælpe dem videre derfra. Hvis færre deltager i samfundet, svækkes sammenhængskraften og empatien for vores medmennesker.
Vi har et arbejdsmarked, som er i topform, og et erhvervsliv, der kan forudse stor mangel på arbejdskraft. Alligevel er det bekymrende svært for selv veluddannede borgere at få et job, hvis de har et handicap. Vi har også undersøgelser, der viser, at et flertal helst ikke vil arbejde sammen med en handicappet.
At få mennesker med handicap ind på arbejdsmarkedet handler ikke om, hvor mange ramper, der kan sættes op. Det handler om den tilgang og viden, vi har om mennesker med handicap, og vores velvilje til at tilpasse arbejdssituationer bedst muligt, så de lettere kan deltage. Noget af det første, jeg har gjort som minister, er netop at sætte fokus på den forskelsbehandling med et forslag om at forbyde diskrimination af handicappede. Et forslag, som Institut for Menneskerettigheder kalder det største fremskridt på menneskerettighedsområdet i det seneste år.

Brug for, at alle er med
Dertil er det frivillige Danmark noget, der for alvor binder os sammen. Det består af dem, der gør en frivillig indsats, for eksempel i fodboldklubben, hos Børnetelefonen eller ved Mødrehjælpen. Deres indsats skaber en særlig værdi. Derfor skal frivilligheden heller ikke ses som noget, der overtager etablerede job. Vi skal derimod skabe sammenhæng mellem de professionelles og frivilliges indsats, så vi skaber de bedste rammer om de folk, som indsatsen vedrører. Det er et kerneområde for mig, og derfor vil jeg også arbejde stenhårdt for, at vi får endnu bedre rammer for det frivillige Danmark.
Den tidligere konservative socialminister Palle Simonsen er kendt for at have sagt, at et samfund er karakteriseret ved, hvordan man behandler de udsatte. Det er jeg meget enig i, og jeg vil tilføje, at vi også bør kende det gode samfund på, at det er tilgængeligt for alle borgerne – ikke bare fysisk, men også holdningsmæssigt. Vi har brug for, at alle er med.
Bedre vilkår for børn og familier, hjælp og tryghed for udsatte borgere og en styrket deltagelse i samfundet – når jeg en dag kommer til at hænge i en ramme på væggen sammen med de andre socialministre, vil jeg kunne se mig selv i øjnene og vide, at jeg har bidraget til det.



Liberalismens blinde tiltro til det ufejlbarlige marked er naiv og relativistisk


af Mette Abildgaard, gruppeformand, Det Konservative Folkeparti

Jeg er – meget kort sagt – konservativ, fordi jeg gerne vil koncentrere offentlig hjælp til dem, der ikke kan klare sig selv, fordi jeg vil værne om dansk kultur, natur, historie og værdier, og fordi jeg mener, at familien er samfundets vigtigste institution.

”Vi tror på, at et bredere samarbejde kan gøre en stor positiv forskel og skabe større parlamentarisk stabilitet. Derfor vil vi danne en ny trekløverregering.”

Sådan lyder indledningen på det regeringsgrundlag, der udgør den fælles platform for Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti. En regering, som jeg har store forhåbninger og forventninger til, og som i mit verdensbillede indiskutabelt vil bringe Danmark i den rigtige retning.

K er ikke borgerlig-liberale
Selvom trekløveret pryder regeringsgrundlagets forside, så omtales regeringen ofte som en ’borgerlig-liberal regering’. Men det er et forkert udtryk i mine øjne. En regering, hvor Det Konservative Folkeparti indgår, er pr. definition ikke forsimplet til at være borgerlig-liberal.

’Borgerlig’ er i dag et udvandet, værdiløst begreb. For det knytter sig jo bare til ordet borger og har oprindeligt været opfattet som stort set alle andre end de adelige, arbejderne og bønderne. Så sort-hvid er verden heldigvis ikke længere.

’Liberal’ dækker i sagens natur både Liberal Alliance og Venstre, Danmarks liberale parti. Den liberale styrkemarkør står skarpere i førstnævnte parti, der tidligere har holdt sig ude af de fleste forlig for netop at holde den liberale fane højt. Imens har sidstnævnte kæmpet for at få nøglerne til Statsministeriet tilbage og derfor naturligt måttet bøje af. Liberalismen rummer mange værdier, som jeg også sætter pris på, men den dækker altså ikke mit politiske ståsted som konservativ.

Familie udgør kernen i samfundet
En gennemgående forskel er, at vi konservative rent faktisk mener, at nogle ting er bedre end andre. Med andre ord: Vi er ikke relativistiske i vores syn på mennesker og på samfundsindretningen. Vi mener eksempelvis, at ”forpligtende tosomhed” er at foretrække frem for ”individualistisk ensomhed”. Den gensidige forpligtelse, gerne manifisteret via ægteskabet, er den centrale byggesten i en familie.

Familien er kernen for det konservative liv, og det er i familien, at børns værdier skabes, at vi finder tryghed, ro og styrke, når livet er svært. Det er også der, vi udlever livet og ikke bare er arbejdslivets nyttige slaver.

Ingen politikere glæder sig over, at mere end halvdelen af alle ægteskaber ender i skilsmisser. Men de rendyrkede liberale mener, at staten skal blande sig uden om. At det udelukkende er et personligt anliggende. Som konservativ blander mig sig ikke udenom, når en af samfundets vigtigste strukturer, familien, er under afvikling – eller i hvert fald på tilbagegang. Som konservativ er det vigtigt for mig at spørge, hvilke initiativer vi kan tage for at forhindre skilsmisser og brudte familier.

Her er staten netop til for at understøtte nationens fundamentale strukturer såsom familien, civilsamfundet, forsvaret og det sociale sikkerhedsnet. Derfor er fuldblodsliberale tilhængere af nem-id-skilsmisser, der kan klares med syv klik og er imod statslig rådgivning til skilsmissetruede. Derimod er konservative imod straksskilsmisser uden separation og åbne over for rådgivning, hvis det kan redde familier.

Som konservativ er jeg heller ikke relativistisk i forhold til religion, og derfor er det af største betydning, at der i regeringsgrundlaget står: ”Danmark er et kristent land, og den evangelisk­lutherske kirke indtager en særstatus som folkekirke.” Derfor kæmper vi konservative også imod, hvis mennesker med radikalt anderledes kultur og livsanskuelse insisterer på, at deres normer og traditioner skal vinde frem på bekostning af vores. At afskaffe juleafslutningen i folkeskoler er et klart eksempel på dette og er undergravende for det danske samfund.
 
Som konservativ mener jeg ikke, at markedet alene skal afgøre, hvad der skal bestå, og hvad der skal forgå. For ikke alting er lige godt, og nogle ting er det værd, at staten holder hånden under.


Udbud og efterspørgsel afgør ikke kulturens fremtid
Som konservativ mener jeg ikke, at markedet alene skal afgøre, hvad der skal bestå, og hvad der skal forgå. For ikke alting er lige godt, og nogle ting er det værd, at staten holder hånden under. Et godt eksempel er vores kulturarv. Der er sikkert mange af vores vigtigste museer, der måtte dreje nøglen om, hvis staten ikke understøttede dem. Vi skal tage ansvaret for og sikre, at vi bevarer nationale og historiske symboler, vedligeholder monumenter og støtter betydningsfulde kulturinstitutioner.

Udbud og efterspørgsel skal ikke bestemme om Frilandsmuseet, Jellingestenen eller Det Kongelige Teater skal bevares. Det har vi et politisk ansvar for at sikre. Også uagtet at besøgstallet enkelte år er lavere end ønsket, for det ændrer ikke på samfundsinstitutionernes betydning, når vi skal dannes som hele mennesker, og den danske kultur skal videreformidles. Ligesom at en hestetransport over Atlanten ikke ændrer på, at DR spiller en central rolle i den danske public service-formidling. Liberalismens blinde tiltro på det ufejlbarlige marked er naiv og relativistisk. Den rene liberalisme rummer en åndløs materialisme, som ikke har blik for kulturen, fællesskabet og nationen.

Liberale kender prisen på alt, men værdien af intet
Som konservativ hylder jeg generationskontrakten. Det bånd, der binder mine afdøde forfædre, mig selv og mine endnu ufødte børn og børnebørn sammen. Vi bindes sammen af ansvaret for at beskytte og bevare den danske natur af kærlighed til vores fædreland. Svigter bare én generation sit ansvar, får det konsekvenser for de næste, og derfor er det ikke at tage let på.

Hvis også kommende generationer skal kunne producere, skabe vækst og udvikle Danmark, skal vi opretholde balancen mellem beskyttelse og benyttelse, så fremtidige generationer ikke skal slukke brande tændt af fortidens uansvarlighed.

Vi bruger gerne lovgivning til at sikre et mere grønt og bæredygtigt Danmark, for her kan markedskræfterne heller ikke stå alene. Det gamle Oscar Wilde-citat om, at liberale kender prisen på alt, men værdien af intet, er ikke uden sandhed, selvom det er sat på spidsen. Mens liberale kæmper for salg af statslige skovarealer, fik vi konservative kæmpet naturgenopretning og en ny dansk naturkanon ind i regeringsgrundlaget.
 
Det gamle Oscar Wilde-citat om, at liberale kender prisen på alt, men værdien af intet, er ikke uden sandhed, selvom det er sat på spidsen.


Millioner til kultur og klima
Hvis alting er lige godt, bliver alting lige meget. Markedet skal ikke have lov til at råde ureguleret, så kulturskatte går tabt, så vores dejlige natur lider overlast, og så vores værdier og normer skrider.

Derfor er jeg også stolt over, at der allerede nu er afsat midler til så mange konservative mærkesager: I finansloven for 2017 sikrede vi millioner af kroner årligt frem til 2020 til Den Gamle By, Mindelunden og Arbejdermuseet.

Regeringsgrundlaget rummer ambitiøse mål for vores klima, hvor regeringen vil arbejde for, at Danmark i år 2030 skal have mindst 50 procent af sit energibehov dækket af vedvarende energi, og så lægger regeringen op til en asylreform og en stram integrationspolitik, som står vagt om danske værdier.

Enige om langt det meste
Den nye trekløverregering er uden tvivl det bedste, der kunne ske for Danmark. Tre forskellige partier er blevet forenet om de mange fælles synspunkter, vi har, samtidig med at vi ikke bilder nogen ind, at vi er enige om alt. Deri ligger en stor anerkendelse og styrke, og kompromisets kunst anerkender vi alle i regeringspartierne.

Som konservativ er der naturligvis også meget, som vi kan blive enige med de liberale om. Ønsket om en mindre og mere fokuseret offentlig sektor, mere frihed i form af skattelettelser til danskerne. Staten skal ikke kvæle borgeren med bedrevidenhed, formynderi og politisk korrekt opdragelse. Det kan godt være, at færre ville ryge, hvis cigaretterne ikke måtte stå fremme i butikkerne, men sådan skal vi ikke umyndiggøre og ansvarsfratage voksne mennesker. Lige som de liberale mener vi, at staten så lidt som muligt skal blande sig i borgernes liv – med minder det gælder opretholdelse af fundamentale samfundsstrukturer såsom familien.

Staten skal hjælpe de rigtige
Langt de fleste mennesker kan jo godt selv. Derfor skal staten ikke i så høj grad som i dag omfordele borgernes indtjente penge. Lidt forenklet så betaler 90 procent af de ”rigeste” danskere i dag til 90 procent af de ”fattigste” danskere.

Det er formynderisk og unødvendigt. I stedet burde vi sørge for, at de danskere, der virkelig har brug for samfundets hjælp, får den hjælp, de er berettiget til. Det sociale sikkerhedsnet skal spændes ud for at opfange dem, der falder. Staten skal ikke umyndiggøre borgerne, men tværtimod forsvare deres personlige værdighed, og det hænger sammen med den konservative værdi, at vi skal koncentrere hjælpen mod dem, der virkelig har brug for det.

For mig er konservatismen en ansvarlig og anstændig måde at anskue og indrette samfundet på. Det er den eneste politiske retning, der både formår at favne personlig frihed og fælles arv og ansvar.

Derfor, er jeg konservativ, og ikke ’borgerlig-liberal’.

Regeringens første 100 dage



I dag har vi siddet i regering i 100 dage. Det har været en spændende og vigtig tid for vores parti, hvor meget er blevet vendt op og ned, men det har allerede budt på mange resultater og mange muligheder for Det Konservative Folkeparti. Jeg fortryder ikke et eneste sekund, at jeg trak vores parti ind i en ny trekløverregering, og vælgernes dom har indtil videre også været positiv for os.

Vi hænger os ikke i meningsmålinger, men jeg indrømmer gerne, at det giver et skud ekstra energi og gejst i arbejdet, når vi kan se, at vi stille og roligt har bevæget os fremad.

Alt i alt har det været en god begyndelse, selvom vi har haft ufatteligt travlt, og vores indtræden i regering har igen sat vores parti på landkortet som et toneangivende parti, der påtager sig ansvar og er med til at sætte en retning på vores fælles lands vegne. Det er jeg meget tryg ved og stolt over, men jeg er også ydmyg over for opgaven, der kun lige er gået i gang.

Hård kurs mod kriminelle
På mit eget område – retsområdet – har vi sat vigtige ting i søen, der skal styrke trygheden for helt almindelige danskere. Vi har præsenteret en meget hård og ambitiøs rockerbande-pakke, som skal tage et opgør med de mange kriminelle, der skyder efter hinanden (og rammer uskyldige). Vi vil hellere have bander bag tremmer end ude på gaden.

Derudover har jeg præsenteret nye initiativer mod indbrud. Danmark er blandt de lande i hele Europa, der plages hårdest af indbrud, og det har derfor længe været en konservativ mærkesag at tage fat om det. Det har vi nu mulighed for, fordi vi sidder med i regeringen, og det er blevet taget godt imod fra stort set alle sider.

Jeg ser frem til at fortsætte forhandlingerne om de to pakker på retsområdet, og jeg forventer, at vi kan samle et flertal i Folketinget og præsentere de endelige tiltag inden længe.

Derudover vil jeg ganske kort nævne, at jeg også har taget initiativ til en øget indsat mod hævnporno, og at vi nu også vil fjerne forældelsesfristen for sexmisbrug af børn.

Jeg har bedt vores to andre konservative ministre sende en hilsen til jer og kort beskrive, hvad de har taget hul på i deres første 100 dage som ministre. Deres hilsner til jer kommer her:

Mai Mercado: Flere skal med i fællesskabet
”Siden tiltrædelsen som børne- og socialminister har den største enkeltstående sejr været, at vi nu har taget initiativ til at få indført et forbud mod diskrimination af mennesker med handicap. Det betyder, at mennesker med handicap ikke længere kan smides ud af en butik eller restaurant på grund af deres handicap.

Det betyder dog ikke, at der skal indføres krav om, at adgangsforhold skal gøres tilgængelige for alle med handicap. Organisationerne har kaldt det for ’historisk’, at vi nu tager dette skridt, der gør det lettere for mennesker med handicap at være en del af fællesskabet. Det er jeg meget stolt over!

Den kommende tid kommer jeg til at fokusere på en styrkelse af de konservative familieværdier. Særligt kan jeg nævne indførelsen af et nyt skilsmissesystem, der blandt andet skal sikre, at børn ikke bliver klemt ved forældres konfliktfulde skilsmisser.

Derudover kommer vi også senere på foråret med et større dagtilbudsudspil, der skal sikre mere tid til familien og øget fleksibilitet i dagligdagen for småbørnsfamilierne.”

Brian Mikkelsen: Erhvervslivets stemme
”I min første tid har jeg hjulpet tusindvis af husejere ud den såkaldte Gable Insurance-klemme, da selskabet gik konkurs med adresse i Luxembourg. Dertil har jeg sikret en bred aftale på realkreditmarkedet, hvor det særligt kan fremhæves, at der bliver krav til længere varsel om bidragssatsstigninger, og bidragssatsstigninger skal nu forklares endnu bedre, og så skal realkreditselskabet dele kursskæringen. Det er godt nyt for de danske boligejere.

Jeg har fremsat en revideret planlov, der giver større frihed til lokal vækst for de enkelte borgere og virksomheder. Det betyder blandt andet også, at kommuner nu får muligheden for containerboliger til studerende, der mangler billige boliger.

Jeg har fremlagt et initiativ i med et såkaldt landdistriktsfilter, der skal tænke landdistrikter ind efter behov for konsekvenser ved nye lovforslag.

Jeg har været i Kina, hvor jeg lancerede det dansk-kinesiske turismeår, som skal løfte turismen til Danmark fra Kina med 25%. Det vil betyde flere job og flere penge i kassen hos serviceerhvervene i Danmark. I Kina underskrev jeg i øvrigt også en ny hensigtserklæring på det maritime område, som skal hjælpe det blå Danmark i Kina.

Jeg har også arbejdet for generelt at gøre det nemmere at være erhvervsliv, og vi har blandt andet fjernet byrder for et tocifret millionbeløb og indført muligheden for, at erhvervsliv kan bruge privat NemID. Vi lytter til virksomhederne, og vi vil gennemføre over 100 forenklingsforslag, der fjerner byrder i erhvervslivet.”

Søren Pape: Tak for opbakningen
Jeg vil selv slutte af med at takke alle jer konservative medlemmer for den enorme opbakning, vi i folketingsgruppe og på ministerhold har fået, siden vi indgik i trekløverregeringen i slutningen af november.

Jeg er ikke tonedøv, og jeg ved godt, at der har været medlemmer, der har været reserverede over for en ny omgang konservativ regeringsdeltagelse. Jeg var det selv – indrømmet – men jeg er blevet fuldstændigt overbevist om, at det nu er det rigtige for os. Det håber jeg også, at alle vores interne skeptikere er blevet.

Det er jer, der er rygraden i vores parti, og det er med jeres opbakning og støtte, at vi igen skal skaffe fremgang og politiske resultater med og for Det Konservative Folkeparti og danskerne.

Glædelig 100 dages-jubilæum!

Søren Pape Poulsen
Partiformand

Globalisering og frihandel er vigtigere end nogensinde


Af erhvervsminister Brian Mikkelsen

Vi har den seneste tid været vidne til begivenheder, som ingen af os forventede. Her tænker jeg særligt på den britiske beslutning om at forlade EU og valget af Donald Trump i USA.
Det er store og vigtige begivenheder, der giver anledning til fundamentale spørgsmål. For hvad vil konsekvenserne blive? Er det fx slut med globalisering og frihandel?
Globalisering og frihandel har reddet millioner af mennesker
Jeg tror, det er meget vigtigt, at vi holder tungen lige i munden, når vi forsøger at besvare disse spørgsmål. På det konkrete plan arbejder vi i regeringen målrettet på at forberede de kommende Brexit-forhandlinger, så vi sikrer en aftale mellem EU og Storbritannien, der er så gunstig som mulig for danske virksomheder og forbrugere.  I forhold til Trump må vi se, hvilke konkrete skridt USA vil tage, når det kommer til frihandel. For det er som bekendt sådan, at amerikanske virksomheder og amerikansk økonomi generelt har haft gavn af at kunne handle med resten af verden. Men USA er også det tredjevigtigste marked for dansk eksport, og USA har stået som garant for den liberale verdensorden, der har været fundamentet for udviklingen i verdenshandelen. Så vi følger naturligvis udviklingen meget tæt fra dansk side.
Overordnet set er der ikke nogen tvivl om, at globalisering og frihandel har været enestående succeshistorier både globalt og i Danmark. På verdensplan er millioner af mennesker blevet løftet ud af fattigdom, og herhjemme skaber den fri handel velstand og velfærd til gavn for både virksomheder og forbrugere.
Gamle dages protektionisme må afvises.
Samtidig må vi erkende, at anti-globalisterne har fået vind i sejlene. Den folkelige skepsis over for en åben og fri verdenshandel er udbredt. Det viser både afstemningen i Storbritannien og valget af Trump. Jeg tror, at meget af den stigende skepsis bunder i, at mange føler sig presset af større krav til uddannelse, digitalisering og konkurrence fra udenlandsk arbejdskraft og risikerer at tabe på globaliseringen.
Det er en af de helt store diskussioner, som regeringen derfor også har taget meget alvorligt i det nye regeringsgrundlag. Derfor vil vi i et partnerskab med blandt andet erhvervsliv og fagforeninger forsøge at ruste vores arbejdsstyrke, så vi bedre er i stand til at høste de nye muligheder for øget velstand, som globaliseringen skaber.
Vi står over for nogle store udfordringer, det er der ikke tvivl om. Men vi må ikke forfalde til protektionisme og toldmure; det er forkerte løsninger. Tværtimod er det vigtigere end nogensinde, at vi står vagt om globalisering og frihandel. Jeg er overbevist om, at det er den bedste måde, hvorpå vi sikrer vores fremtidige velstand.



Formandsberetning ved generalforsamlingen d. 23./1. 2017


af Tomas Bjerre


2016 har været et blandet år for Det Konservative Folkeparti. Vi kunne fejre vores 100 års jubilæum, og samtidig røg vi uforskyldt ud i et stormvejr, som i folkemunde blev kaldt ”Gyllegate”. ”Gyllegate” var simpelt hen politik, når politik er allerværst. Vores parti fik tæsk ved den lejlighed, men inden årets udgang, var vi kommet i regering, og vi havde fået 3 betydningsfulde ministerposter og fremgang i meningsmålingerne.

Hans Vilhelm Kaalund har skrevet et digt, der hedder ”Jeg elsker den brogede Verden”. Det gør jeg også, selv om den en gang imellem kan være lidt for broget. Der har desværre i det forløbne år været terror i Bruxelles, Nice, Berlin og Istanbul for bare at nævne nogle få eksempler. Der har været mislykket militærkup i Tyrkiet og borgerkrig i Syrien, og så skal vi alle sammen til at vænne os til en ny amerikansk præsident, som på mange områder adskiller sig fra sin forgænger.

I vores vælgerforening har vi haft et godt år. Vi har i foreningen lært Annette Mosegaard at kende, og vi er overbeviste om, at hun ikke bare er vores spidskandidat men også vores borgmesterkandidat. Et godt bud på en kommende borgmester. En god borgmester skal ikke bare være borgmester for sine egne vælgere. Han eller hun skal være borgmester for hele kommunen, og det er lige præcis det, som er i vores partis og Annettes ånd. Annette har alt det, der skal til for at blive en god borgmester. Hun er født og opvokset her i kommunen. Hun har via sin uddannelse og sit arbejde fået indsigt i økonomi og ledelse, og så har hun vist, at hun er en dygtig politiker.  Kommunen får jævnligt fint besøg. Det kan være en delegation af erhvervsfolk eller politikere eller Hendes Majestæt Dronningen. Det er i alles interesse, at borgmesteren ved den slags lejligheder repræsenterer kommunen på den bedst mulige måde. Her vil jeg personligt være mest tryg, hvis Annette Mosegaard bliver vores nye borgmester.

Bestyrelsen arbejder målrettet på at få samlet en hel række dygtige og engagerede kandidater med forskellig geografisk og erhvervsmæssig baggrund, hvilket burde give os et fremragende kommunalvalg. Det vil ikke vare særlig længe, før kandidatlisten er klar, og så vil vi holde et opstillingsmøde, så vi kan få placeret kandidaterne på en fornuftig måde.

D. 5. juni holdt vi sammen med Vælgerforeningen i Herning Grundlovsmøde i disse lokaler med taler af undertegnede, Rasmus Norup, René Nord Hansen og Naser Khader. Mødet var velbesøgt, og der var ingen, der gik skuffede hjem. Naser Khader er i den grad i stand til at fortælle noget væsentligt på en medrivende måde.
 
D. 7./11. blev der holdt møde - også her på stedet - med taler af undertegnede, Knud Erik Kirkegaard, René Nord Hansen og Annette Mosegaard. I min tale kom jeg ind på, at Det Konservative Folkeparti er partiet, der passer på Danmark. Knud Erik Kirkegaard tog tråden op og opfordrede til, at vi også skal passe på Europa. Jeg er fuldstændig enig. Danmark kan ikke isolere sig. Vi bliver nødt til at deltage i internationalt samarbejde og trække udviklingen i den rigtige retning. René Nord Hansen og Annette Mosegaard redegjorde i nogle fine taler for deres politiske mærkesager, og Annette blev i avisen citeret for, at ”hun er klar”. Efter talerne blev Annette Mosegaard på en ekstraordinær generalforsamling kåret som vores spidskandidat ved kommunalvalget i 2017.  Ved samme lejlighed blev der givet bemyndigelse til bestyrelsen til at supplere listen med yderligere kandidater. Der blev taget et pænt gruppebillede med Annette i midten, som blev bragt i avisen. Vores vælgerforening har ikke bare styr på politikken. Vi har også styr på at præsentere os ordentligt, og jeg vil gerne rose den lokale presse for at behandle os godt.

D. 12./12. spillede vi traditionen tro banko. Der var mange fine gevinster og stort fremmøde. 

Tove Videbæk genopstiller ikke til Byrådsvalget i 2017 og Ove Nørholm genopstiller ikke til Regionsrådsvalget. De har begge ydet en fremragende indsats, og jeg synes vi lige skal klappe af dem.

Vi har haft et godt samarbejde i bestyrelsen, og det glæder mig, at alle bestyrelsesmedlemmer fortsætter.  Jeg vil gerne sige tak til jer alle sammen. Der venter os et travlt år, for der er kommunalvalg. Vi har 6 kandidater på plads, men skal have fat i nogle flere. Er der nogen, der kender nogen, så sig til. Det var bestyrelsens beretning.

Jeg vil lige benytte lejligheden til at sige lidt for mig selv. For et år siden stod jeg her og sagde, at Skat var kommet til at udbetale 6,2 milliarder kr. til folk, der ikke skulle have de penge. Det var, hvad Skat havde oplyst den gang, men nu har Skat undersøgt sagen nærmere, og nu er beløbet vokset til 12,3 milliarder. Jeg håber ikke, at jeg om et år skal stå her og beklage, at problemets omfang igen er vokset med 100 %.
Tak, fordi I ville høre på mig.

2017 kan blive endnu farligere end 2016

»Vi europæere må indstille os på, at verden i 2016 blev farligere, og se i øjnene, at den i 2017 kan blive endnu farligere. Vi må erkende, at vi kun sammen kan overkomme den nye usikkerhed, fordi vi hver især er for små til at stå imod de nye udfordringer og trusler.«



Af Per Stig Møller, tidligere udenrigsminister (K)

2016 blev et forvirrende år. Rundt omkring underkendtes det repræsentative demokrati af det direkte demokrati.

Mod alle odds blev Donald Trump USAs præsident, uden at nogen aner, hvad han kan finde på. Til gengæld ved alle, at Putin kan finde på mere, uden at nogen ved på hvad. Efter at danskerne sagde nej til tilvalgsordningen med EU, sagde briterne nej til hele EU og hollænderne nej til EUs aftale med Ukraine, der ellers skulle konsolidere Ukraines suverænitet og europæiske udvikling.
Til gengæld fik Tyrkiet bekræftet sine EU-aspirationer, selv om det bevæger sig bort fra demokratiet og hen mod Rusland. Masseindvandringen fra 2015 og 2016s terror i Nice og Berlin gav højreekstremismen vind i sejlene.
Alt i alt varsler dette, at 2017 bliver et »mellem-år«, der enten øger problemerne, og dermed gør 2018 endnu vanskeligere, eller et år, som langsomt bevæger sig mod en ny opbygning, der så vil konsolidere sig i 2018. Vi kan håbe på det sidste, men må se det første i øjnene.

I Holland kan højre-ekstremisten Geert Wilders gå så meget frem, at landet bliver uregerligt og gør samarbejdet om løsningerne i EU vanskeligere. I Frankrig kæmper den højrekonservative Fillon mod den højreekstremistiske Marine Le Pen. Vinder hun, lægger hun en torpedo under EU.
I Italien kommer der nyvalg, som formentlig vil styrke Femstjerne-bevægelsen, der vil af med euroen, og så falder den sammen. Storbritannien afleverer sin opsigelse af medlemskabet af EU, som herefter ikke kan inddrage Storbritannien i EUs ellers nu mere nødvendige sikkerhedspolitiske og forsvarspolitiske samarbejde.
I Tyskland rykker CDU så langt væk fra midten for at forhindre Alternative für Deutschlands succes, at Angela Merkel måske siger: »Jamen, så bliver det uden mig.«
Erdogans krigsskabende megalomani
I Rusland vil Putin fortsætte sin aktivistiske udenrigspolitik og trække Tyrkiet væk fra Europa. Han vil afprøve præsident Trumps vilje til at sætte en stopper for Rusland i Mellemøsten og Europa.

I Mellemøsten vil USA erkende, at løbet er kørt, Assad er præsident, og Iran er blevet en magtfaktor. Nye stedfortræderkrige eller skærmydsler mellem Iran og Saudi-Arabien kan vi derfor godt indstille os på. Trumps pro-bosætterpolitik vil genoplive Israels konflikt med palæstinenserne. Og Europa vil ikke vide, hvilket ben det skal stå på.
I Europa kommer der ingen løsning i Ukraine, Krim forbliver russisk, og de baltiske lande vil opleve provokationer, der skal teste, hvad NATO er værd under Trump. EU har ingen klar politik i forhold til Tyrkiet, der kan åbne flygtningesluserne til EU, som derfor ikke tør sige fra over for Erdogans diktatoriske og krigsskabende megalomani. Her vil undertrykkelse og terror gå hånd i hånd.

Terroren, immigrationen og flygtningetruslen fra Mellemøstens krige og Afrikas fattigdom vil fortsat lamme EU politisk. Selv om man er enige om, at der skal gøres noget ved det alt sammen, er man ikke enige om hvad. Oven på terror-mordene i Berlin formanede formanden for EU-Kommissionen, Jean-Claude Juncker, 23. december:
»Europa er nødt til at tilbyde tilflugt til de mennesker, der flygter fra krigsområder og terror.« Det var ukloge ord til et Tyskland, der netop var blevet ramt af en terrorist, som hverken flygtede fra et krigsområde eller terror, men fra det eneste, nordafrikanske demokrati, Tunesien, der selv blev ramt af terror i 2016.
2017 kan blive endnu farligere end 2016
EU bliver i 2017 nødt til at sondre mellem krigsflygtninge og immigranter. Her er modsætningerne mellem kommissionen og adskillige medlemslande imidlertid så store, at EU i 2017 stadig ikke kan finde ud af, hvordan det skal sikre de ydre grænser, eller om det må erkende, at de indre grænser må genopstå, så den berlinske massemorder ikke på 24 timer kan bevæge sig fra Tyskland via Frankrig til Italien for dér at blive opdaget ved et rent tilfælde.

Finder EU ikke fælles fodslag om troværdige løsninger, vil modstanden mod EU vokse og slå igennem i parlamentsvalg, præsidentvalg og folkeafstemninger. EU vil ikke blive opfattet som en del af løsningen, men som en del af problemet, skønt vi kommer i endnu større problemer, hvis EU i 2017 knager så meget i fugerne, at opløsningen nærmer sig i 2018.
Vi europæere må indstille os på, at verden i 2016 blev farligere, og se i øjnene, at den i 2017 kan blive endnu farligere. Vi må erkende, at vi kun sammen kan overkomme den nye usikkerhed, fordi vi hver især er for små til at stå imod de nye udfordringer og trusler. Vi må til at tage det repræsentative demokrati mere alvorligt, ligesom det direkte demokrati må til at tage sig selv mere alvorligt. Demokratiet er ikke en leg, men et sindelag, der efter moden overvejelse og debat finder en løsning på de fælles problemer.

Og så har vi slet ikke talt om den truende konflikt og handelskrig mellem et mere nationalistisk Kina og en uforudsigelig, amerikansk præsident!
Vær velkommen til et Herrens år.


Af medlem af Europa-parlamentet Bendt Bendtsen

Populisme og halve sandheder er i disse tider blevet normen for nogle politikere. Det gav DF og Enhedslisten os en smagsprøve på op til retsforbeholdsafstemningen 3. december 2015. Og det britiske farvel til EU i år var også i høj grad bygget på et falskt grundlag og ekstreme udsagn, tiltænkt at forme en debat baseret på følelser og frygt snarere end fakta. Og i november skulle vi se endnu en gentagelse på den anden side af Atlanten, hvor Donald Trump den ene gang efter den anden kom med direkte usande udtalelser og vandt et valg baseret på larmende overskrifter.
Vi skal selvfølgelig anerkende de demokratiske valg, men noget kunne tyde på, at resultaterne ikke just er holdbare. Holdbarheden er i hvert fald kortvarig, når valgkampe bliver bygget på potentialet for overskrifter i medier eller antal ”likes” på Facebook, og ikke substans eller fakta.
 Brexit kan være ødelæggende både internt og eksternt
Den britiske premiereminister, Theresa May, har lovet et Brexit i starten af 2019, og derfor er marts 2017 blevet udset til tidspunktet, hvor Storbritannien skal starte forhandlingerne om at træde ud af EU.
 Hvis den britiske højesteret giver grønt lys til et Brexit, så peger alt på, at de britiske embedsmænd får deres sag for, med forhandlinger om udtræden af årevis af fælles europæisk lovgivning og vilkårene for briternes fortsatte forbindelser til EU - alt sammen skal gøres på 2 år. Hvis det skulle ske, så står vi med nogle enorme udfordringer både i EU og i Danmark. Men også internt i Storbritannien, ser jeg nogle tegn på et land, der kan ende i krise.
For Danmark kan Brexit betyde en skilsmisse med et af vores største eksportmarkeder på ca. 60 mia. kr. om året. Sådan et tab vil bestemt kunne mærkes på den danske økonomi, eksport og ikke mindst arbejdsmarkedet. Men også tvister omkring fiskeri, olie/gas og andre område kan opstå som følge af Brexit. I EU vil Danmark også stå svagere, da vi mister en tung vægt på den parlamentariske vægtskål, hvor briterne ofte er støtter til danske mærkesager som f.eks. frihandel.
Storbritannien vil internt også slå revner ved Brexit. Antallet af pasansøgninger er steget eksplosivt, da briter med irske rødder kan søge om dobbelt statsborgerskab i Irland og dermed beholde et europæisk pas. Desuden har skotterne også annonceret et ønske om at forlade den britiske union til fordel for den europæiske. Hvis det ikke var nok med splittelse i befolkningen, så behøver vi kun kort at kigge på pundets fald efter afstemningen i juni for at få et hint om en økonomisk udvikling som følge af en britisk udtrædelse af EU. Prognoserne for første halvår af 2017 i Storbritannien ser også dystre ud.
Disse konsekvenser var desværre ikke noget, leave-kampagnen snakkede om op til det britiske referendum, men i stedet snakkede den om spildte penge til EU, nye handelsaftaler uden EU og mere britisk sikkerhed. Alle argumenter, som er blevet malet til jorden og bevist usande, men som stadig blev brugt til trods. Det tegner et klart billede af budskaber, som sælges uden samvittighed og modtages i en ånd af oprør snarere end samvittighedsfulde valg.

USA og Trump

Oven i et frygtet Brexit blev 2016 også året, hvor USA skulle vælge ny præsident. Valget faldt på Donald Trump, et resultat som stort set hele verden havde frygtet, inklusive mig selv. Før og under valgkampen kom Trump med nogle ekstremt kontroversielle synspunkter og holdninger, som ikke hører hjemme i seriøs politik. Han byggede en kampagne op omkring halve sandheder og postulater uden egentligt hold. Resultatet har været værst tænkeligt for et amerikansk præsidentvalg. Trumps bejleri til den russiske præsident Putin, racistiske udtalelser, benægtelse af global opvarmning og meget mere, er en dunkel optakt for USAs kommende præsident.
Men ligesom den britiske leave-kampagne og danske nej-kampagne så må Trump nu slå bakgear for sine vilde løfter og trusler. Trusler om at sætte Hilary Clinton i fængsel blev under hans sejrstale afløst af et ”tak for kampen”. Muren til Mexico er blevet til et hegn, og i et nyligt interview med New York Times anerkendte Trump global opvarmning som et problem. Man kan kun håbe, at Trump fortsætter med at ændre stil fra sin valgkamp. Men igen må vi konkludere, at en befolkning er blevet vildledt med halve sandheder og populistiske udtalelser, som afspejler en bekymrende udvikling.

Vores egne Brexittere og Trumps

Men vi behøver hverken at rejse over Nordsøen eller Atlanten for at finde politikere, der fører sig frem på populistiske postulater og tænker i overskrifte, frem for sammenhængende politik og gode resultater. Dansk Folkeparti og Enhedslisten står stadig tilbage med et forklaringsproblem, da Europa-Kommissionen ikke ser en parallelaftale som mulighed, sådan som de to partier ellers havde lovet op til afstemningen den 3. december sidste år. Nu står vi alle sammen med håret i postkassen, hvis der ikke findes en løsning inden 1. maj, hvor det nye Europol-samarbejde lanceres i resten af EU - uden Danmark.

Årets ord i EU

Den 15. november kårede ordbogen ”Oxford dictionary” årets ord i EU. Vinderen blev ”post-truth” altså post-sandhed, som beskriver en situation, hvor følelser eller personlig mening sættes foran fakta og sandfærdighed. Selvom det danske ord ”hygge” også var med i opløbet, så er post-sandhed måske en mere passende vinder i lyset af de politiske begivenheder i 2016 - og årsagen til at begivenhederne fandt sted. Borgere er blevet vildledt under valgkampe og står nu tilbage i nogle situationer, de ikke ønskede, med nogle politikere de ikke kan stole på.
Lad os håbe at 2016 gav nogle lærerstreger, og vi kommer tilbage på rigtig kurs i 2017, hvor både Tyskland og Frankrig skal til valg. Også her kan et ansvarsløst kryds i stemmeboksen være truende for Europas fremtid.


Annette Mosegaard spidskandidat til byrådsvalget 2017


På en ekstraordinær generalforsamling d. 7./11. 2016 blev Annette Mosegaard kåret som Konservativ spidskandidat ved byrådsvalget i 2017.
Her ses Annette Mosegaard sammen med medlemmer af bestyrelsen for Vælgerforeningen.

Tale ved arrangement i Ikast-Brande Konservative Vælgerforening


af Tomas Bjerre
I min tale vil jeg tage udgangspunkt i et af de dygtigste mennesker, der nogensinde har siddet i det britiske parlament. Navnet er: Sir Isaac Newton.
Det er mere end 300 år siden, han sad der. I den periode han sad i parlamentet, tog han kun ordet 1 gang, og det var for at få lukket et vindue. Det var ikke meget at bidrage med, men de andre i parlamentet vidste at Newton var dygtig, og så var der nogen, der fik den ide, at han kedede sig, og at han måske ville live op, hvis man gav ham en bunden opgave. Man gav ham så den opgave, at han skulle få det britiske møntvæsen til at fungere. Det var der mange, der havde prøvet på forgæves. Newton kastede sig over opgaven med ildhu, han løste den, og hvis han ikke havde gjort det, ville Det forenede Kongerige aldrig have udviklet sig til et verdensomspændende imperium. 
Det, Newton er mest kendt for er, at han var en af de dygtigste fysikere nogensinde. Det hele begyndte med at Newton sad i en have og betragtede et æbletræ. Pludselig løsriver et æble sig fra træet og falder til jorden. Det sætter en hel række tanker i gang hos Newton. Den første tanke munder ud i, at han opdager tyngdekraften, som trækker æblet og jorden mod hinanden. Herefter stiller Newton sig selv det spørgsmål: Hvorfor er æblet ikke faldet ned noget før? Han finder ud af, at træet via stilken har trukket i æblet med en kraft, som er præcis lige så stor som tyngdekraften, men bare har trukket i den modsatte retning. Næste spørgsmål, Newton stillede sig var: Hvorfor falder æblet lige nøjagtig på det tidspunkt, hvor det falder? Han finder ud af, at svaret ligger i stilken.
Når æblet kommer til at veje mere, end stilken kan bære, vil tyngdekraften trække æblet ned mod jorden, og når æblet rammer jorden, bliver det forvandlet til et stykke nedfaldsfrugt.
Det er i virkeligheden Newtons mest fantastiske opdagelse, for den gælder ikke bare inden for fysikkens verden. 
Når noget bliver overbelastet, er det ikke bare det, der bliver overbelastet, der går i stykker. Alt det, der er forbundet med det overbelastede, kan også gå i stykker ved samme lejlighed.
En økonomisk, en arbejdsmæssig eller psykisk overbelastning har det på samme måde.



Billedet her forestiller et græsk tempel. Vi kan se, at en del af konstruktionen består af nogle rækker af søjler, der for oven er forbundne af nogle overliggere. Hvad vil der ske, hvis man svækker en af søjlerne så meget, at den ikke kan klare belastningen? Så vil de andre søjler også blive overbelastede, og hele bygningen vil styrte sammen. Når jeg viser et billede af et græsk tempel, er det fordi, Danmark har mange lighedspunkter med et tempel. Danmark er også gammelt, smukt og bevaringsværdigt, og der er også en hel masse bærende søjler i Danmark.
Danmarks bærende søjler
Demokratiet
Forstandige, fremsynede og uegennyttige politikere
Et velfungerende erhvervsliv
Vores sprog, historie og kristne kulturarv
En centraladministration uden korruption og nepotisme
Et forsvar og politi, der kan beskytte mod ydre og indre fjender
Gode internationale relationer
En solid økonomi
Et uddannelsessystem, som udnytter hver enkelts evner bedst muligt
Et effektivt sundhedsvæsen
En socialforsorg, som tager sig af dem, der ikke kan klare sig selv
Et godt miljø
En velfungerende infrastruktur
En dygtig og flittig befolkning
Nogle stykker, som jeg har glemt i farten

Hvis der er nogen, der vil værne om alle disse søjler, er det Det Konservative Folkeparti.
Danmark har været udfordret 4 gange i løbet af de sidste godt 200 år, fordi nogle af søjlerne ikke har kunnet bære. I 1813 fik vi en statsbankerot. Det var økonomien, det var galt med. I 1864 led vi et militært nederlag, der betød, at Danmark blev meget mindre. Man havde glemt at give penge nok til forsvaret. Den historie gentog sig i 1940, og i 1982 var den igen gal med økonomien. Heldigvis fik vi så en Konservativ Statsminister og senere også en Konservativ Arbejdsminister, og så blev økonomien rettet op.
Desværre er der stadig nogle af disse søjler, der blevet svækket mere end godt er. Jeg vil komme med 3 eksempler, men der er mange flere.
I 1960 var der 196.000 landbrugsbedrifter i Danmark. I dag er tallet nede på ca. 40.000, og mange af bedrifterne er hårdt trængt økonomisk. Det skyldes, at uforstandige politikere har gjort det meget svært at drive landbrug, og det er gået ud over 156.000 familier.
Der var en gang, hvor der blev syet rigtig meget tøj i Danmark i almindelighed og her i kommunen i særdeleshed. Der er ikke megen tøjproduktion tilbage, og det skyldes, at der har været politikere, som ikke brød sig om industrien. Denne fejlslagne politik har betydet, at der i dag er 4 gange så mange mennesker i den erhvervsaktive alder, der får penge for ikke at gå på arbejde, som der var i 1970. Det belaster samfundsøkonomien alvorligt.
Da jeg var barn, skulle en lærer undervise nogle timer om dagen, og når skoledagen var forbi, kunne læreren gå hjem. Læreren skulle naturligvis forberede sig til næste dags undervisning, men der var ingen, der blandede sig i, hvor og hvornår det blev gjort. I kølvandet på 1968 var der nogen, der fandt på, at lærerne ikke bare skulle undervise. De skulle også opdrage børnene. Senere fandt man ud af, at lærerne nok stadig ikke bestilte noget, og så skulle de udfylde en masse skemaer for at dokumentere, at de arbejdede. Ved sidste skolereform blev det bestemt, at lærerne nu skal opholde sig på skolen i hele arbejdstiden, og nu er der forslag om, at lærerne også skal til at servere morgenmad for børnene. Alle disse ekstra arbejdsopgaver, som letsindige politikere har pålagt lærerne, går ud over kvaliteten af undervisningen, og det er uheldigt, for et velfungerende samfund kræver en veluddannet befolkning.



Billedet her viser, hvad der sker med templer, når søjlerne bliver overbelastet, men det viser også noget mere. Det viser, hvad der sker med et imperium og en civilisation, hvor uansvarlige politikere ikke har værnet om de søjler, som imperiet og civilisationen har været bygget på. Det er Forum Romanum i Rom. Det var gået forbavsende godt for Rom fra byens grundlæggelse i 753 før Kristi fødsel til 180 efter Kristi fødsel, hvor Kejser Marcus Aurelius blev afløst af sin uduelige søn. Rom var en moderne millionby med bygninger, som ligger der endnu, kunsten, kulturen og erhvervslivet blomstrede, der var vandforsyning, men så gik det ned ad bakke. Man tog for let på arbejdet, man gad ikke forsvare kulturen og grænserne. Hver eneste generation afleverede et dårligere samfund til den næste, end det den havde overtaget fra den foregående, og i 400-tallet fik Rom så besøg af goterne og vandalerne, og så kom Roms centrum til at se sådan ud. Der gik ca. 1000 år, før man havde arkitekter og håndværkere, som var lige så dygtige, som dem man havde haft i år 0, og vandforsyningen kom først tilbage til den standard, den havde haft i antikken, adskillige hundrede år senere.
Vi skal tilbage til Newton, for hvad kan vi lære af ham?
Af fysikeren Newton kan vi lære, at alt kan tåle en belastning, men at en overbelastning ét sted kan få alvorlige følger helt andre og uventede steder, og at man derfor skal undgå overbelastninger.
Af politikeren Newton kan vi lære, at det ikke nødvendigvis er de politikere, som taler mest og højest, som opnår de største resultater. Det er til gengæld de


Annette Mosegaard spidskandidat for Konservative



Annette Mosegaard

Konservative præsenterer i dag tidligere Venstre-politiker, Annette Mosegaard, som spidskandidat. Den populære politiker vælger at skifte parti for at få størst mulig indflydelse.

Annette Mosegaard bliver de Konservative Ikast-Brandes nye spidskandidat. Den populære tidligere Venstre-politiker har valgt at skifte til Konservative efter at Venstre i foråret skulle finde ny spidskandidat. Med Annette Mosegaard som spidskandidat så mener Konservative, at de har den helt rigtige spidskandidat til at samle og udvikle hele kommunen.

Det perfekte match
Efter Konservatives Tove Videbæk har besluttet ikke at genopstille til det kommende valg, har partiet været på jagt efter den helt rigtige spidskandidat.
- I Annette Mosegaard mener vi, at vi har fundet det helt rigtige match. Annettes erhvervsprofil passer perfekt til Konservatives linje, lige som hendes tilgang til politik i al almindelighed er helt i tråd med vores tankegang, siger formand Tomas Bjerre.

Annette Mosegaard understreger, at skiftet ikke handler om, at hun smækker med døren.
- Jeg gik efter at blive Venstres spidskandidat, fordi jeg brænder for politik og for at gøre en forskel for kommunen.  Jeg brænder stadig for at gøre en forskel – men naturligt nok, så er jeg blevet stækket i Venstre, forklarer Annette Mosegaard, som har siddet i byrådet i snart 7 år. Jeg har ikke tidligere leget med tanken om at skifte parti, men nogle gange udvikler verden sig i en anden retning end man forestiller sig og så mener jeg, at det er vigtigt at navigere ud fra den nye situation.

- Jeg fik en henvendelse fra Konservative, som var meget interesserede i mig som spidskandidat – ikke mindst i kraft af min erhvervsprofil. Jeg har overvejet det nøje hen over sommeren og er sikker på, at jeg som Konservatives spidskandidat kan få mulighed for, at gøre en større forskel for kommunen end som menigt Byrådsmedlem af Venstre. I Konservative får jeg en større mulighed for, at trække tingene i den retning, jeg mener er den rigtige, siger hun og understreger, at hun i rollen som Konservatives spidskandidat håber på og vil arbejde for, at hun fortsat få et godt samarbejde med sine gamle partifæller og jeg håber selvfølgelig også på at kunne fortsætte som Formand for Børne-Undervisningsudvalget.

Også i bestyrelsen hos Konservative håber man, at Venstre vil tage i mod partiets og Annette Mosegaards fremstrakte hånd.
- Vi er jo begge borgerlige partier og langt hen ad vejen er vi enige i linjen. Så med to stærke frontfigurer tror vi på, at vi sammen kan gøre en forskel for Ikast-Brande Kommune, siger Bestyrelsesmedlem Niels Laurits Thygesen
Partiet skal nu i gang med forberedelserne frem imod kommunalvalget i november 2017. En af de vigtigste opgaver bliver at få sat det rigtige hold med stærke kandidater med forskellige profiler fra forskellige egne af kommunen.

Videoer fra det Konservative Landsråd i Herning 2016

af Tomas Bjerre
Formand for Ikast-Brande Konservative Vælgerforening

På det Konservative Landsråd blev der holdt en række fremragende taler. Her er links til taler af Søren Pape Poulsen, Brian Mikkelsen, Anders Johansson, Mette Abildgaard, Rasmus Jarlov, Naser Khader og Kristian Ditlev Jensen. De kan varmt anbefales.

Søren Pape Poulsens tale:

Brian Mikkelsens tale:

Anders Johanssons tale:

Mette Abildgaards tale:

Rasmus Jarlovs tale:


Naser Khaders tale:

Kristian Ditlev Jensens tale:


Når man har set disse taler, bliver man for alvor klar over, at vort parti er mere nødvendigt end nogensinde, og at der er mange talentfulde Konservative.


Et nyt epokegørende Center for diabetespatienter i Region Midtjylland.



af Ove Nørholm
medlem af Regionsråd Midtjylland for Det Konservative Folkeparti

Det hører til sjældenheder at en stor privat donation giver så megen debat, som Novo Nordisk fondens tilsagn om byggeri og drift af et nyt Steno Center har gjort, det vil jeg senere vende tilbage til.
Jeg finder at tilsagnet er meget flot og det er da også flotte ord der bruges om sådant et center som ”Et af verdens bedste behandlingstilbud for mennesker med diabetes”.
Det drejer sig også om en af de mest voksende patientgrupper ikke kun i Danmark men i hele verden og jeg er ikke i tvivl om dette nye center i Skejby vil få helt afgørende betydning for diabetes patienterne i Region Midtjylland i fremtiden.
Men der er også nogle ulemper som vi skal kunne håndtere, for det første giver vi nu en enkelt patientgruppe et markendt løft i forhold til de andre patientgrupper? For det andet udtynder vi nu diabetes ekspertisen på vores regionshospitaler?
For det tredje er det jo også kontroversielt at vi får en repræsentant fra Novo Nordisk i bestyrelsen,
det er jo nytænkning og bekymrer nogle.
Men den daglige ledelse og drift er alene Region Midtjyllands ansvar.
Disse tre forhold mener jeg sagtens vi kan håndtere i den aftale/kontrakt vi skal indgå efter en grundig forhandling med Novo Nordisk.
Det er vigtigt at vi i aftalen også sørger for at den ekspertise og viden der opnås i dette center bliver bredt ud til regionshospitalerne og de praktiserende læger, så det kommer alle til gode i hele regionen.
Når jeg ser på de nævnte fordele og ulemper ved donationen anser jeg fordelene for langt større end ulemperne og er ikke i tvivl om at vi kommer til at forbedre livskvaliteten for diabetes patienter markant og er heller ikke i tvivl om at mange patienter gerne rejser langt for at få den bedst opnåelige behandling.
Jeg glæder mig meget over det flotte initiativ fra Novo Nordisk side og ser frem til at få bygget og drevet dette spændende og banebrydende projekt i Skejby.


Akutlægebilerne skal bevares som de er i dag


Af Ove Nørholm
medlem af Regionsråd Midtjylland for Det Konservative Folkeparti

Jeg forstår godt, at det er stærkt provokerende, at det foreslås at fjerne nogle akutlægebiler og at lukke dem i nattetimerne fra kl. 23.00 til kl. 07.00.
Vi konservative havde en betydelig indflydelse på, at vi ved det tidligere akutforlig fik de døgnbemandede akutlægebiler og begrundelsen var, at vi samlede akutfunktionerne på fem sygehuse, og dermed lukkede sygehuse og mange fik langt til det nærmeste sygehus.
Derfor var det vigtigt, at vi sikrede borgerne de bedste ordninger ved akut sygdom og trafikuheld. Det lovede vi og det fik vi, derfor forstår jeg godt, at det for mange virker stærkt provokerende, at det nu foreslås at fjerne noget af den tryghed og endda før de nye sygehuse er færdige.
Vi har ikke megen viden om effekten af de døgnbemandede akutlægebiler, men de skaber tryghed og det er meget vigtigt, ikke mindst fordi vi har nogle betydelige afstande til det nærmeste akuthospital her i regionen.
Det, vi ved, er, at der i nattetimerne fra 23.00 til 07.00) er over 2000 patienter, der har gavn er denne ordning og det må vel siges at være et ikke ubetydeligt antal.
I de øvrige af døgnets 24 timer er der over 8200 udkald.
Det er en dyr ordning, men det vidste vi fra starten og jeg vil fastholde, at vi forsat skal have døgndækning med akutlægebiler de steder, som vi har det i dag.


VENSTRE SVIGTER VORT FORSVAR


Af Søren Pape Poulsen partiformand og folketingsmedlem

Det ser sort ud for vores forsvar og kaserner. Venstre-regeringen har sammen med blandt andre De Radikale indgået en aftale, som udsulter forsvaret i mange år frem og skaber dårligere forhold for de ansatte og ringere mulighed for, at Danmark kan bidrage til vores fælles forsvarsalliance NATO, der beskytter os.
Aftalen om at købe 27 fly betyder, at alle pengene til indkøbet skal findes inden for det budget, som forsvaret allerede har i dag. Det betyder årlige besparelser for 700 mio. kr. på Hæren, Søværnet og Hjemmeværnet og salg af bygninger for 400 mio. kr.
Enhver kan sige sig selv, at den aftale vil presse forsvarets ansatte og medføre nedskæringer på forsvarsområdet i fremtiden. Det er bestemt ikke urealistisk, at vi kommer til at se kasernelukninger.

Vi fik valget mellem en elendig aftale og fratræden af forhandlingerne
Hvorfor Venstre mener, at dette er vejen frem for danskernes tryghed, er mig ubegribeligt. Men det er også gået så stærkt, at partiet måske ikke har fået tænkt sig ordentligt om.
Aftalen blev indgået, efter at partierne har været samlet til ét reelt forhandlingsmøde på i alt halvanden time. Vi taler altså om det største offentlige indkøb på forsvarsområdet i Danmarks historie. Det er ikke den slags, man skal haste igennem. Vi bad om, at vi i det mindste kunne få et møde mere, så alle kunne se på sagen igen. Men det blev afvist, og vi fik at vide, at vi kunne skrive under – ellers måtte vi forlade lokalet.
Det gjorde vi så, hvilket har fået folk til at sige, at det var en fejl. Men undskyld mig, det er da et tosset synspunkt, at man som et forsvarsvenligt parti skal bakke op om en elendig aftale for forsvaret.

Et urealistisk budget med betydelige nedskæringer
De øvrige partier er endt med en aftale, som hviler på nogle voldsomme antagelser om, at piloter skal være udsendt i otte måneder, hvilket er dobbelt så lang tid som i dag. Samtidig vil man beskære piloternes træningstid og fordoble deres samlede tjenestetid fra 8,5 år til 17 år.
Det er simpelthen et dobbelt-svigt. Først skærer man ned. Så aftaler man et budget, som man ved, ikke kan holde. Og dermed skal der så skæres ned igen.
Vi frygter, at forsvarets ansatte vil blive endnu hårdere presset, at flere kaserner lukker, og at Danmark i endnu ringere grad kan leve op til det, vi har lovet vores allierede. Hvorfor skulle de bidrage til vores tryghed, når vi ikke selv tager det seriøst?

 Vi ønsker forøget tryghed og vender os imod udsultning af vort forsvar
Vi Konservative arbejder for et Danmark med mere tryghed og flere muligheder. Derfor kan vi ikke gå ind for at udsulte forsvaret. Jeg vil kunne se vores soldater i øjnene og stå inde for vores forsvar. Det kan jeg ikke med denne aftale, der er indgået, og derfor er vi ikke med. 
 
Grundlovstale

af Tomas Bjerre

Når man skal holde en tale ved et grundlovsmøde arrangeret af Det Konservative Folkeparti er der tale om en bunden opgave. Man skal sige noget pænt om vores grundlov og noget pænt om Danmark og noget pænt om det at være konservativ. Det er meget nemt, for der er næsten ikke noget dårligt at sige om nogen af delene. Kunsten er at få det hele til at gå op i en højere enhed.
Kristeligt Dagblad har fastslået, at de 10 mest typiske danske ting er:
Dannebrog.
Højskolesangbogen.
Bacon.
Legoklodsen.
Traileren.
Øl.
Margretheskålen.
Rugbrødet.
Salmebogen.
Og sidst, men ikke mindst:
Christianiacyklen.
Lidt længere nede på listen kommer den danske lovgivning og det faktum, at Danmark er et Konservativt land.
Nu ved jeg godt, at der vil være nogle, der tænker, at det sidste vist ikke er helt rigtigt, men det er det.
Danmark har verdens ældste fungerende monarki, og vi har en anden verdensrekord, vi bør være stolte af og taknemmelige for:
Der har ikke i Danmark været et drab på et statsoverhoved eller en minister siden 1286, hvor det gik ud over Erik Glipping i Finderup Lade.
Vi har heller ikke haft blodige revolutioner.
Når det har kunnet lade sig gøre, er det fordi vi i Danmark siden Jyske Lov fra 1241har haft tradition for at, lovgivningen skal være i overensstemmelse med den sunde fornuft og den tid man lever i i stedet for at basere sig på nogle teoretiske ideologier, som kan være meget smukke, men som ikke har hold i virkelighedens verden.
Forordet til Jyske Lov begynder med sætningen:
”Med lov skal land bygges.”
Og senere står der:
”Var der ikke lov i landet, da havde den mest, som kunne tilegne sig mest. Derfor skal loven gøres efter alles tarv, at retsindige og fredsommelige og sagesløse kan nyde deres fred.”
Det er ægte konservativ tale.
Noget, som virkelig karakteriserer Konservative er, at vi ønsker at forandre for at bevare i stedet for at gå planken ud, ind til der kommer en revolution.
I 1789 fik man en blodig revolution i Frankrig. Den var uskøn, for hovederne rullede. Der gik for meget liberalisme i den. Det kommer vi til senere.
Nogle få år inden var der en lille ublodig paladsrevolution i Danmark. Christian d. 7. var sindssyg og ikke i stand til at fungere som enevældig konge. Der var et forretningsministerium til at styre landet. Det blev afsat af Kronprins Frederik, og han og hans nye ministerium gennemførte præcis den lovgivning, man skulle have haft gennemført i Frankrig, men ikke fik foretaget. Jeg taler om afskaffelsen af stavnsbåndet. Stavnsbåndet var en forordning om, at mændene på landet skulle blive boende i deres landsby for at tjene deres herremand. Stavnsbåndet blev ikke afskaffet fra den ene dag til den anden. Det blev udfaset over en tolvårig periode, så man undgik kaotiske tilstande. Samtidig blev bønderne selvstændige, og det var sund fornuft, for man arbejder meget mere seriøst, når man får lov til at beholde de værdier, man skaber selv - frem for at give dem til herremanden eller skatteministeren. Det var ægte konservativ politik, den senere Frederik d. 6. fik gennemført.
I 1848 var der igen revolution i Paris.
I Danmark døde Christian d. 8. Frederik d. 7. var ikke egnet til at være enevældig konge. I mange andre lande kunne den slags have ført til en blodig revolution med halshugning eller skydning af kongen, men det skete ikke i Danmark. Hvordan vi klarede afskaffelsen af enevælden i Danmark kommer vi til, men først skal vi høre, hvordan de liberalistiske franskmænd ordnede sagerne i 1793:
Bødlen skubbede uvenligt præsten til side og hev som en ekstra ydmygelse alt tøjet af dronningen. Nøgen blev hun ført op på platformen, og en ophidset mumlen steg op fra den store menneskemængde, der var kommet for at overvære dronningens endeligt. Præsten gav hende syndsforladelsen, og hun blev tvunget ned på knæ. Hendes hals blev placeret i guillotinens fordybning, og folkemængdens mumlen forstummede. Stilheden var total. Præcis klokken 12.15 hev bødlen splitten ud, der holdt guillotinens tunge, skarpe blad. Og sekunder efter kunne han – mens blodet stadig pumpede fra halsen – triumferende holde det afhuggede hoved af dronning Marie Antoinette op til mængdens store jubel.
De Kommunistiske russere gjorde tingene på følgende måde:
Jurovski trak sin pistol og skød Zaren flere gange i brystet og hovedet. Skuddene udløste et inferno i det lille, halvmørke rum. Hver vagt havde på forhånd fået tildelt en person, han skulle skyde. Men nu faldt eller kastede ofrene sig på gulvet. Andre hamrede skrigende på en låst dør i baggrunden. Forvirringen var total. Vagterne begyndte at skyde vildt ind i mængden. Vildfarne kugler rikochetterede fra væggen. Kommandanten forsøgte at stoppe skydningen, men kunne dårligt få ørenlyd. Rummet var nu så fyldt med krudtrøg og støv, at det var nødvendigt at lufte ud, før Jurovski igen kunne få overblik over situationen.
Zaren, zarinaen og datteren Maria var døde. Det samme gjaldt to af tjenestefolkene. Resten var kun blevet såret. Kommandanten slog nu Aleksej og hoflægen ihjel med sin pistol. Imens dræbte de andre vagter hofdamen og de resterende døtre, Olga, Tatiana og Anastasia. De prøvede først med skud og så med bajonetter, men et lag af diamanter og ædelsten syet ind i deres tøj beskyttede prinsesserne. Til sidst henrettede vagterne dem én efter én med et skud til hovedet, så de var sikre på, at alle var døde.
Vi vender nu tilbage til Danmark i 1848:
21. marts drog en stor demonstration anført af borgerrepræsentationen til Slotspladsen. Regeringen var klogelig trådt tilbage kort forinden, og kongen mødte demonstrationen med ordene: "Det glæder mig at kunne sige Dem, at jeg allerede har forekommet det, hvorom De beder mig. Det gamle ministerium er opløst".
Den danske martsrevolution var en realitet, uden at et skud var blevet løsnet.
To dage senere udnævntes et nyt ministerium. Kongen erklærede over for det nye ministerium, at han nu betragtede enevælden som ophørt og sig selv som konstitutionel konge: "Kongen vil kun møde i statsrådet, når han bliver indbudt." Efter nogle begivenhedsrige dage kan en udmattet konge lakonisk udtale: “Så, nu kan jeg da sove, så længe jeg gider.”
Jeg ved godt, at både franskmændene og russerne er meget stolte af deres måde at afskaffe enevælden på. Stolthed ligger ikke så meget til danskerne, men vi har grund til at være taknemmelige for, at vi brugte den danske, konservative måde. I både Frankrig og Rusland fik man diktatur efter enevældens afskaffelse. I Danmark fik vi den demokratiske grundlov, som vi fejrer i dag.
Der er desværre stærke kræfter, der mener, at kærlighed til fædrelandet er af det onde. Her er jeg ikke enig. Det er med et land, som det er med et barn: Hvis der ikke er nogen, der holder af det, vil det ikke trives, og der vil ske uoprettelig skade på det. Heldigvis er der et politisk parti, der holder af Gud, Konge og Fædreland, og det er Det Konservative Folkeparti.
Det er mit håb, at Danmark vil blive ved med at være et demokratisk, konservativt land.

Grundlovstale


af Søren Pape Poulsen
 
 Der findes et fælles Danmark
 
Grundlovsdag er måske den flotteste dag at hejse Dannebrog på. For grundlovsdag er hele nationens dag. Det er demokratiets og frihedens dag. Og det er en fælles dag for alle i Danmark.
Grundlovsdag er ligeglad med hudfarve, alder og køn. Den skelner ikke mellem land og by. Den er en åben invitation til alle, der vil vise støtte til vores smukke demokrati. Dét er dejligt. Det er den måde, vi vil leve på.
 
Vi er et folk med en helt særlig historie, som har skabt et helt unikt samfund. Det skal vi bevare. Ved at udvikle os økonomisk og stå fast kulturelt.
 
Jeg tror, at det er godt, at vi minder hinanden om, hvilket samfund vi har valgt at leve i. At vi har valgt et samfund, hvor vi kommer hinanden ved og er fælles om kulturen og demokratiet.
Da danske borgere sammen gik til kongen op til udarbejdelsen af vores første grundlov, var det med troen på, at man kunne stoppe enevælden og sætte borgernes vilje i centrum. Det lykkedes.
 
I dag er vi stolte af vores lands lange historie og vores demokrati. Med god grund. Dengang i 1849 formede danske borgere fremtiden. De skabte et samfund, de ville leve i. De traf et valg.
I dag fejrer vi det valg. Men vi må også minde hinanden om, at det valg ikke er noget, man træffer én gang, og så er det slut med bekymringer.
 
Nej, demokratiet skal hele tiden vandes og næres. For grundloven er en ramme og en rettesnor. Men det er den levevis, vi fylder rammen ud med, der gør hele forskellen.
 
Forsvaret svigtes
I tidligere tider har vi også svoret en ed, som har skabt stor sikkerhed i verden og for Danmark. En ed, der betyder, at vi frie og demokratiske lande hjælper hinanden. Jeg taler selvfølgelig om den forsvarsalliance, vi indgår i med vores partnere i NATO.
Derfor har Danmark også deltaget i missioner forskellige steder i verden i mange år. Det har vi gjort i samarbejde med gode NATO-partnere i kamp for den frie verden.
Vi står nu midt i at skulle erstatte vores gamle F16-kampfly med nye fly. Regeringen har lagt op til et køb af 27 fly. Vi burde egentlig købe 43, hvis vi skal kunne gøre det samme som i dag.
 
Nuvel, hvis vi ender på 27, må vi så være ærlige og sige, at der er mindre, vi kan. Det er én ting. Men den finansiering, regeringen har lagt op til, er urealistisk – ja, den er nærmest fantasifuld.

Man forventer, at piloterne skal udsendes otte måneder om året mod fire måneder i dag. I den resterende tid skal de så have en arbejdsuge på 48 timer – såfremt der ikke er orlov eller andet. Så skal det også dækkes ind.
 
Man forventer 250 flyvetimer per år. Det har intet fly nogensinde leveret.
 
Man forudsætter at budgettet holder. Hvad tror I?
 
Der skal sælges bygninger for 400 mio. kr. Uspecificeret.
 
Jeg frygter, at det ender med kasernelukninger eller salg af vores historiske arv.
 
Man bruger rub og stub på materielbudgettet de næste 10 år.
 
Sagt på en anden måde: Man køber kampfly, men man skriver samtidig under på, at både flåden og hæren i ti år kan få vente sig nogle ordenlige knubs. Det er en aftale, jeg har meget svært ved at se mig selv indgå.
 
For Danmarks forsvar står ved en skillevej. Enten tager vi det seriøst, eller også udsulter vi det.
 
Jeg kan ikke som formand for et forsvarsvenligt parti, der altid har kæmpet forsvarets sag, stå inde for, at regeringen sammen med partierne på venstrefløjen udsulter dansk forsvar med dette forslag. Men forsvaret skal kunne regne med Det Konservative Folkeparti.
 
Så kære Lars Løkke Rasmussen: Du må finde en anden løsning.
 
Flygtningekrisen
Vi oplever et pres udefra gennem flygtningekrisen. Og selvom vi ved, at krigens virkelige ofre er nogle andre end os selv, kan vi ikke sige os fri for, at der har bredt sig en vis utryghed i Danmark. For hvordan skal det nu gå?
 
Da vi så hjemme fra stuerne, hvordan der gik mennesker fra en anden del af vores verden på vores motorveje, var der nok nogle stykker, der spurgte sig selv: Er der styr på den her situation? Kan vi hjælpe? Og: Hvor mange bliver de?
 
Vi er ikke vant til at håndtere et pres i den størrelsesorden. Der ikke kun tale om et økonomisk pres. Der er også tale om et kulturelt pres. Og der skal vi finde vores ben.
 
Man fødes ikke med et særligt demokratisk blod i årene. Den demokratiske samtale, de frie medier og de hemmelige valg er noget, vi er opdraget til. Det er noget, vi har lært af vores forældre, som har givet det videre fra deres forældre. Det er noget, vi selv har skabt. Tænk bare på grundloven. Den har vi også selv skabt. Det er så dyrebart.
 
Det er måske en af årsagerne til, at vi er utrygge. Vi er bange for, at det Danmark, vi skal leve i, ikke er det Danmark, vi husker. For vi vil gerne leve, som vi har selv valgt det i generationer.
 
Som konservativ må jeg sige: Vi skal huske at holde fast i os selv. Vi bør holde fast i den levemåde, vi elsker. I den kultur, vi holder af. Og udvikle os i et tempo, hvor vi kan følge med. I dag går det for stærkt.
 
Skyggedanmark
For nogle uger siden besøgte jeg Gellerup. Til jer, der ikke har været der: Det ligner noget fra en nedslående, socialrealistisk film. En sten- og betonørken.
 
Af alle ghettoer herhjemme har den flest beboere, som er dømt for at overtræde straffeloven, våbenloven eller loven om euforiserende stoffer.
Det er den ghetto i Danmark, hvor næst flest indvandrere eller efterkommere kommer fra ikke-vestlige lande.
 
Politiets tryghedsindeks viser, at over 25 procent derude føler sig utrygge. Forestil jer lige, hvis hver fjerde I møder på gågaden i jeres hjemby skulle være utrygge.
 
Og kun 64 procent i Gellerup stemte ved sidste valg.
Det er en kæmpe kulturel udfordring.
 
Der er dele af Danmark, hvor dansk lov og ret er noget, man ser stort på. Hvor imamer tilsyneladende råder uskyldige kvinder til at lade sig voldtage af deres ægtemænd.
 
Hele Danmark så med på TV2 de dage, da sløret blev løftet for de mest ekstremistiske af moskéerne.
I min optik skal der ikke findes et sted i Danmark, hvor vi ikke lever efter danske værdier. De skal gælde også den fjerneste afkroge af den mindste ghetto.
Vi bliver nødt til at tage et opgør med skyggedanmark. Der, hvor værdi- og rodløsheden skaber unge mennesker, der ikke kan tænke på meget andet end dem selv. Hvor man ikke har indblik i, hvad det vil sige at være dansker. Der, hvor man ikke har respekt for det Danmark, mine forældres generation har bygget op.
 
Og lad mig med det samme slå noget fast om de formørkede imamer: Vi behøver ikke acceptere så meget som én af deres bortforklaringer om, at deres råd kun er noget, der skal gælde i et kalifat, eller at det ikke skal tages bogstaveligt.
 
Når en kvinde spørger om råd, og man basalt set giver det råd, at hun skal lade sig voldtage, kan man ikke gemme sig bag teknikaliteter eller religiøse skrifter. Den går ikke.
 
Hverken økonomisk smalhals eller kulturel baggrund kan fritage folk fra at opføre sig ordentligt.
 
Jeg giver heller ikke en bøjet femøre for, at unge lader sig fascinere, forføre og forgifte af ghettolivet og skyggedanmarks hurtige penge.
Jeg giver intet for, at de ikke tager imod de gode uddannelsestilbud, vi har i Danmark. Det er utaknemmeligt.
 
Vi skal handle
Vi skal kaste lys over skyggedanmark. Og det er handling, der tæller.
Derfor har vi sagt, at der er en række forslag, man bør gennemføre med det samme.
• Fratag de trossamfund, som prædiker had, deres godkendelse og privilegier
• Stop hadprædikanterne i at rejse ind over grænsen
 
Det er ikke et sekund for tidligt. Hør bare, hvad integrationsrådgiver Mohammad Rafiq har udtalt – og jeg citerer:
 
”Sharialov fungerer allerede i flere bydele. På Nørrebro kører man flere steder et parallelt samfund, hvor religiøse dogmer kører ved siden af de danske.” Citat slut.
 
Det kan man forsøge at affeje med, at det kun er et lille område. Og at det nok spreder sig langsomt. Men det er ikke godt nok. Vi ønsker at leve, som vi har valgt. Ikke som vi har valgt blandet op med Sharia.
 
• Jeg mener, at vi skal oprette mobile nærpolitistationer i samtlige udsatte boligområder.
• Jeg mener, at det kan være nødvendigt at tvangsflytte folk ud af ghettoerne.
 
Min vision er, at vi kommer af med alle ghettoerne. Jeg ved, at det er dyrt og tager tid. Men det er nødvendigt. Vi skal ikke acceptere parallelsamfund. Vi skal kaste lys over skyggedanmark.
 
For nogen tid siden hørte jeg et radiointerview med en ung mand, som fortalte om, hvordan han udvalgte de butikker, han begik røveri i. Han gik uden om de butikker, der ansatte hans venner og familie. Resten plyndrede han.
 
Han lod til at være stolt af det, selvom det jo er de rene mafiametoder. Og han havde endda en filosofi, som forklarede, hvorfor han stjal. Også selvom han tjente mange penge på at sælge hash.
Hans filosofi lød: »Man skal være nærig for at nå langt.« Det er simpelthen for fladpandet.
Jeg forstår godt, at man vil vende hver en krone, men det skal ikke være en krone, man stjæler fra andres lommer.
 
Den unge mand havde gjort kriminalitet til en levevej. Han havde sat tingene i system, og han kunne endda sige, hvilken by han tog til, hvis alle butikkerne i hans område skulle finde på at ansætte hans venner. Han ville ”nå langt,” som han sagde.
 
Han har slet ikke forstået, hvad det vil sige at nå langt. Og det er, fordi han mangler kulturen og værdierne. Han tror, at alt kan måles i penge, men det kan det ikke.
 
Hvis han havde haft de danske værdier inde på livet, ville han føle, at han nåede langt, hvis han havde en velfungerende familie. Hjalp de svageste i samfundet. Og havde respekt for hårdt arbejde.
 
Så ville han sætte en ære i at skabe et Danmark, hvor der er mere tryghed og flere muligheder. Hvor man gør en positiv forskel i andre menneskers liv. Og tror på, at det fredelige og lykkelige liv kommer af næstekærlighed og retfærdighed.
Hans type er heldigvis et fåtal. Men han er også et tegn på et større problem. Han er et tegn på, hvor lidt lov og orden har fat i skyggedanmark. Han er et tegn på en kynisme og en afstumpet selvtilstrækkelig, vi skal til livs.
 
Men jeg vil også gerne understrege, at han ikke skal have lov til at ødelægge det for de mange unge mennesker, som klarer sig godt, opfører sig pænt og har et fremmedklingende navn.
 
Vi skal hverken lukke Danmark ellers vores hjerter. Vi vil gerne være en del af verden. Vi vil gerne have, at den tyske læge eller den indiske ingeniør føler sig velkomne.
 
Vi skal klappe den selvstændige erhvervsdrivende på ryggen. Uanset om vedkommende er første, anden eller tredje generationsindvandrer eller dansk som dronningen.
 
Værdierne skal være
Jo mere vi er presset på vores kultur, desto mere skal vi minde os om, hvorfor vores egen kultur er god. For den er god, og den har bragt os det Danmark, vi har i dag. Og det er et fremragende resultat.
 
Det er derfor, værdierne stadig skal være fundamentet for Danmark. Det er derfor, jeg kæmper for, at man kan sige lige ud: Hvis man kan lære at læse Koranen på arabisk, kan man også lære at læse grundloven på dansk. Det er derfor, vi skal kræve fuldstændig demokratisk assimilation.
 
Men Danmark er mere end kulturel værdipolitik. Danmark er også økonomiske værdipolitik. Her er det afgørende, at vi passer på hinanden. Det skal der være overskud til.
 
Derfor kæmper jeg for, at vi siger til folk, at de skal klare sig selv, hvis de kan. Det er en sund værdi. Og så er der overskud til at hjælpe dem, der har behov.
 
Jeg kæmper for, at Danmark bygges på næstekærlighed og respekten for hårdt arbejde. At ingen er født til at leve i nød. At alle får en chance. Det er det, jeg vil videreføre fra mine forældres generation.
Vi skal arbejde for høj vækst, gode jobmuligheder og social fremgang.
 
Det er muligt. Vi har gjort det før. Vi har skabt fremgang og fordoblet vores levestandard. Den ihærdighed og virkelyst skal vi elske. Det er sådan, vi får råd til at skabe et Danmark med mere tryghed og flere muligheder.
 
Vi skal skabe mere tryghed i samfundet. Det er vores fælles hjem. Men jeg mener også, at vi skal skabe tryghed om de hjem, danske familier bor i hver især.
 
Jeg tror på, at vi danskere under vores naboer, at deres hjem er en base og ikke et skatteobjekt. Jeg tror, at vi under hinanden, at hjemmet – dét er der ro om.
 
Jeg tror, at vi kan løfte os over misundelse og jantelov og ”nå, der er nok nogen, der har bygget ud.” Jeg tror, at vi kan glæde os på vegne af hinanden. På den måde veksler vi underskud til overskud.
Det er en sund værdi, at vi ikke betragter naboens dagligstue som noget, vi kan beskatte. For den må naboen da gerne have i fred. Vi har ærligt talt ikke brug for, at vi går og lægger skatter på hinandens huse eller haver. Og vi har ikke brug for, at boligejerne bliver byttet, når skattefar leger Nak & Æd.
 
Jeg tror på, at det kan lade sig gøre
Jeg tror fuldt og fast på, at alt dette kan lade sig gøre.
Jeg tror på, at vi kan skabe tryghed i samfundet og i hjemmene.
Jeg tror på, at vi kan kaste lys over skyggedanmark.
 
Jeg tror på, at børn af indvandrere og flygtninge, som går i en dansk folkeskole, lærer om danske værdier, lærer at skrive og regne og går til fodbold i en klub med danske børn – jeg tror på, at de kan få et godt liv i Danmark.
 
Jeg kunne ikke drømme at dømme nogen ude, fordi de har en anden hudfarve, eller fordi deres forældre ikke har noget job.
 
Men de skal bevise det selv og gribe de muligheder, de får. De skal selv ville træde ud af skyggedanmark. De skal blive bidragsydere og ikke bidragsnydere.
Jeg tror på, at vi kan skabe et fælles Danmark.
 
En god fremtid kommer ikke af sig selv
Grundloven kom ikke af sig selv i 1849. En god fremtid kommer ikke af sig selv her i 2016. Derfor skal vi styre, hvor vi vil hen.
 
Vi skal selv gøre det attraktivt at tage vare på sig selv og sin familie. Og uattraktivt at være kriminel og dyrke parallelsamfundets skyggesider.
 
Kort sagt vil jeg indrette politik efter de gamle, sunde værdier. Hvor mere tryghed og flere muligheder er ledestjernerne. For vi skal finde balancen i en tid, hvor jorden flytter sig under vores fødder i en ny rytme.
 
Fuldstændig som en vicevært i en opgang vedligeholder, skal vi vedligeholde de tanker og det samfund, som blev grundlagt i 1849.
 
Vi skylder at opføre os som ét fælles Danmark. For vi står på skuldrene af mange modige danskere, som gennem historien er stået fast på deres værdier og på at være aktive i vores demokrati.
Enhver der er sig selv nærmest, forstår ikke, at alle mennesker gror som et blad på et stort træ. Det var træet, der kom først. Man er en del af noget større. Man er en del af et fælles Danmark.

 
 
 
At være dannet afhænger ikke af den seneste udvikling eller mode. Dannelse tager udgangspunkt i mennesket, historien og medmenneskeligheden.


Af: Søren Pape Poulsen, partileder, Mai Mercado, uddannelsesordfører, og Mette Abildgaard, politisk ordfører (K) 

Gymnasiet skal uddanne hele borgere, ikke bare arbejdskraft. Derfor er der behov for både et stærkt dannelsesbegreb og en stærk faglighed. Det er det mål for gymnasiet, som vi vil tage med til forhandlingerne om gymnasiereformen, der netop er indledt. For eleverne skal ikke kun blive til noget. De skal også blive til nogen.

Hvis man ønsker et alment dannende gymnasium, er Venstre-regeringens nye udspil til et nyt gymnasium en dårlig nyhed. For Venstre vil »modernisere« gymnasiets tilgang til almendannelse, så den er »i takt med samfundsudviklingen«. Men almen dannelse tager udgangspunkt i noget grundlæggende, som ikke ændrer sig med samme hast som samfundet.

Vi ønsker også et gymnasium, der er moderne og i takt med udviklingen. Selvfølgelig. Vi skal være opdateret på det nyeste, og de unge mennesker skal blive så dygtige, at de får det bedst mulige job. Den mulighed under vi dem. Men at være dannet afhænger ikke af den seneste udvikling eller mode. Dannelse tager udgangspunkt i mennesket, historien og medmenneskeligheden. Og den dannelse er et stort plus for vores samfund og for studenterne.

Hvis Venstre-regeringen får listet sin udvanding af dannelsesbegrebet igennem, vil det få vidtgående konsekvenser, for så er dannelse pludselig kun kompetencer. Kompetence inden for digitalisering, karrierevalg, globalisering og innovation. Og det er jo nogle udmærkede kompetencer. Det har bare ikke noget med dannelse at gøre. I Det Konservative Folkeparti ønsker vi både dannelse og kompetencer. Eller faglighed, som vi plejer at kalde det.

Det kan godt være, at verden farer af sted hurtigere end nogensinde, og at et af de største politiske plusord er globalisering. Men vi bestemmer altså selv, om vi vil holde fast i vores identitet og den tryghed og styrke, som vores rødder giver. Om vi vil uddanne for at give både faglig indsigt, samfundsforståelse og den naturligt afledte medmenneskelighed. Eller om man i stedet ønsker at dreje gymnasiet i retning af ren medarbejderproduktion.

Forfatteren Alfred Ipsen skrev om et »Fremskridtets Jærnbanetog«, dengang toget var en nyere opfindelse. Hans pointe var, at vi ikke behøver stige på toget mod det såkaldte fremskridt uden at tænke over, hvor vi ønsker at køre hen.

Også i dag må vi gerne spørge, hvor toget kører hen. Hvad det er, vi skal nå, og om vi risikerer at nå det på bekostning af noget værdifuldt, som ganske vist ikke kan måles i penge, men som kan mærkes i sjælen.

For selv om fremskridtet i sig selv kan være spændende og intenst, kan togets stempler, som Ipsen skriver, »[…] ikke døve Tomheden i den urolige lille Ting, der hedder et Menneskehjerte«. Og selv om citatet måske kan virke lidt højtravende på nogen her i 2016, så er der en pointe: Sjælen skal kunne følge med. Det var en god pointe dengang, og det er en god pointe i dag. Det er ikke alt, der ændrer sig, selv om vi udvikler bedre medicin, og alle har en smartphone. På samme måde skal gymnasiets sjæl også kunne følge med, når man gennemfører en reform af uddannelserne.

Det er vigtigt, at de unge har indsigt i demokratiets opståen og værdien af ærlig debat, historiske kendsgerninger og religionens betydning. Det er ikke noget, de fleste arbejdspladser kræver, at man har indsigt i. Men det er ikke kun den faglighed, der kan faktureres, som tæller.

Derfor skal vi stille krav om indsigt i disse områder politisk, hvis vi mener, at eleverne skal lære det. For eleverne tager fagene mere alvorligt, når de skal præstere og bedømmes senere. Vi skal også stille et politisk krav om en stærk faglighed i de fag, der forbereder de unge på at tage et arbejde. Men her ved de unge allerede, at de ganske enkelt ikke får det job, de ønsker sig, hvis de ikke kan levere et fornuftigt stykke arbejde.

En vis dannelse rodfæster også de unge i historien og modvirker rodløshed. Det er godt for de unge, men det er også godt for arbejdsmarkedet og samfundet. For den ro og respekt for mennesket, som forståelse af omverdenen giver, gør, at de unge er trygge ved at åbne sig for nye indtryk og ideer, der kan omsættes til noget godt.

Det er vigtigt, at den faglige dybde bevares, så den gymnasiale uddannelse ikke bare bliver et svar på en umiddelbar efterspørgsel. For den er omskiftelig.

I regeringens oplæg er den klassiske almendannelse stærkt presset i både sprogfag og matematik. Regeringen vil gøre matematik mere praksisorienteret. Men så mister faget dybde. I matematik betyder dybde blandt andet, at man har kendskab til og kan eksamineres i matematiske beviser. For så ved man ikke bare, hvordan man bruger matematik, men også hvorfor matematik virker.

Hvis ikke gymnasiet også er en introduktion til videnskabens rødder, er der en fare for, at forståelsen bliver overfladisk, og at eleverne er mindre rustet til at søge ind på en videregående uddannelse. Manglende forståelse i dybden går også ud over innovationen, vil vi påstå. For den giver mulighed for at bringe en soliditet ind i kreativiteten.

Når Venstre-regeringen ønsker, at sprogfagene skal have vægt på elevernes »kommunikative kompetencer« fremfor litteraturanalyse, lægger den op til et klart værdiskred. Ønsker man blot en forståelse, et erhvervsrettet gymnasium og elever, der kan tale et sprog, kan man fokusere på kommunikation og basal indlæring. Men ønsker man elever, som samtidig kan forstå deres omverden, andre landes litterære arv, deres kultur og deres folkesjæl, skal sprogfagene rumme den store litteratur. Originalteksterne. Ikke kun lærebøger.

I Venstre-regeringens udspil står der reelt, at historie, oldtidskundskab og religion skal ned i én smeltedigel, hvor deres egenart opløses, og så skal eleverne ifølge undervisningsminister Ellen Trane Nørby høres i det hele på én gang i én eksamen. Dermed lægger ministeren op til at gentage fejlen med at udvande kernefagligheden til fordel for en såkaldt tværfaglighed.

Gymnasiet er det første sted i deres liv, hvor eleverne for alvor møder eksempelvis antikken. Det er første gang, de præsenteres for fakta, for tekster og for muligheden for at begribe den indsigt, faget rummer.

Vi forstår slet ikke, at en minister for uddannelse ikke kan værdsætte, at et fag om blandt andet Berlinmurens fald, velfærdsstaten og industrialiseringen og et fag om religionsfaglig terminologi hører lige så lidt sammen som kemi og matematik.

Lige nu ser det ud til, at vi skal kæmpe hårdt for at undgå, at dannelsen i gymnasiet udvandes. Den kamp tager vi naturligvis. Men Det Konservative Folkeparti har også en række forslag, der styrker fagligheden i gymnasiet.

Vi ønsker en obligatorisk skriftlig eksamen i dansk på alle gymnasier på sidste år for alle. Vi ønsker at opprioritere historiefaget. Vi ønsker at udvide gymnasiekanonen. Vi ønsker genindførelse af pensumlister og at have flere eksaminer uden hjælpemidler frem for 24-timers-eksaminer. Vi ønsker en større faglig fortætning i de enkelte fag, således at fagenes indhold udvides. Sidst, men ikke mindst, ønsker vi at bevare og styrke latin i Almen Sprogforståelse på grundforløbet.

Når vi reformerer så vigtig en institution som gymnasiet, må vi også spørge os selv, hvilke mennesker vi vil være med til at skabe, og hvilket samfund vi ønsker at leve i? Det er ikke nok at spørge, hvad arbejdsmarkedet har brug for lige nu, og hvad vi tror, det får brug for.

De fleste kan let stemple ind på den overfladiske snak om »hele mennesker«. Men ordene skal følges op, og vi kan ikke forvente at få dannede mennesker, hvis forligskredsen udvander dannelse. Det er simpel logik.

Vi har et politisk ansvar for at gymnasiet ikke blot er en forberedelse til arbejdsmarkedet. Det skal også være en forberedelse til livet.




Vi skal stå sammen om vores værdier


af Brian Mikkelsen

Det var med stor sorg, at vi i tirsdags så flere terrorangreb i Bruxelles. Inden for alt for kort tid, har vi igen set terrorens grimme ansigt i øjnene – og derfor har det aldrig været vigtigere at stå sammen. Mit udgangspunkt som konservativ er at arbejde for, at vi står sammen om Gud, Konge og Fædreland.

Gud, Konge og Fædreland danner en klar kulturel ramme om nationen, hvorimod den multikultur, som socialisterne efterspørger, og de liberale bagatelliserer, forkaster vores kultur og traditioner. I stedet tror socialisterne og de liberale, at vores kultur kan afløses af ideologiske fraser og menneskerettigheder, men det er netop den misforståelse, der har bragt os, hvor vi er i dag.

I alt for lang tid har vi negligeret, hvad der er dansk. Gud, Konge og Fædreland er det nærmeste, vi kommer på at kunne forklare det. Det klassiske konservative valgsprog giver os en sammenhæng eller et udgangspunkt, når vi skal forklare, hvad der er dansk, og hvad vi holder af og ikke vil gå på kompromis med. Det illustrerer vores historie, traditioner og, ja, hele vores livsform. Det, som skabte vores dejlige land.
Jeg er ikke specielt troende. Jeg går ikke i kirke hver søndag, men kristendommen er en del af min og resten af Danmarks hverdag, og hvis man skal gøre sig forhåbninger om at klare sig i Danmark, er det vigtigt at kende til kristendommen.

Men vi kan også bruge kristendommen til at finde tryghed i en tid, hvor vi leder efter svar på terrorens grimme ansigt.
I mørke tider som disse finder jeg trøst i Davids salme, hvor der står:

»Selv om jeg går i mørkets dal,
frygter jeg intet ondt,
for du er hos mig,
din stok og din stav er min trøst.«

Det positive, livsbekræftende vers skal vi holde fast i. Os der bekender os til det frie og åbne samfund, har igen fået fjender, men imens vi igen vandrer i mørkets dal, og intet lys ser, vi har i kristendommen en Gud, der forsørger os, trøster os og forsvarer os mod den ulykke, der siden 11. september 2001 har forfulgt os.

Derfor er Gud vigtig – uanset hvor troende vi er.

Monarkiets rolle i samfundet kan heller ikke overvurderes, hvis man vil forstå den danske kultur og historie. Kongen, eller i dag Dronningen, konstituerer en fælles identitet og den rolige udvikling, som har præget danmarkshistorien.

Da Junigrundloven af 1849 blev vedtaget, opgav Kong Frederik 7. enevælden. Vi havde ingen revolution. Der var ingen blodsudgydelse. Naturligvis var det ikke alle danskere, der var tilhængere af demokratiet, og demokratiet må da heller aldrig blive et mål i sig selv. Demokratiet er et middel, der sikrer en lovlig og fredelig måde at vælge sine politiske repræsentanter og ledere på. Demokratiet sikrer ikke kontinuitet eller sammenhængskraft, men har som mål at beskytte borgernes frihed. Hverken mere eller mindre, men vores grundlov fortæller allerede i første kapitel, at regeringsformen er indskrænket-monarkisk, og at den lovgivende magt er hos kongen og Folketinget i forening og signalerer dermed sammenholdet mellem konge og folk.

Kongen er den kontinuitet, der sikrer en rolig udvikling og repræsenterer enheden i det danske samfund.

Efter terrorangrebet i Danmark sidste år læste jeg kronikken om Kong Christian X, den standhaftige konge, der red gennem gaderne under besættelsen, opfordrede statsministeren til at alle skulle gå med den gule jødestjerne, hvis jøderne af besættelsesmagten blev påbudt at gå med den, og om hvordan han støttede modstandsbevægelsen både inddirekte og meget direkte med pengegaver. Fortællingen om Kong Christian X er et godt eksempel på, at kongehuset og det danske monarki symboliserer de sejre, kampe og nederlag, vi som nation har oplevet gennem historien.

Danmark befinder sig i dag under et andet, men lignende pres både udefra og indefra.

Udefra balancerer vi mellem et europæisk samarbejde, der værner om frihandel og fortsat nedbryder toldbarrierer i Europa, og et EU, som samtidig har udviklet sig til et projekt, der udhuler vores suverænitet uden det på nogen måder bidrager til mere handel, nogen gange tværtimod.

Indefra bekæmper vi ikke blot indvandrergrupper, som ønsker at gøre deres egen sharialov til gældende lov i landet, men også terrorister, der gemmer sig bag de stakler, der flygter fra krig, forfølgelse og klimaforandringer.

Det, der bekymrer os, er selvfølgelig fædrelandet. Det er kun naturligt og sundt, når langt de fleste danskere, uanset om de er socialister, liberale eller konservative, bekymrer sig om, hvad der sker med Danmark, vores fædreland.

Jeg tror, at vi alle ønsker fred. Vi vil gerne tage os af familier på flugt, men vi vil ikke udnyttes. Vi ønsker frihed og retfærdighed, men vi er ikke naive. Vi er et åbent, homogent samfund, og derfor vil vi ikke – og skal heller ikke – finde os i at blive portrætteret som et lille, lukket samfund. Vi ønsker ikke fjender, men vi vil ikke gå på kompromis med vores kultur, værdier og historie. Vi vil gerne være venner med vores naboer og kan godt lide at handle med andre nationer, ligesom vi har gjort de sidste 1.000 år, men vi forlanger, at de respekterer os, ligesom vi respekterer dem.

Værdirelativisterne og de kulturradikale inden for både liberale og socialistiske partier i Danmark har haft stor succes med at nedgøre det klassiske konservative valgsprog. Jeg har tilmed hørt folk, der kalder sig konservative undskylde det gamle motto eller reducere det til religion, demokrati og EU.

Intet kunne være mere forkert, og ikke siden Besættelsen har Gud, Konge og Fædreland været mere relevant.

Gud, Konge og Fædreland er og bliver vores udgangspunkt.

Vi må ikke lade os kue af de onde kræfter, som ønsker vores demokrati, frihed og eksistens bort.

Derimod skal vi stå sammen om Gud, Konge og Fædreland og vise, at vi står sammen om præcis det, der danner den bedste ramme om vores kultur, værdier, traditioner, demokrati og frie og åbne samfund. Det kan ingen tage fra os – hverken med frygt eller terrorhandlinger.


 
DERFOR MISTEDE VI TILLIDEN
 TIL EVA KJER HANSEN



Af fødevare- og landbrugspolitisk ordfører Rasmus Jarlov

Konservative har absolut ikke haft et ønske om at vælte en minister. Vi beklager, at det kom dertil. Uanset vores respekt for ministeren og regeringen, har vi dog ikke set nogen mulighed for at fravige princippet om, at en minister skal give retvisende oplysninger til Folketinget og offentligheden.
Ministeren tilkendegav både skriftligt og mundtligt, at kvælstofudledningerne vil falde i de kommende år. Dette var forkert. Det handler ikke om forskellige skøn eller usikkerhed i estimaterne. Det handler om, at ministeren har lagt sine egne tal forkert sammen i en klokkeklar metodefejl. Syv ud af syv indkaldte eksperter slog dette fast på en eksperthøring i Folketinget.

Ministeren nægtede at korrigere sine forkerte oplysninger
Det er vigtigt, at forstå, at ministeren derefter fik meget lang snor, før der blev erklæret mistillid til hende. Hun er altså ikke blevet fældet pga. forhandlingsforløbet i december, som mange forsøger at fremstille det. Det skete kun, fordi hun på trods af utallige muligheder, nægtede at korrigere sine oplysninger. Der blev stillet i alt 117 skriftlige spørgsmål fra Folketinget til hende om pakken. Der blev afholdt to samråd i miljø- og fødevareudvalget og afholdt én eksperthøring. Endelig havde ministeren også chancen for at erkende problemerne med tallene ved 3. behandlingen af lovforslaget om øgede kvælstofnormer. Hun forsømte alle muligheder.
I stedet har ministeren stædigt fastholdt, at så længe hun har givet de forkerte tal til partiernes forhandlere uden at nogen af os opdagede, at de var forkerte, så havde hun sin ryg fri. Dette svækkede vores tillid meget. Vi kan ikke have tillid til en minister, som mener, at hun gerne må misinformere, så længe Folketinget ikke opdager det.
Der har fra Venstres side været forsøgt at udbryde en myte om, at de fagfolk, som underkendte ministerens beregninger, skulle have trukket deres kritik tilbage. Dette er direkte forkert. Der blev trukket en rapport tilbage fra Københavns Universitet. Men den handlede ikke om den kritik, som fældede ministeren, men var en helt anden kritik af landbrugspakken. Eftersom denne rapport først udkom tre dage efter, at K erklærede mistillid til ministeren, har den ingen rolle spillet i sagen. Alle landets førende eksperter, som har udtalt sig i sagen, står fortsat bag kritikken af ministeren, som dermed taler imod al faglighed.

Vi vil ikke gå på kompromis med demokratiske principper
Generelt er vi meget glade for, at Venstre har påtaget sig regeringsansvaret. Men uanset regeringens farve skal den forstå, at den refererer til Folketinget og ikke omvendt. Og ministre må ikke modsætte sig at give retvisende oplysninger til offentligheden og Folketinget. Så bryder demokratiet sammen.
Vi håber derfor, at alle kan forstå, at sagen ikke handler om hverken personfnidder, et ønske om at genere regeringen eller at profilere Det Konservative Folkeparti. Vi havde gerne været sagen foruden. Men den handler om demokratiske principper, som vi ikke vil gå på kompromis med.
Nu håber vi, at vi kan komme videre med de mange vigtige sager, som det borgerlige flertal skal håndtere på Danmarks vegne. Det fortjener ikke mindst det danske landbrug


.
VI VIL SÆTTE FOKUS PÅ PARALLELSAMFUND


Af Søren Pape Poulsen, formand for Det Konservative Folkeparti

Parallelsamfund udgør en stigende trussel mod vores fælles tryghed. Desværre er vi havnet i en situation, hvor der findes grupper og personer, der lever uden for dansk lov og orden. Hvis vi ikke kigger nærmere på parallelsamfundene i Danmark nu, bliver problemerne kun større. Og de er allerede rigeligt store. Vi har brug for et opgør med udemokratisk opførsel, udanske retsopfattelser og bander, der terroriserer deres omgivelser.
Lad mig slå fast, at det ikke er nok til at kalde et område for et parallelsamfund, at der er et bestemt antal indvandrere. Det er ikke oprindelse, der er afgørende. Det er opførsel.

Der er kun plads til dansk retskultur
Nogle ting siger sig selv: Hvis man kommer fra en kultur, hvor religiøse overhoveder kan bruges som dommere i konflikter – så har man den opgave at omstille sig til et vestligt, sekulært retssamfund, når man bor i Danmark. Den opgave skal man tage på sig, ellers skal man finde et andet sted at bo.
Det må være folks egen sag at finde ud af, hvordan de vil passe ind. De må selv bestemme, om de beholder deres religion eller ej, og deres ret til at dyrke religion er beskyttet i Grundloven. Men man skal rette ind efter loven og dansk retskultur. Det står ikke til diskussion.
Det er dog ikke kun religiøse overbevisninger, der er med til at danne parallelsamfund. Det er i allerhøjeste grad også kriminelle, uanset etnicitet. Når politibiler og ambulancer ikke kan køre i fred for dette lands største tåber, har vi et problem. Det problem bliver ikke mindre af sig selv.

Bandelivet må ikke være en levevej
Jeg vil ikke bare se til, når bandekriminalitet bliver en levevej. Eller når man kan styre et område med hård hånd med dummebøder, afpresning og trusler, så lovlydige borgere føler, at de kun kan dukke nakken og håbe, at ingen ser, antaster, røver eller overfalder dem. Den utryghed skal vi af med.
Sandheden er, at der er penge i våben og narkotika, og at mange mennesker lever af det. Det skal stoppes. For penge tiltrækker folk. Måske især unge mænd. Derfor er det et mål i sig selv at gøre livet surt for bandemedlemmer, også selvom det koster statskassen penge. Det skal ikke være et attraktivt liv.
Jeg accepterer ikke, at man tjener sine penge ulovligt, eller at man ikke opfører sig ordentligt mod andre. Og det gælder alle uanset herkomst.

Vi vil presse parallelsamfund ekstra hårdt i år
Vi går et politisk år i møde, hvor det danske retspolitiske sindelag, vores demokratiske kultur og respekt for det enkelte menneske, mand som kvinde, er vigtigere end i mange år. Vi skal vise hinanden, hvad vi danskere står for. Vi skal lægge pres på parallelsamfundene, der trives i ghettoer og banderne.
Det er nødvendigt, at alle, der bor i Danmark, tilegner sig demokratiske værdier. Vi vil under ingen om-stændigheder acceptere, at der er dele af vores samfund, der lukker sig om sig selv – og vi vil ikke acceptere, at der er steder, hvor dansk ret ikke bliver respekteret.



Tomas Bjerres formandsberetning ved generalforsamlingen d. 25./1. 2016



For et år siden holdt jeg min tiltrædelsestale. I den havde jeg skrevet et lille afsnit om, at jeg var bekymret, fordi jøder bliver forulempet i København. Jeg fjernede afsnittet i sidste øjeblik. Mindre end 3 uger senere fik vi 2 terroraktioner i København udført af den samme mand. Han var ude efter ytringsfriheden og jøderne. Heldigvis udviste de 2 ofre for hans aktion personligt stort mod og forhindrede gerningsmanden i at komme ind i Krudttønden og Synagogen. Havde de ikke gjort det, kunne antallet af døde have været meget større. Vi Konservative går ind for ytringsfrihed og religionsfrihed, og det skal vi blive ved med.
2015 var et travlt år. Vi vidste, at der ville komme folketingsvalg, og Tove Videbæk gik i gang med kampagnen allerede d. 24./1. ved en aktion i Strøgcentret i Ikast. I hele perioden frem til valget blev der arbejdet hårdt med uddeling af foldere, skrivning af indlæg til aviser osv.
Jeg har selv deltaget i en række møder storkredsbestyrelsen, været til valgkampsrally i Odense d. 7./3., været til et arrangement i Regionshuset i Viborg d. 15./4. og naturligvis har der været holdt en række bestyrelsesmøder i Vælgerforeningen i Ikast.
Vores vælgerforening arrangerede sammen med vælgerforeningen i Herning og Finn Poulsen fra Bestseller et møde med Søren Pape og Naser Khader på Heart i Herning d. 21./5.
D. 5./6. holdt vi i fællesskab med vælgerforeningen i Herning et åbent grundlovsmøde her på stedet med gode taler af Tove Videbæk, Jens Henrik Kirk og René Nord Hansen.
D. 18./6. var der folketingsvalg. Det gik godt nok i vores storkreds, for Søren Pape blev valgt, og vi fik fremgang, men på landsplan gik vi desværre tilbage.
På Landsrådet d. 24./10 i Herning var der en god stemning. Søren Pape holdt en flot tale, og alle vores folketingsmedlemmer var på talerstolen og gjorde en god figur.
D. 3./12. var der folkeafstemning om retsforbeholdet. Det blev desværre et nej. Jeg er sikker på, at det, Danmark havde forhandlet sig frem til, var det bedst opnåelige kompromis.
Der kommer til at ske en vis udskiftning i bestyrelsen. Peter Holck kan ikke finde tid til arbejdet i bestyrelsen, og Lars Sternberg ønsker at blive suppleant. Lars Breinholdt ønsker at trække sig fra at være suppleant – igen på grund af manglende tid. Jeg vil gerne takke alle bestyrelsesmedlemmer – både de som fortsætter, og de som går af, for godt samarbejde.
På Landsrådet gjorde folketingsmedlem Mette Abildgaard opmærksom på, at Det Konservative Folkeparti som det eneste parti har noget, der hedder generationskontrakten.
”Konservative ser det som en pligt at aflevere et bedre samfund til næste generation, end det vi selv overtog. Det betyder orden i økonomien, og at vi skal værne om den fælles natur og miljøet”.
Læg her mærke til, at vi taler om, at vi selv har en pligt - normalt taler man om, at man selv har rettigheder – pligter er noget de andre har. Vi skal også lægge mærke til, at vi tænker på den næste generation, hvor de andre partier tænker på valgperioden ud, eller måske finansåret ud eller måske kun til næste meningsmåling.
Læg også mærke til, at vi vil have orden i økonomien.
Hvis man selv har tænkt sig at leve lidt længere end valgperioden ud, eller man har børn, man holder af, eller man bare holder af Danmark, skal man ikke kun leve i nuet.
Generationskontrakten er vigtig. Den skal vore Konservative politikere huske på og holde sig til i alt hvad de foretager sig, og så skal vi reklamere for den. Vi kommer om lidt til hvad en manglende generationskontrakt kan føre til.
2015 var et år i valgkampens tegn. Vores parti fik et nyt reklamebureau, og forventningerne var store, men Stop-kampagnen fik desværre ikke den ønskede effekt. Efter min mening er Stop-kampagnen den bedste kampagne et politisk parti har haft i Danmark i mange år. Der er en klar sammenhæng mellem generationskontrakten og stopkampagnen, men for at forstå det, skal man have et kursus i matematik, nationaløkonomi og adfærdspsykologi, og det blev aldrig givet, men det kommer her:
Hvis noget år ud og år ind vokser med en fast procent, er der tale om det man i matematikken kalder en eksponentialfunktion. Vi skal se, hvordan sådan en fungerer i praksis.
På en markvej ligger der en lille tue. Der er tale om en speciel tue, for den er solid som granit, den er 1 cm høj, og den vokser med 6 % om året. Vi vil se, hvordan den vokser de første 20 år.
Vi kan se, at den efter 20 år er vokset til ca. 3 cm. Er det et problem? Nej, vi mærker den dårligt nok, når vi kører over den. Vi lader den vokse 20 år til.
Den er nu ca. 10 cm høj, og nu kan den mærkes, når vi kører over den.
Nu skal ejeren af markvejen til at overdrage gården til sin søn. Hvis han havde været konservativ, ville han have husket generationskontrakten, og så ville han tage en skovl og en trillebør og fjerne tuen. Det ville tage ham 5 minutter - men han er ikke en af vore og overlader problemet til sønnen, som lader den vokse 20 år mere. Nu er tuen 32 cm høj, og nu kan den måske vælte læsset, men sønnen lader den ligge og vokse i yderligere 20 år.
Nu er den godt og vel en meter høj, og den kan ikke passeres. En mand med en skovl og en trillebør kan ikke længere fjerne tuen på 5 minutter.
Vi skal til nationaløkonomien.
 I 2008 var statsgælden 186 milliarder kr. Nu er den 459 milliarder kr. Det er en vækst på 48.750 kr. pr. dansker. Er der grund til bekymring? Det spørgsmål kan besvares af enhver græker. Han eller hun vil sige: Få stoppet statsgælden, og det kan kun gå for langsomt. Ellers udvikler den sig til en græsk tragedie!” Hvis vi skal rette op på statsgælden, skal vi have en konservativ statsminister, som retter sig efter generationskontrakten, og en sådan får vi kun, hvis vores parti får den styrke, det havde i midten af firserne, og det skal vi alle sammen arbejde for.
Hvis man får så meget styr på samfundsøkonomien, at driften balancerer, men at man må låne til renterne på gælden, vil den vokse som en eksponentialfunktion. Statsgælden har i de sidste 8 år vokset endnu hurtigere.
Vi skal til adfærdspsykologien.
Til daglig indtager jeg til frokost 2 skiver rugbrød, lidt afskåret pålæg og 2 glas grøntsagsjuice. Pris: 15 kr.
En gang imellem bliver jeg inviteret til selskab, hvor der er tagselvbord. Så skulle man tro, at jeg også der indtog 2 skiver rugbrød, lidt afskåret pålæg og 2 glas grøntsagsjuice, men det gør jeg ikke. Jeg danner mig hurtigt et indtryk af, hvad der er af lækkerier, og så spiser jeg uden at skele til, hvad det koster. Jeg spiser mere end jeg plejer og vil typisk også drikke et par glas vin. Ville det nu være godt for mig, hvis jeg hver dag fik tag selv bord til frokost?
Nej, for for det første ville jeg have en lille bimmelim på, når jeg skulle behandle eftermiddagens første patienter. For det andet ville jeg blive overvægtig, og for det tredje kunne jeg udvikle diabetes type 2. Bemærk lige, at de, som betaler for tagselvbordet, får en meget større udgift end de 15 kr., jeg sædvanligvis spiser for. Tag selv borde er ikke godt for nogen, hvis det er en dagligdags foreteelse.
Nu er der sikkert nogle, som vil mene, at jeg må have en ualmindeligt dårlig karakter, men det har jeg ikke. Langt de fleste mennesker gør lige som jeg, når de er til tagselvbord, og der er nogle, der er meget værre. Den værste tagselvbordshaj nogensinde er beskrevet af Gustav Wied i ”Livsens Ondskab”, og det er Thummelumsen. Thummelumsen var så fornæret, at han blev sur på sin mor, da hun havde købt en sild til deling til deres søndagsmiddag. Det var frås. Men når samme Thummelumsen havde serveret for redaktør Heilbunth og Luksusbugen og de andre ædedolke på hotellet, spiste han så meget af den mad, ædedolkene havde betalt for, at det ”forskaffede ham de gyseligste mavekvaler. Så kritikløst skovlede han i sig.”
I det danske samfund er der mange tagselvbords-lignende konstruktioner, og de har det med at vokse som eksponentialfunktioner. Dette er hovedårsagen til den voksende statsgæld. Hvis den danske økonomi skal genoprettes, skal vi luge ud i de overflødige tag selv borde.
Hvad sker der nu, hvis man lader mennesker af Thummelumsens slags om at bestyre andre folks penge?
Hvis det sker i det private erhvervsliv, går det, som det gik med Nordisk Fjer og Roskilde Bank.
Hvis det sker inden for det offentlige, går det, som det gik, da man skulle købe IC4 tog til DSB, eller da Skat kom til at udbetale 6,2 milliarder kr. til folk, som ikke skulle have haft nogen penge, eller som da man lod en flok københavnere arrangere Det europæiske Melodigrandprix.
Nu er vi færdige med den teoretiske baggrund for Stop-kampagnen, og om lidt vil jeg køre en lille stopkampagne oppe ved lærredet, men først vil jeg gøre noget, som Poul Schlüter plejede at gøre, når han skulle holde nytårstale, den gang han var statsminister – nemlig at citere et gruk af Piet Hein:
Den som kun tar spøg for spøg og alvor kun alvorligt
han og hun har faktisk fattet begge dele dårligt.
Stop eksponentialfunktionerne.
Stop statsgælden.
Stop tagselvbordene.
Stop Thummelumsentyperne.
Stop Formandsberetningen.


 

Tove Videbæks indlæg ved byrådsmøde i Ikast-Brande, d. 14.12.2015

Pkt. 1. – Aftale om finansloven for 2016 – en værdig ældrepleje

Det er glædeligt, at der også for 2016 er afsat ekstra midler til omsorg for de svageste af vore ældre medborgere – i denne omgang via en ”Værdighedsmilliard”.

Det beløb vi fik med ”Ældremillarden” i 2015 er brugt til indsatser, som har hævet niveauet for hjælpen til de svageste ældre.
Det gælder f.eks. indsatsen for at mindske genindlæggelser og styrke de sammenhængende patientforløb.
I alt blev 14 forskellige indsatser prioriteret i 2015.

Hvis jeg skal vælge én indsats, som jeg gerne vil fremhæve, så er det ”styrkelsen af den palliative indsats hos borgere i eget hjem og på plejecentre”. Det drejer sig bl.a. om at lindre smerter og øge borgerens velbefindende i den sidste del af livet.
Ifølge personalet var der ”stor efterspørgsel på indsatsen”, så det glæder mig, at denne indsats sikkert vil kunne fortsætte i 2016, idet den i høj grad må kunne leve op til at give ekstra ”velfærd for de allersvageste ældre”.

Men den endelige beslutning om, hvilke præcise indsatser, der kan fortsætte, og hvilke nye indsatser, der evt. vil blive taget i brug i forbindelse med den nye Værdighedsmilliard, skal først drøftes, når vi i løbet af foråret har udarbejdet en værdighedspolitik, som det kræves af regeringen.

Som jeg ser det, er det her én af de opgaver, man som byrådsmedlem kan glæde sig over - nemlig at beslutte hvor og hvordan man kan gøre noget ekstra godt for nogle svage borgere – for en pose penge, som vi vil få til rådighed.

Konservative støtter indstillingen.


Pkt. 7. – Kommuneplantillæg nr. 18. – Teknisk anlæg, Vindmølleanlæg, Københavnerhede – Forslag
Pkt. 8. – Vindmøller, Københavnerhede, Isenvad – VVM-redegørelse og miljørapport – Forslag

Først og fremmest vil jeg også takke jer alle sammen for at være her i dag.
Der råder en vis bekymring om denne sag i området omkring Isenvad.
Derfor synes jeg, at det er vigtigt at slå fast, hvad det faktisk er, vi skal vedtage her idag.
Dels skal vi sende et forslag til tillæg til kommuneplanen i offentlig høring i minimum 8 uger.
Dels skal vi sende et forslag til lokalplan for Københavnerhede, Isenvad, i offentlig høring i 8 uger. 
- Endvidere skal vi vedtage at afholde borgermøde den 11. februar 2016.

Dvs. at både tillæg til kommuneplanen og forslag til lokalplanen skal i offentlig høring i 8 uger, hvis der er flertal for det d.d.
Og derudover skal byrådet også her og nu tage stilling til, om der efter høringsperioden skal afholdes et borgermøde. Det er det korte af det lange.

Det er godt i et demokrati som vores, at borgere er aktive, tager del i - og ønsker at påvirke beslutningerne.
Ligeledes er det jo det lokale demokratisk-valgte styre, der skal komme med  forslag til løsning af diverse opgaver, lytte til inputs fra borgerne, og derefter tage en beslutning.
Og det er, hvad vi her gør og generelt har gjort i kommunen.

Plan-afdelingen har i vindmøllesagen efter en større proces med borgermøder, høringsperioder og modtagne høringssvar fremsat et forslag til godkendelse og til udsendelse i offentlig høring.
De 17 høringssvar fra borgere, organisationer, myndigheder og erhvervs-virksomheder mener jeg, at plan-afdelingen har behandlet sagligt og med respekt.
Således har lederne i plan-afdelingen i kommunen svaret, at de vil lave beskrivelser og visualiseringer, og der vil blive redegjort for de ting, som der ønskes redegørelser om.    
Yderligere har afdelingen vedr. opstillingsmønster, antal møller, placering, udformning og anvendelse svaret, at
”Der udarbejdes alternativer for møller på én række
og færre møller væk fra plantage og beboelse.
Det undersøges om møllerne kan placeres længere mod nord.”
Dvs. der vises en vis fleksibilitet.

Det mener jeg er respektfuldt over for de pågældende forfattere af høringsbrevene og viser yderligere fleksibilitet i forhold til løsningsmodeller.

I øvrigt mener jeg, at alle høringssvar er blevet sagligt og respektfuldt besvaret, og man har indvilliget i at kigge på muligheder for ændringer af forslagene.
Det vil dermed sige, at der ikke bliver sat punktum for noget som helst i dag!
Nu vil vi se frem til en række nye høringssvar i løbet af de kommende 8 uger, og dernæst vil vi se frem til at møde jer alle ansigt til ansigt ved borgermødet d. 11. februar.

Hidtil kan vi konservative stå inde for processen. Der er blevet vist både saglighed, respekt og fleksibilitet. Og vi ser frem til den videre proces og evt. forslag til ændringer af planerne, som vi så dernæst vil skulle tage stilling til i foråret 2016.


Pkt. 14. – Karup Lufthavn – kapitaludvidelse

Det er glædeligt, at økonomien i Karup Lufthavn igen er i en positiv udvikling, og at der derfor ikke er behov for yderligere kapitaludvidelser for nuværende.

Forudsætningen for at vi i 2014 som kommune gik med til kapitaludvidelsen var, at vi ultimo 2015 ville få en opfølgning fra Karup Lufthavn for status om økonomien - med henblik på afklaring af og beslutning om den eventuelle videre drift at lufthavnen. Og det er så den, vi har fået.

Redegørelsen fortæller os, at det faktum at lufthavnen har fået en ny flyoperatør - Danish Air Transport - har betydet flere afgange, kort transfertid, klippe- og månedskort samt bagage-gennemcheck i København.
Og disse forbedringer har givet lufthavnen markant bedre opbakning fra både erhvervs-passagerer og private. 

Det betyder kort og godt, at Karup Lufthavn fortsætter som en selvstændig lufthavn.
Det er naturligvis glædeligt, da den er en vigtig livsnerve for virksomhederne, især i det midt- og vestjyske område.
Ligeledes noterer vi, at bestyrelsen ikke forventer at lufthavnen har brug for yderligere kapitaludvidelser efter 2017.

Konservative kan støtte indstillingen om at frigive det beløb, som vi tidligere har godkendt.


Pkt. 16. – Brugertilfredsheds-undersøgelse køkkenområdet 2015

Man kan måske godt stille spørgsmål ved sådanne tilfredsheds-undersøgelser og spekulere på, om de gør gavn.

Men vi synes, det er godt med disse undersøgelser, for det er trods alt – tilfredsheden hos brugerne - altså de ældre på plejecentre og i hjemmene, som er afgørende for, at vi ved, om vi når de mål, vi sætter os for køkkenområdet og maden, som bliver produceret og bragt ud herfra.

Derfor er det også positivt, at så mange af de ældre har svaret på undersøgelsens spørgsmål. Det er 97% af de ældre på plejecentrene og 83% af de ældre, som får madservice.

Undersøgelsen viser, at der generelt er stor tilfredshed med maden både på plejecentre og i madservice. Faktisk er der sket en lille forbedring i tilfredsheden i sammenligning med undersøgelsen i 2014.
Endog chaufførens service i forbindelse med aflevering af maden er der 99% tilfredshed med.
 
Men det er klart, at der altid vil være ting, som kan forbedres, og det arbejdes der med løbende. Det er f.eks. kartoflernes beskaffenhed, kødets mørhed, og bestilling af maden m.v.  

Ældrerådet tilbydes prøvespisning, og de har udtalt ”stor tilfredshed” med maden.
Byrådet blev for en tid siden tilbudt prøvesmagning. Det var en god oplevelse, og det ville jeg bestemt ikke sige nej til, hvis det blev tilbudt igen.

Konservative tilslutter sig indstillingen. 

 INDGREB I SYRIEN HASTER

 

Af Søren Pape Poulsen, partileder, og Naser Khader, udenrigsordfører

Vi står i en alvorlig situation. En af de største humanitære kriser, vi har set, skaber store flygtningestrømme, og det lægger pres på nærområderne, på samarbejdet i Europa og vores egne grænser.
En styrkelse af EU’s ydre grænser og bedre nødhjælp i nærområderne ved Syrien-konflikten er gode initiativer fra statsministerens side. Vi er enige i, at det er nødvendige skridt. Men det er og bliver symptombehandling.

Årsagerne til flygtningestrømmene må fjernes
I EU er det blevet diskuteret, hvordan vi skal håndtere de 160.000, der er kommet hertil i de foregående måneder. Det er en relevant diskussion. Men hvis vi ikke gør noget ved årsagen til, at syrerne flygter, ender vi med at skulle håndtere langt mere end 160.000 mennesker.
Betyder det så, at vi skal undgå en europæisk løsning? Nej. Vi vil gerne være med til en frivillig aftale. EU skal ikke beslutte, hvem og hvor mange mennesker Danmark skal tage ind.

Sikkerhedszoner må etableres i Syrien og sikres med militære landstyrker
Der er nu over 7,6 millioner internt fordrevne personer i Syrien. Mange familier lider stor nød, for de har ikke ressourcer til at flygte til Europa, og de er gang på gang tvunget til at skifte opholdssted i Syrien. Samtidig er mellem fire og fem millioner flygtet til lande tæt på Syrien. Unicefs direktør i Mellemøsten anslår, at millioner kan være på vej til Europa. Det er vi nødt til at tage stilling til, og vi er nødt til at tage fat om nældens rod. Vi er nødt til at gribe ind i Syrien.
Der er brug for, at vi i Syrien opretter zoner, hvor landets diktator Assad ikke tager livet af sin egen befolkning med tøndebomber, og hvor Islamisk Stat holdes ude. Der skal derfor være overflyvningsforbud i zonerne, som vi kan sende nødhjælp til gennem en humanitær korridor.
Vi skal skabe et område, hvor de internt fordrevne kan søge tilflugt og få tålelige vilkår. Ellers bliver syrerne naturligvis ved med at flygte. Den zone kan også fungere som et sted, hvor de flygtninge, der er nået til Europa, kan vende tilbage til på sigt. Men det kræver militær indgriben og soldater på landjorden. Samtidig er det nødvendigt, at Syriens nærområder får den fornødne hjælp, hvis de skal kunne løfte den udfordring, det er at hjælpe de millioner af mennesker, der er kommet til på kort tid.

Det bliver nødvendigt at indføre personregistrering ved vore grænser
Herhjemme er vi nødt til at registrere de mennesker, som kommer til grænsen. Vi er nødt til at kunne skelne mellem flygtninge og andre tilrejsende. Det er vores eget ansvar at luge ud i folk, der allerede har fået asyl i et andet land, dem, der ikke er i nød, og eventuelle ekstremister. Hvis vi vil have et overblik over situationen og kontrol med, hvad der foregår i Danmark, og hvem der kommer ind, så skal vi registrere folk. Politiet har sagt, at de er hårdt belastede, og derfor bør de naturligvis kunne få hjælp af Beredskabet i den sammenhæng, hvis det skulle blive nødvendigt.

Vi skal stramme op ved grænserne, for det er selvfølgelig relevant, hvor mange flygtninge vi vil tage ind, og fordi vi er nødt til at kunne skelne mellem folk i nød og andre. Men vi er også nødt til at løfte blikket og se på, hvad der skaber flygtningestrømmen og sætte ind dér. I Syrien.


 

Pengene skal tjenes, før de kan bruges


af Tove Videbæk

I valgkampen, som kører på sit højeste, flyver tal, procenter og løfter om milliarder af kroner igennem luften. De fleste tal drejer sig om velfærd, undervisning, børnepasning, sundhed mv.
Alle er i fuld gang med at fordele midlerne fra vores fælles pengepung. Men pengene kommer ikke af sig selv. De skal tjenes, før man kan bruge dem.

Og hvordan tjenes disse penge så? Det er og bliver vores private virksomheder og arbejdspladser, der skal skaffe pengene hjem til velfærd. Derfor skal vi arbejde med at gøre det lettere i Danmark at etablere nye og drive allerede eksisterende virksomheder.

Desværre oplever danske virksomheder et voksende bureaukrati og er tynget af rekordhøje skatter og afgifter. Vi har brug for et opgør med system-danmark og for at sige stop over for nye regler og høje skatter. Det er nødvendigt, for at virksomhederne kan få råd og overskud til at skabe vækst. Og samtidig har vi brug for, at flere tager springet og skaber nye virksomheder.

Konservative er stærkt optaget af at bekæmpe unødigt bureaukrati, overflødige regler og at sikre et skatte- og afgiftsniveau, der gør det muligt for dansk erhvervsliv at investere i udvikling og nye arbejdspladser.
Faktisk har Det Konservative Folkeparti allerede meldt ud med 13 konkrete forslag, der vil rydde op i administrative byrder og tage et målrettet opgør med dyre og besværlige skatter.

Derudover skal vi naturligvis gøre det så nemt som muligt for virksomhederne at tiltrække den arbejdskraft, de har brug for – selvfølgelig med respekt for vores kultur og Danmarks sammenhængskraft.
Globaliseringen stiller øgede krav til dansk erhvervsliv. Danske virksomheder skal være i stand til at omstille sig hurtigere. Den øgede konkurrence betyder, at virksomhederne konstant skal være i stand til at udvikle nye produktions-metoder, nye produkttyper og samarbejde på nye måder. Iværksættere spiller i den forbindelse en væsentlig rolle for dynamikken og væksten. For nye virksomheder sikrer, at der sker en stadig afprøvning af nye ideer og nye måder at gøre tingene på.

Det Konservative Folkeparti har altid forsøgt at støtte erhvervslivet bedst muligt. Hvad enten det gælder selvstændige og enkeltmands-virksomheder, landbrug, små og mellemstore virksomheder eller multinationale selskaber, så skal vores erhvervsliv have de bedst mulige arbejdsvilkår, så det kan fortsætte med at udvikle og understøtte det danske samfund – og tjene de penge hjem, som bl.a. skal bruges til velfærd.


Forsvaret og Beredskabet skal styrkes




Af Tove Videbæk 


Forsvaret og beredskabet nævnes næsten ikke i de mange valgdebatter, som kører i diverse medier. Men vi er nødt til at tage også disse områder alvorligt – midt i alle de mange snakker om, hvordan vi skal prioritere vores fælles økonomiske midler. Vi er nødt til det bl.a. på grund af den højlydte sabelraslen fra Rusland.
 
 Det Konservative Folkeparti har meldt ud, at vi vil bruge 1 milliard kroner ekstra på forsvaret. Og det skal ses i forhold til de besparelser på 2.7 milliarder, som blev pålagt forsvaret for et par år siden. De ekstra midler skal bruges til bl.a. moderne materiel, missilforsvarsprogrammet, opprioritering af øvelser, hvor de tre værn træner sammen samt styrkelse af veteran-indsatsen.

Samtidig vil Konservative rulle den besparelse på Beredskabet tilbage, som regeringen, Venstre og DF vedtog i 2014. Vi har i høj grad brug for, at Beredskabet har kræfter til at udføre de vigtige indsatser, som det er sat i verden for.
 
 Konservative er ikke blevet militarister. Vi er blot realister. Jeg garanterer for, at jeg hellere vil være med til at bruge pengene til sundhed, hjemmehjælp, kultur og mange andre gode ting. Men sådan som der ser ud nu i Ukraine, og sådan som Rusland for tiden fører sig frem med simulerede angreb mod Bornholm, annektering af KRIM og i forbindelse med uroen i Ukraine, så er vi nødt til at agere.

Den forsvars-alliance, Danmark er medlem af, er både en sikkerhed og en forpligtelse. Vi skal leve op til ansvaret som fuldgyldige medlemmer af NATO. Vi kan ikke bare forvente, at de andre tager skraldet. Og denne gang er det altså vores egen sikkerhed og frihed, der er i spil. Der er ikke tale om indsatser i fjerne lande, men om forsvar af vore NATO-partnere mod øst, og dermed os selv. Det kan pludselig komme ubehageligt tæt på. Og Danmark har jo både i 1864 og i 1940 oplevet resultaterne af at være for dårligt forberedt på aggression…

Fred i frihed er ikke nogen selvfølge. Hvis vi vælger at bruge alle vores penge på velfærd i den overbevisning, at der nok ikke sker noget – og der så gør det alligevel – ja, så kan vi næsten ikke andet end lægge os fladt ned og håbe, at alt det ubehagelige nok går væk igen af sig selv.  – I sidste ende kan det blive et farvel til friheden.

Frihed er ikke gratis.



Tove Videbæks tale ved Grundlovsmødet på Suderbæk, Tulstrupvej i Ikast, 2015





1. Grundloven.
Grundloven har i 166 år sikret os danskere fundamentale rettigheder. Det fejrer vi hvert år på denne dato. Samtidig fejrer vi i dag ikke alene grundlovens fædre, men vores alle sammens fædre ved at have fars dag på samme dag! Til lykke med dagen, alle I fædre!
Kunne jeg i dagens anledning få alle jer piger og kvinder til at give hånd til mindst én voksen mand og sige til lykke med fars dag?!
Tusind tak. Det var fint klaret.

Men man kan jo egentlig med en vis ret sige at det først var i 1915, at grundloven blev rigtig demokratisk. Indtil da havde nemlig mindre end halvdelen af befolkningen mulighed for at stemme. Man skulle nemlig være mand, man skulle have en vis status og man skulle være fri - for at kunne stemme.
Dvs. at fruentimmere, fattige og fængslede ikke kunne stemme – altså 3f’er – ikke 3F’ere!
I Samtalerummet i Folketinget er der et kæmpe maleri, der fylder en hel væg. Det minder om den dag i 1915, da også fruentimmere, fattige og fængslede fik valgret. Det mest betegnende ved dette billede er, for det første at det består af ene mænd. For det andet er der en meget dyster atmosfære over billedet, som består af meget betænkelige og bekymrede mænd. Man kan se, at mændene grubler over, om det nu også er så klogt at give de der fruentimmere stemmeret!            
Men de tog sig sammen – tog modet til sig og gav os kvinder valgret.
Og det skal de bestemt ikke have utak for.
En senere ændring af grundloven fandt sted i 1953, og den havde faktisk også noget med kvinder at gøre.                                                                                                                                     
En af ændringerne på dette tidspunkt gjorde det nemlig muligt, at en kvinde kunne arve tronen. Det betød, at prinsesse Margrethe, der dengang var en lille pige, kunne blive vores dronning. Også den ændring er vi vist godt tilfredse med.                                                                                            
Den sidste grundlovsændring, jeg vil nævne, blev foretaget i 2009, og den havde også med kvinder at gøre.
Denne gang blev tronfølgeloven i grundloven ændret, således at hvis lille prins Christian engang får en datter som sit første barn, så vil denne datter automatisk komme på Danmarks trone - uanset om hun får en hel stribe mindre brødre.
Det er simpelthen den førstefødte, der herefter skal arve tronen.
Så man kan jo egentlige sige, at de 3 seneste ændringer af Grundloven inden for et århundrede alle handlede om ”fruentimmere”!
Nu da jeg er den eneste kvinde blandt talerne, synes jeg, at jeg måtte understrege denne detalje.
Nå men jeg vil lige nævne nogle andre emner i grundloven, som jeg ser som ekstremt vigtige:
Det er ytringsfrihed, religionsfrihed, personlige rettigheder, boligens ukrænkelighed, sociale rettigheder eller ret til hjælp fra det offentlige og mange, mange andre vigtige rettigheder, som vi er så vant til, at vi næsten tager dem for givet – og næsten ikke gider høre om.
Jeg vil blot lige specielt omtale to af dem:
Ytringsfriheden f.eks. har faktisk været voldsomt angrebet i de seneste år. F.eks. skete det i 2005 i forbindelse med 12 Muhammed-tegninger i Jyllands-Posten. Vi ved at disse tegninger medførte, at der blev brændt danske flag af i nogle arabiske lande. Og at man ikke ville købe varer fra Danmark. Men her i år har der været drab involveret i kampen om ytringsfriheden både i Paris og i København. Så man kan sige, at kampen for ytringsfriheden er i den grad blevet optrappet i de senere år.
Den 2. frihed, jeg vil trække frem, er religionsfriheden.
§ 67 i Grundloven siger, at: ”Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning” osv.
Vi har altså ret til at tænke og tro, hvad vi vil.
Vi har ret til at konvertere fra en tro til en anden.
Vi har ret til både privat og i fællesskab at dyrke Gud.
Det er noget, som vi skal sætte stor pris på og værne om. I store dele af verden er dette bestemt ikke virkeligheden. Det bliver vi næsten dagligt mindet om i medierne, at grundloven blev rigtig demokratisk.  Og for os er det bare en dagligdag rettighed, som vi ikke så tit tænker over.
Og her kan jo også tilføje, at hele det danske samfund er gennemsyret af kristne værdier. Vores sundhedsvæsen, velfærdssystem, retssystemet, omsorgen for den svage osv. Det er alt sammen rundet af de kristne værdier.
Men her til slut i mit lille indlæg vil jeg så minde om, at vi snart skal til valgurnerne.
Det bliver spændende for os konservative. Næsten for spændende!
Valgkampen er i fuld gang – næsten både nat og dag. Hver dag kommer der spændende meningsmålinger.
Den 1. juni kom der en Gallup-måling v. valgforsker Søren Rifbjerg Thomsen, som sagde, at Søren Pape kommer i Folketinget på et tillægsmandag, og i øvrigt er der min. 1 ekstra tillægsmandat i Vestjylland. Så der er håb, og vi kæmper.
Vi har gadeaktioner, uddeling af valgbrochurer – vi har her fra Ikast-Brande uddelt de første 6.000 brochurer, inden valget blev udskrevet, så vi fik 4.000 ekstra som forstærkning, og dem er der ikke ret mange tilbage af.
Desuden er der sat plakater op i byer og landsbyer. Vi besøger virksomheder, skriver i aviser, opdaterer Facebook hver dag, laver videoer og meget meget mere. Tusind tak til alle jer, der har hjulpet med plakater, brochurer og meget andet. Uden jer kunne det slet ikke lade sig gøre.
Der er meget, der skal gøres for at fortælle borgerne om, hvorfor de skal stemme konservativt og sætte kryds ved et navn på liste C.
På min brochure og videoen, som TV Midtvest har produceret siger jeg lidt om det.
Vedr. job, erhvervsliv og velfærd mener jeg, at alle skal have mulighed for at forsørge sig selv og sin familie. Det giver stolthed, værdighed og selvagtelse.  Men det betyder også, at vi skal have flere arbejdspladser.
Derfor er vi nødt til at gøre det lettere både at etablere nye og drive allerede eksisterende virksomheder.
Det giver økonomi, så vi kan hjælpe de mennesker, som ikke kan klare sig selv. Og det skal vi i Danmark blive endnu bedre til.

Og så er der sundhed.

Som politiker har jeg i Folketinget, i Regionsrådet og nu i Byrådet prioriteret sundhed. Samtidig er jeg formand for en organisation, hvis formål er at forbedre forholdene for uhelbredeligt syge og deres pårørende, bl.a. via hospicer. Det vil jeg gerne fortsætte med i Folketinget. Men generelt skal vi blive meget bedre på sundhedsområdet i Danmark!

Kristne værdier

Og endelig vil jeg være med til at værne om de kristne værdier, som er grundlaget for hele fællesskabet i Danmark.

Jeg stiller op til Folketingsvalget, fordi jeg gerne vil være med til at gøre en positiv forskel i vores land. Vi skal have unge ind med frisk gå-på-mod, og vi skal have ældre ind med livserfaring, erhvervserfaring og erfaring fra det praktiske politiske liv.
Og begge dele er der rig anledning for til folketingsvalget her i Vestjylland.             

Lad os hjælpes ad og arbejde for, at vi får et par stykker ind.
Et par konservative vestjyske folketingspolitikere kunne gøre en betydningsfuld og positiv forskel i Folketinget - og i vort land som helhed – så Danmark bliver endnu bedre. Både for familier og for virksomheder.

Når det er sagt – så skal vi netop på en dag som i dag minde hinanden om – at fokusere på og være taknemmelige for, at vi har et dejligt land - et smukt land - med fantastiske friheder og rettigheder - med kristne værdier og med et demokrati, som vi kan være stolte af – og skal passe på.
Det konservative ordsprog: ”Gud, konge og fædreland” – er fortsat et rigtig godt politisk konservativt grundlag – både for et grundlovsmøde og for en folketingsvalgkamp.
Tak for nu – og fortsat god grundlovsdag og – Fars Dag!
Tak for ordet.





Giv de døende et valg

Af Ove Nørholm,
 Konservativt Regionsrådsmedlem i Region Midtjylland
 
Døende
Når behandlingen ikke længere giver mening, skal sundhedsvæsenet være langt bedre til at indrette sig efter de døendes ønsker. Vi behandler ofte langt ud over det rimelige uden at spørge til den døendes ønsker. Når jeg hører eksempler på, at man giver medicin med meget alvorlige bivirkninger til følge til patienter, som i bedste fald får forlænget livet med få måneder eller uger kan jeg ikke lade være med at tænke, om det er i patientens interesse. Jeg ønsker, at det er den døende, der vælger, om vedkommende ønsker livsforlængende behandling, når man er i den sidste fase af livet.

Vores forslag kommer som konsekvens af, at halvdelen af dem, der ønsker at afslutte livet på et hospice, dør inden de får en plads. Samtidig er der en berøringsangst blandt læger for at tage den svære samtale.

En hospiceplads kan være en stor hjælp til både den døende og de pårørende, og derfor skal det være et tilbud til flere end i dag. Samtidig findes der en række mellemløsninger, som vi slet ikke har i Danmark f.eks. daghospice og hjælp til at afslutte livet i egen bolig.

I andre lande har man teams, som specialiserer sig i at tage samtalen med den døende, så man sikrer, at de er bevidste om konsekvenserne af deres valg.

En hospiceplads koster 1,8 mio. kr. om året, men det bekymrer mig ikke, for pengene er i systemet. Vi bruger i nogle tilfælde et milionbeløb på medicin til døende patienter. Hvis vi lader midlerne følge patientens ønsker, så vil vi ikke bare kunne lave flere hopspicepladser, vi vil også kunne udvide paletten af tilbud.

Vi Konservative i Region Midtjylland ønsker at gøre brug af de gode erfaringer, vi har fra andre lande og få Danmark op på det niveau, som vi skylder vores patienter og deres pårørende.

Livskvalitet
I 2010 lavede The Economist en rapport om det palliative område på verdensplan, hvor de vurderede livskvaliteten for terminalpatienter på 4 parametre: Grundlæggende livskvalitet, til rådighed af palliative behandlingsmuligheder, omkostninger ved palliativ behandling for patienten og kvalitet af den palliative behandling.

1. Danmark endte på overordnet 22 plads af 40 lande, der var en del af undersøgelse. Vi halter dermed langt bagefter de lande vi normalt bliver sammenlignet med og bliver slået af lande som USA, Ungarn, Taiwan, Polen og Sverige.


2. På parametreren over til rådighed af palliative behandlingsmuligheder ligger Danmark så lavt som 31.pladsen. Det betyder, at Danmark på dette område ligger på niveau med lande som Indien og Uganda.

3. I mange af de lande, som vi bliver overgået af, har man eksperimenteret med at give patienten et frit valg. Det har resulteret i gode erfaringer fra Canada og USA både målt på livskvaliteten for patienterne og penge sparet.

4. I Spanien har et skift fra behandling af døende patienter til palliativ behandling givet en besparelse på 60 pct. af udgifterne til terminal patienter og højere livskvalitet blandt patienterne.

5. I Australien, der rangerer i den absolutte top på samtlige parametre, har man valgt at ligestille det palliative område med resten af sundhedsvæsenet, så patienten har langt flere rettigheder end det er tilfældet i Danmark i dag.

Hvad med at tale med patient og pårørende?

af Tove Videbæk

”Udsigtsløs behandling er vigtigste dilemma i sundhedsvæsenet” var en overskrift på forsiden af Kristeligt Dagblad d. 22. januar 2015. Etisk Råds formand, Jakob Birkler, citeres i artiklen for at sige, at ”sundhedssystemet nogle gange behandler dødeligt syge så lang tid, at det giver dårlige livsafslutninger. Vi skal blive bedre til at sige stop”.

Dette og mange lignende udsagn om udsigtsløs behandling og dårlige livsafslutninger klingede i mit hoved, da jeg i Kristeligt Dagblad d. 8. maj så overskriften ”Kostbar medicin skaber dilemma”. Når vi sætter denne overskrift i relief til artiklen i januar om udsigtsløs behandling, og at sundhedssystemet behandler dødeligt syge alt for længe, så kunne jeg ikke lade være med at stille spørgsmålet: Hvorfor i alverden taler man ikke med patient og pårørende om sagen? Hvorfor tager man ikke denne ”svære samtale” og siger sandheden til patient og pårørende? Hvorfor giver man dem ikke helt konkret valget imellem at modtage behandling, som ikke kan helbrede, men måske forlænge livet ganske kort tid, eller modtage palliativ (lindrende) indsats? Denne indsats dækker professionel hjælp og omsorg ved problemer af fysisk, psykisk, social eller eksistentiel karakter for at opnå størst mulig livskvalitet i den resterende del af livet. Specialiseret palliativ indsats kan gives på hospice og af palliative teams. Hvorfor taler man ikke med patient og pårørende om sagen? Det er dog trods alt dem, det drejer sig om.

Desværre ser vi alt for ofte, at patient og pårørende får så sen besked om det uafvendelige i situationen, at de kun har ganske få dage til at forberede sig på afslutningen. Tage afsked med venner og familie. Få orden i økonomi og sociale forhold. ”At sige verden ret farvel”.

Når der nu ifølge artiklen om kostbar medicin skal tales pris på medicin og behandling, så ved vi jo, at den sidste måned i et menneskes liv er den dyreste overhovedet. Var det så ikke bedre at tale med patient og pårørende, så snart man ved, at der ikke er nogen vej tilbage, så man giver patient og pårørende bedre tid til at gøre alle forberedelser og samtidigt spare den dyre, udsigtsløse medicin. Og naturligvis skal der ikke tales med patient og pårørende om pris m.v. Det er ikke prisen, patient og pårørende skal tage stilling til, det er alene hvad der skal ske i den tid, der er tilbage. Om man ønsker udsigtsløs behandling eller palliativ indsats.


Det vil i den grad gavne patient og pårørende at få ”sandheden” at vide – i stedet for at få tilbudt en udsigtsløs behandling med kostbar medicin, som alligevel ikke kan gøre patienten rask. Det vil give patient og pårørende tid til at forberede sig på, at patienten inden for en overskuelig fremtid – uger eller måneder – skal sige farvel til livet og til sine kære.

Hvorfor starter man ikke med at tale med dem, som det egentlig drejer sig om, nemlig patient og pårørende? De kan gå hen og blive helt glemt i diskussioner om kostbar medicin, afskedigelser, administration og meget andet. Men det er trods alt dem, det drejer sig om.
Og hvis man starter der, så får man måske skabt mange flere gode livsafslutninger, hvilket vel er det vigtigste. Og samtidig kan det gavne de pårørende samt lette presset på de ansatte og samfundet som helhed.



 

Konservative vil hjælpe Landbruget




af Tove Videbæk


Landbruget er et af Danmarks vigtigste erhverv. Det skaffer os mad på bordet, og vi eksporterer landbrugsvarer af høj kvalitet i store mængder. Faktisk skaffer fødevareeksporten omkring 155 milliarder hjem til Danmark hvert år. Det lyder rigtig godt, men virkeligheden er, at vi kunne have et endnu mere effektivt landbrug og få endnu større eksportindtægter. Det kræver blot, at vi får ryddet op i nogle af de meningsløse krav, politikerne har stillet til de danske landmænd i den seneste tid. Ved at stille realistiske krav kan man uden at skade miljøet
•    øge planteproduktionen med 35 %
•    øge den animalske produktion med 34 %
•    øge samfundsøkonomien med 51 milliarder kr. om året
•    skabe 35.000 nye job.
Det er konklusionen af en rapport udarbejdet af Center for Fremtidsforskning ved Direktør Jesper Bo Jensen, Lic.scient.pol. og forskningschef Marianne Levinsen, Cand.scient.pol.
Vi vil altså uden miljømæssige omkostninger kunne forbedre de trængte landmænds økonomi.
Det vil også gavne de mindre pengeinstitutter, og det vil i høj grad rette op på det skæve Danmark.
Det Konservative Folkeparti er helt klar til at gøre noget ved problemet. Vi har sammen med V og DF lanceret en landbrugs- og fødevarepakke med 16 konkrete punkter, der vil kunne fjerne unødige omkostninger og bureaukrati og skabe en bedre balance mellem hensynet til naturen og hensynet til danske arbejdspladser og vækst.
Vi vil blandt andet udfase de vidtgående danske særregler for gødning, så der kan gødes mere og dermed produceres flere og bedre produkter, der er af en standard, så de kan bruges til brødbagning og ølbrygning. Alene en ændring af gødningsreglerne har potentiale til at øge landbrugs- og fødevareeksporten med op til 2 mia. kr. og skabe op til 3.000 arbejdspladser.
Vi vil ligeledes fjerne det generelle randzonekrav. Vi skal selvfølgelig passe på vores natur og vores jord. Det er i høj grad vores alles interesse. Derfor skal der indføres et omfattende måleprogram, der skal sikre, at der kan sættes ind med miljøtiltag de steder, hvor der er behov for det. Samtidig skal det være tilladt at bearbejde jorden før den 1. november. Det Konservative Folkeparti ser sig selv som et grønt borgerligt parti. Vi ønsker at sikre, at vi kan aflevere naturen til vore efterkommere i god stand. Men de forslag, som vi fremsætter, er grøn realisme, grøn balance og samtidig en mulighed for at skabe mere vækst.
Vi vil desuden fjerne tendensen til at der stilles hårdere krav til danske virksomheder, end man gør i resten af EU. I Danmark overimplementerer vi på alt for mange områder diverse EU-regler. Det går ud over væksten, og det går ud over danske arbejdspladser.
Danske landmænd skal ikke stilles ringere end deres kolleger i andre EU-lande.
Endvidere vil vi have en mere effektiv sagsbehandling, når det gælder miljøgodkendelser.
Yderligere vil vi forbedre konkurrencevilkårene for de danske svineproducenter ved at give dem lov til at have lige så mange dyr pr. hektar, som EU tillader. Det kunne øge svineproduktionen, øge eksporten med 2,2 mia. kr. og sikre ca. 2.000 nye arbejdspladser.
Når man vil skabe vækst i Udkantsdanmark er det ikke nok at flytte statslige arbejdspladser væk fra Hovedstaden. Det skal vi selvfølgelig også gøre. Men det er meget vigtigere, at væksten kommer i det private erhvervsliv, og det gør den kun, hvis der føres en fornuftig erhvervspolitik. Det gælder også landbrugspolitikken. Det vil Det Konservative Folkeparti gerne prioritere i det nye Folketing.
HJERTE OG ANSVAR PÅ RETTE STED
                                      

Af Søren Pape Poulsen, formand for Det Konservative Folkeparti

De færreste forbinder formentligt Det Konservative Folkeparti med anarkister. Men faktisk hylder jeg det menneskelige anarki - ikke at forveksle med politisk kaos som bæredygtig ideologi. Men der hvor vi på eget initiativ tager ansvar for hinanden måske på trods af myndighedernes indblanding. Når vi sammen løfter opgaver, der ikke specifikt er vores, men som vi tager på os som naboer, borgere eller venner af det, jeg vil kalde næstekærlighed. Sådan helt lav praktisk. Når vi som mennesker ser og støtter hinanden.

Vi har ikke mere behov for ”at låne hos naboen”
At hjælpe hinanden og at arbejde sammen er med til at skabe og styrke fællesskabet. Sådan husker jeg det fra min barndom på landet, hvor samarbejde og hjælp naboer imellem var nødvendigt for at drive gården. Det kunne være lån af redskaber eller vogne eller ledige hænder til at rejse taget eller et hegn. Dengang var det en materiel nødvendighed at bevare og styrke fællesskabet og ofte et spørgsmål om overlevelse. I dag har hver eneste familie anskaffet alle tænkelige redskaber og maskiner, så vi på alle materielle områder er i stand til at klare os selv. Kun yderst sjældent har vi brug for at gå ind til naboen og låne noget, mens vi langt hen ad vejen har overladt initiativ og menneskelig kontakt til staten.

Effektueringen af velfærden overskygger medmenneskeligheden
Vi er blevet forbrugere snarere end medborgere. Lægger vi ansvaret fra os, mister vi omsorgen for hinanden og samfundet. Derfor er Danmark stik mod hensigten i virkeligheden blevet hjerteløst til trods for, at vi har en af verdens største offentlige sektor. Forblændet af ønsket om at forbedre og effektivere velfærdssamfundet har vi næsten glemt medmenneskeligheden og den sunde fornuft. Hjertet, ansvaret og ordentligheden har vi parkeret i en skattebillet, mens mennesker presses ud af fællesskabet eller aldrig kommer med i det.

Staten behøver ikke at fortælle. hvordan vi skal leve vort liv
Mens økonomien tordnede derudaf, var vi meget lidt tilbøjelige til at måle succes i anden end vækst og fremgang.  Intet ondt om det. Jeg er ikke ude på at sætte udviklingen i stå. Tværtimod. Men vi lod os rive med af tankegangen om, at en stadig voksende offentlig sektor i sig selv er et gode. Vi brugte for lidt energi på at lade borgerne tage ansvar i eget liv og give plads til traditionelle konservative familieværdier. Udsigten til mere velfærd fik os for en stund til at glemme, at en større offentlig sektor langt fra er ensbetydende med bedre livskvalitet.
Der er behov for et opgør med forestillingen om, at staten, samfundet eller de andre skal ordne tingene for os. Samle vores affald op, opdrage børnene og sørge for, at vi er lykkelige/trives. Ikke kun fordi økonomien kræver det, men først og fremmest fordi det giver bedst mening. For den enkelte og samfundet. Naturligvis skal vi hjælpe hinanden i familien, på arbejdspladsen og i nabolaget. Men den enkelte skal have ansvaret. Så bakker vi andre op. Støtter og aflaster der, hvor behovet er. Vi skal stille krav. Til os selv og hinanden. Det er livskvalitet for den enkelte og for fællesskabet. Staten behøver ikke fortælle os i detaljer, hvordan vi skal leve vores liv. Sådan forstår jeg menneskeligt anarki .


Usædvanlig politisk kampagne.





af Tove Videbæk


30-40 unge mennesker fra hele landet deltog i Det Konservative Folkepartis kampagne på Torvet i Herning, lørdag d. 18. april. Derudover deltog nogle fra Konservativ Ungdom i Herning samt konservative fra både Herning og Ikast-Brande. Søren Pape, Jens-Henrik Kirk og Tove Videbæk, som alle er konservative folketingskandidater, opstillet i Vestjylland, deltog aktivt i arrangementet.
På Torvet var 4 vaffeljern i gang i flere timer, og der blev gratis uddelt 500 vafler og frisk kaffe til alle interesserede. Derudover var der naturligvis balloner og bolsjer til børnene.
Under arrangementet på Torvet delte en række af de unge valgbrochurer ud i flere boligområder i Herning, mens andre gik på gågaden. Og da eventet på Torvet sluttede, blev alle sendt ud i de omkringliggende småbyer med brochurer. De unge mennesker fik dermed også set mange af småbyerne omkring Herning, samtidig med, at der i alt blev uddelt ca. 12.000 brochurer. Flere af de unge sluttede sikkert dagen med både ømme tæer og ømme benmuskler.
Søndag var der politisk debatmøde hos McDonald’s, Silkeborgvej 7, Herning. Og her debatterede folketingskandidaterne Jens-Henrik Kirk © og Mikael ? (SF) om især familiepolitik. Begge kandidater havde et oplæg, og herefter kom der en byge af spørgsmål fra kunder i restauranten. Det var et meget usædvanligt og interessant ”vælgermøde”, og McDonald’s servicerede publikum med gratis kaffe og en lille smagsprøve af en af deres desserter.
Efter et sådant weekend arrangement kan man naturligvis håbe, at nogle af de unge mennesker fik så godt et indtryk af Herning, at de får lyst til at bosætte sig i området









Kristendom til debat



Mai Mercados kronik med overskriften ”Kristendom er bedre end Islam” har i sandhed bragt sindene i kog. Overalt debatteres kristendom, kristne værdier og kristendomskundskab. 

Konservatives forslag om en times ekstra kristendomsundervisning, samt at det ikke længere skal være muligt at få børn fritaget fra timerne, har i den grad tændt op under diskussionen.
Kritikere påpeger, at vi ifølge grundloven har religionsfrihed i Danmark. Ja,  det har vi heldigvis! Men vi har ikke religionslighed. Alt er ikke lige godt.

Trods al modstand mod forslaget, mener jeg, at kristendoms-kundskab bør prioriteres endnu mere. Og at den bør gøres obligatorisk. Selv om kun en lille procentdel af børnene for nuværende bliver fritaget, så er det måske lige netop den lille procentdel, der har allermest brug for at lære noget om, hvad kristendom egentlig er, og hvad kristne værdier har betydet og betyder i og for Danmark.
De kristne værdier er nogle af de vigtigste byggesten i opbygningen af det danske samfund. Helt tydeligt ses det i retsvæsen, sundhedsvæsen, socialvæsen, det frivillige Danmark m.v.

Alle har behov for at vide noget om disse byggesten for bedre at kunne begå sig i det danske samfund og for bedre at kunne forstå dansk kultur, litteratur, danske sange m.v. Kristendomsundervisning er ikke forkyndende, men oplysende. Børn, som kommer fra et andet land eller vokser op i et hjem, hvor man ikke er bekendt med kristendom og kristne værdier, har et særligt behov for at få denne oplysning i skolen. Det vil også hjælpe dem med at blive bedre og hurtigere integreret. Derfor ser jeg obligatorisk kristendomsundervisning som en hjælpende hånd, ikke mindst til de børn, som ellers ikke får denne oplysning og denne baggrund.

Michael Böss, som er historiker og samfundsforsker nævner i et indlæg i Kristeligt Dagblad, at premierminister David Cameron for andet år i træk i sin påskehilsen har sagt, at ”briterne bør udvise større tro på værdien af kristendommen for deres eget samfund, fordi den har givet det et ”etisk grundlag” og stadig udgør en ”levende kraft” i det. Da Cameron kom med samme budskab sidste år protesterede 52 akademikere og såkaldte kulturpersonligheder og beskyldte ham for at dele den britiske befolkning. Til gengæld blev hans udtalelse mødt med stor tilfredshed af repræsentanter for de muslimske, hinduistiske og buddhistiske trossamfund. Den påståede deling var således kun imellem dem, der tillægger religiøs tro værdi, og dem, der afskyer religion og vil have den fjernet fra det offentlige rum.”

Som jeg ser det, har vi både i Danmark og i resten af Europa behov for at genvinde forståelse for betydningen af den kristne kulturarv. Og derfor vil mere og obligatorisk kristendomsundervisning i Danmarks skoler være et godt første skridt. 




Tove Videbæks indlæg på Byrådsmødet 07.04.2015, Ikast-Brande



Pkt. 1-4 Kommuneplantillæg nr. 14 og lokalplan nr. 324 – Biogasanlæg, Grarupvej Øst, Brande – endelig vedtagelse

Denne sag har om allerede nævnt ikke været den nemmeste.
Men som jeg ser det, har både borgmester, viceborgmester og flere andre gjort et kæmpe arbejde for at få løst sagen på bedste måde.
Der er dog stadig nogle udfordringer, som der skal tages beslutninger omkring.
Og der er høringssvar, der skal tages videst muligt hensyn til.

I materialet til i dag kan vi se, at alle høringssvar er blevet taget alvorligt,
og der, hvor det var nødvendigt, er der blevet rettet til i projektet og materialet.
Det gælder alt fra lugt og støj, til risiko for gasudslip, vejføring, trafik-sikkerhed, smittefare, ejendomsværdi, grundvandsbeskyttelse samt spredningsveje for dyr og planter m.m.
Man er kommet langt omkring, og som vi ser det, har man dermed svaret på høringssvarene og rettet til, hvor det var nødvendigt og på en forsvarlig måde.

Konservative mener, at det vil være positivt for kommunen at få et biogasanlæg som det beskrevne. Det vil nyttiggøre affalds- og restprodukter fra husdyr- og plantebrug til energiproduktion - og producere biomasse til udbringning på

dyrkede arealer.

Og forslaget som ligger her til kommuneplantillæg kan Konservative tilslutte sig – og også de øvrige forslag vedr. samme projekt i punkterne 2, 3 og 4.


Pkt. 6. Brande bibliotek – Lovliggørelse af elinstallationer

Det er naturligvis ærgerligt med sådan en kortslutning og efterfølgende sodskade.
MEN samtidigt var det heldigt, at det ikke udviklede sig til en større brand, som voldte meget større skade.
Installationerne i biblioteket er jo fra 1973, da bygningen blev opført, og derfor er det ikke så underligt, at der trænges til udskiftning.

Men det er også klart, at med den økonomiske situation vi er midt i, og da vi ikke helt er klar over det fremtidige brug af bibliotekerne, skal vi sikre os, at det er det bedste og mest nødvendige vi gør, for de færreste penge.

Derfor mener jeg det er godt – som foreslået af Økonomi- og planudvalget - at få undersøgt, hvad der skal til for at lovliggøre el-installationerne og få dem ført up to date med de krav der er til sådanne installationer i 2015.
Herefter kan der så besluttes, hvad der skal gøres.
Pkt. 27. Afrapportering fra senhjerneskadeprojekt

Denne afrapportering vil også jeg gerne give et par ord med på vejen.

Senhjerneskade-projektet er kommet rigtig godt i hus.
Det har været et tværgående projekt i vores egen kommune
og er altså gennemført på tværs af kommunale ”siloer”.
Der har også været et samarbejde imellem flere kommuner i regionen.
Og der har været samarbejde med regionen.
Og det er simpelthen nødvendigt med et sådant tværgående samarbejde,
når der - som på det her område - kræves special-kompetencer.

Formålet har været at sikre sammenhængende rehabiliteringsforløb af høj faglig kvalitet for borgere med erhvervet hjerneskade.
Men stor ros til lederne for det tværgående forløb - og for samarbejdet.

En anden ting, som er værd at nævne, er initiativerne for at hjælpe pårørende til sen-hjerneskadede. For pårørende afholder man 2 gange hvert år et forløb af 6 aftener. Det er rigtig rigtig godt og nødvendigt. 
For vi ved jo, at når et menneske bliver hjerneskadet, så påvirker det både de nære pårørende og hele familien

Så stor ros for dette projekt.

Pkt. 28. Årsrapport 2014 – Sundhedsfremme og forebyggelse.

Tak for denne årsrapport. Den er virkelig god og dækkende.
Der er 3 ting, jeg gerne vil sige lidt om.

Det er for det første: rygestopkurserne.
Det er virkelig et godt stykke arbejde, der er udført. Mange har deltaget og adskillige har kvittet smøgerne.
Så det ser ud som om det nu kun er ”hard core rygerne”, der er tilbage.

Det næste er Kurserne for overvægtige
Det, som jeg hæfter mig ved her, er det gode samarbejde – det tværfaglige samarbejde – samarbejde ud af og imellem siloerne – som man her har gjort brug af i høj grad. Man har nemlig samarbejdet med dagpleje, uddannelsesinstitutioner, skoler, handicapområdet, køkkenområdet, administrationens kantiner. Og ligeledes er der holdt et antal kurser for overvægtige. Rigtig flot.

Og endelig vil jeg nævne punktet Kultur og sundhed.
Det er fantastisk godt at tænke alle områder ind i sundhed – også natur og kultur.
Det er flot, som man i sundhedsstaben har sammentænkt kunst og kulturelle aktiviteter med sundhed.
Og så synes jeg da, at der er et projekt, der fortjener at blive nævnt.
Det er projektet ”Flere sider af det sunde liv”.
De positive resultater fra projektet blev præsenteret på en konference i januar 2014, hvor Ikast-Brande med flere indlæg gjorde sig positivt bemærket.

Nordisk råd har i efteråret 2014 foretaget en større undersøgelse og kortlægning af hvilke aktiviteter og erfaringer der findes i Norden omkring kulturelle aktiviteter og sundhed. Med baggrund i Ikast-Brande Kommunes aktiviteter på området blev sundhedsinnovatoren inviteret til at deltage i denne undersøgelse, som eneste kommunale repræsentant fra Danmark.
Det er da flot, og det er da værd at nævne.

Så også herfra stor ros til sundhedsinnovatoren og alle de andre, som har medvirket til dette gode resultat på de mange fronter, som er nævnt i Årsrapporten.

Tove Videbæk
tovev@tovev.dk
Tlf. 23 41 31 79




FRI MIG FOR TAVSHEDEN
Af Søren Pape Poulsen. formand for Det Konservative Folkeparti


   ”Stille. Stille. Stille nu står solen op. Nattens trolde er forsvundet.”
Sådan lyder første strofe i den legendariske melodi fra børnefilmen Busters Verden fra 1984. Sangen dukkede op for mit indre øre, da jeg hørte formanden for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo, med flere advare mod, at Muhammed-krisen optages i historiekanonen og dermed sættes på skoleskemaet.

Vi skal tale højt om terrortruslerne

Indpakket i pæne ord om metodefrihed er budskabet svært at misforstå: Lad nu være med at tale højt om det, de/vi ikke bryder os om. Men jeg er ked af sige det. Det er kun i Busters verden, at nattens trolde forsvinder, hvis vi tier. I vores risikerer de tværtimod at vinde terræn, hvis vi ikke højt og tydeligt taler om den trussel, de udgør. Den stille tøven underminerer, hvis vi ikke står ved vores kristne baggrund og tør diskutere tro.
Hverken ord eller tegninger – uagtet hvor provokerende de måtte opfattes – legitimerer vold eller trusler. Det er kernen i ytringsfriheden. Selve fundamentet for vores demokrati. At vi kan tale, skrive, ja og tegne frit. Mødes frit. Sådan lever vi i Danmark. Det var børnelærdom. I hvert fald frem til efteråret 2005. Indtil Morgenavisen Jyllands-Posten fik den ide at efterprøve, om det kunne være rigtigt, at en forfatter til en børnebog om Mohammed havde svært ved at få nogen til at tegne profeten som illustration. Så brød helvede løs. Truslerne væltede ind. Bladhuset fik væbnede vagter.

Var Muhammed-tegningerne nødvendige?

Siden gik billederne – anført af en kreds af muslimer fra Danmark - verden rundt. Skabte uro og optøjer. Massedemonstrationer. Afbrænding af danske flag og ambassader. Boykot af og trusler mod danske virksomheder og deres ansatte på flere kontinenter. I krænkelsens navn blev mennesker slået ihjel. Pludselig var det der med ytringsfriheden anderledes vanskeligt. ”Vi har ytringsfrihed - meen” blev en populær sætning. Var det nu også nødvendigt med de tegninger?
Det er snart ti år siden. Og svaret er ja. Tegninger var nødvendige. Med næsten uhyggelig præcision satte de fingeren på udfordringerne for et traditionelt kristent men sekulært samfund, der oplever en massiv indvandring fra muslimske lande. Hvordan håndterer vi det møde? I Muhammed-krisens kølvand opfordrede daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) til at adskille fårene fra bukkene og lagde samtidig op til, at religion og tro er en privat sag, der ikke hører hjemme i det offentlige rum. Så det blev gemt væk.
Uheldigt, når vejledninger tager overhånd i dagens debat
Ganske vist mindede diskussioner om halal-mad i daginstitutioner og adskilte baderum os med jævne mellemrum om, at religiøs vejledning spiller en vigtig rolle for mange herboende muslimer. Men kulturradikalismen trivedes. Indtil terrorangrebet i Paris og siden i København. Pludselig blev vi mindet om, hvad der er på spil, når troen tager overhånd. Når religionen og ikke landets love vejleder den enkelte. I Odense blev lærerne direkte opfordret til at holde gerningsmandens religiøse tilhørsforhold hemmeligt for eleverne. Stille. Stille. Stille. Heldigvis blev opfordringen trukket tilbage.

Bekæmpelse af terror er ikke et angreb på en religion

Naturligvis skal vi diskutere religion. Der er ingen grund til at gemme sin tro bort. Tværtimod.  Det er en personlig sag, der ingen grund er til at skjule endsige gemme væk. Det afgørende er, hvordan den enkelte håndterer sin tro. Jeg har intet imod religion og erklærer mig gerne som kristen. For mig er tro en gave af det usædvanlige slags, man ikke kan bestille eller forvente indfriet hverken til jul eller fødselsdag, uanset hvor mange gange det måtte stå på ens ønskeseddel. Præcis som søskende. Sådanne kan man alene glædes over. Hvis man er så heldig. Men andre ord må reaktionen på terroranslagene i Paris og København aldrig tolkes som et angreb på nogens religion. Det er alene kritik af måden at udleve sin religion. Forholdet mellem mig og Gud er personligt. Jeg kunne aldrig drømme om at blande andre ind i den sag. Endsige kræve at andre overholder specifikke religiøse love. Det må og skal være en sag mellem enkelte og Gud. Sådan er det at leve i et demokratisk samfund. Her er det landets – og ikke religiøse love - der er afgørende for vores gøren og laden. Og for hvad vi kræver af andre.

C-forslaget om Muhammed-krisen på historiekanonen har ramt ømt

Og jo, ind imellem kan vi føle os krænkede. Være kede af den måde vores tro, vores medborgere eller vores land udstilles på. Selv følte jeg mig eksempelvis krænket, da det danske flag under Muhammed-krisen blev brændt af – eller når en jødisk frisør på Nørrebro flere gange på få måneder får ruderne i forretningen knust. Men jeg kunne aldrig drømme om at reagere med vold eller trusler. Derfor bliver jeg også trist til mode, når forslaget fra Mai Mercado, politisk ordfører for Det Konservative Folkeparti, om at sætte Muhammed-krisen på skoleskemaet modtages med om ikke stilhed, så tøven.
Hverken Socialdemokraterne eller Venstre melder klart ud og støtter forslaget. Ingen tvivl om at ønsket om at få Muhammed-krisen på historiekanonen rammer en øm tå. Således vurderer Ibtihaj El-Khodr, formand for skolebestyrelsen på Tovshøjskolen i Brabrand ved Aarhus, at det vil give problemer på skolen, hvor flertallet af elever har udenlandsk baggrund, hvis lærerne vælger at vise de omstridte tegninger. Netop derfor er det så vigtigt, at vi i ytringsfrihedens navn dropper tavsheden og toner rent flag. Der er ikke noget men, når det gælder ytringsfriheden.
Kun sådan fortrænger vi nattens trolde.
Og nej, jeg har ikke spurgt Nanna om lov til at citere fra sangen!

                   
Tove Videbæks indlæg på den konservative generalforsamling for storkreds Vestjylland, 17.03.2015, på Hotel Vildbjerg.




Danmark er et godt land at bo i.
Men vi kan sikkert også blive enige om, at meget kan gøres endnu bedre.
Og vi konservative vil gerne være med til at gøre det meget bedre.

Overskriften over vores valgkamp er lige mig – nemlig ”Mennesker først”.
Og de 3 punkter, som Søren har prioriteret, er jeg helt enig i.

1.    Det er familiens frihed til at vælge, hvad deres børn skal bestille efter skoletid. Om de skal til ridning, til fodbold, til musik eller de skal i lektiecafe. Det skal undervisningsministeren ikke bestemme for dem!

2.    Økonomien er vigtig. Vi vil at familierne skal beholde flere af deres egne surt tjente penge, og aflevere lidt mindre til skat.

3.    Det er tryghed – men her vil jeg også gerne tilføje:
         ”tryghed også for jøder” i Danmark.

Og så vil jeg gerne nævne mine egne 3 hjertesager:
4.    Alle skal have mulighed for at forsørge sig selv og sin familie. Det giver stolthed, værdighed og selvagtelse. 
Men det betyder også, at vi skal skabe flere arbejdspladser.
Når det lykkes, har vi råd til at hjælpe alle de mennesker, som ikke kan klare sig selv. Og dem skal vi hjælpe endnu bedre.
Samtidig skal vi holde op med at sprede velfærdskroner ud over alle dem, som godt kan klare sig selv. Det er kernen i konservativ socialpolitik og en af grundene til, at jeg er konservativ.

5.    Og så er der sundhed. Det er et af de emner, som den største del af befolkningen prioriterer. Og som politiker har jeg i Folketinget, i Regionsrådet og nu i Byrådet prioriteret sundhed.
Som landsformand for en organisation arbejder jeg med at forbedre forholdene for uhelbredeligt syge og deres pårørende,
bl.a. via etablering af hospicer.
Det område vil jeg fortsætte med at prioritere i Folketinget.

6.    Og endelig vil jeg være med til at huske politikerne på, at kristne værdier er grundlaget for hele fællesskabet i Danmark.
Dem kan vi f.eks. se i vores sundheds-, social- og retssystem. Og disse værdier vil jeg værne om – uanset hvad der sker.

Jeg stiller op til Folketingsvalget, fordi jeg gerne vil støtte Søren
og være med til at gøre en positiv forskel i vores land.
Vi skal have unge ind med frisk gå-på-mod, og vi skal have ældre ind med livs-erfaring, erhvervserfaring og erfaring fra det praktiske politiske liv.
Og begge dele er der rig anledning for til folketingsvalget her i Vestjylland.             

Lad os hjælpes ad og arbejde for, at vi får et par stykker ind fra Vestjylland.
Et par konservative vestjyske folketingspolitikere kunne gøre en betydningsfuld  og positiv forskel i Folketinget - og i vort land som helhed – så det bliver endnu bedre at bo i.

Tak for ordet

Antidemokrater bør forlade Danmark


          Af Brian Mikkelsen, formand for Folketingets Konservative Gruppe


Tidligere i år viste DR den skræmmende dokumentarudsendelse om Grimhøjmoskéen i Aarhus. Det var helt utroligt at se og høre, hvordan ledelsen i moskéen førte sig frem med en meget antidemokratisk indstilling til omverdenen. De tog direkte afstand fra det danske demokrati og dermed vores grundlov.

Imam opfordrer til krig mod jøderne
Senere har vi hørt andre – og måske endda endnu mere groteske – eksempler på imamer og andre ledende muslimer udgyde had mod Danmark. Blot et døgn før den 22-årige Omar El Husseins attentat i København opfordrede en imam på Nørrebro eksempelvis til direkte krig mod jøder.
Prædikenen fandt sted over middag fredag den 13. februar for fulde sale i moskeen Masjid Al-Faruq på Heimdalsgade på Nørrebro - kun omkring 100 m fra Mjølnerparken, som Omar El Hussein har haft en tilknytning til, og hvor han søgte tilflugt mellem de to attentater.
På en video, menigheden bag moskeen selv har lagt på Facebook, opfordrer imamen Hajj Saaed på arabisk sine tilhørere til at følge profeten Muhammed, der førte krig mod jøderne.
Imamen slog fast, at alle mennesker er kaldet til at konvertere til islam, og de, der nægter, er 'uden tvivl vantro'. Han understregede samtidig i klare vendinger, at de, der foretrækker menneskeskabte love frem for Allahs lov, skal betragtes som dyr.
”De bliver ført i en afgrund af afsavn og korruption, der fører dem fra at være humane til niveau med dyr,” sagde imamen.

En bopæl i Danmark kræver respekt for vor grundlov
Men helt ærligt! Hvis man har så meget imod alt det danske og især vores frihedsrettigheder og vores grundlov, kan man undre sig over, hvad de pågældende mennesker laver i Danmark. Når man har så grundlæggende antidemokratisk en indstilling, burde man finde et andet sted i verden at bo. De bør ganske enkelt forlade Danmark hurtigst muligt, hvis de har så meget imod vores måde at leve på. De har ikke noget at gøre her.
Det må og skal være en forudsætning for at bo og leve i Danmark, at man respekterer vores love og regler, herunder ikke mindst vores grundlov, uanset trosretning. Hvis man ikke vil det, så kan jeg slet ikke forstå, hvad man laver her.

Grimhøjmoskeen fremmer radikalisering blandt unge muslimer
En anden skræmmende oplysning, man fik ved at se DR-dokumentaren, var i øvrigt, at 22 ud af 27 unge fra Østjylland, der er draget i såkaldt hellig krig, havde sin faste gang i netop Grimhøjmoskeen i Aarhus. Moskeen er således enten på en eller anden måde samlingssted for radikaliserede unge, eller også er det netop ved at komme i moskeen, at de unge bliver radikaliserede og ekstremistiske.
Uanset hvad, er det noget, der skal tages alvorligt – og gøres noget ved. Det faktum ville bestyrelsen slet ikke forholde sig til, men moskéens talsmænd slog det blot hen med, at de som ledelse ikke havde noget ansvar. Det er helt forkert, og ledelsen har i den grad et ansvar for, hvad der sker i deres moské, og de burde som minimum være bekymrede.
Ondskab og had skal bekæmpes, og det er uanset, hvor det finder sted. Det har vi en fælles forpligtelse til, hvis vi vil bevare Danmark som et fredeligt og demokratisk land. Derfor skal der gøres alt, hvad der er muligt, for at forhindre, at unge radikaliseres i moskéen, og det må være helt oplagt, at politiet gør, hvad der står i dets magt for at retsforfølge de pågældende.
Bygningen i Aarhus er som sådan ikke problemet i sig selv – men det er de mennesker, der sidder i ledelsen, og det er de imamer og andre, der kommer i den moské eller moskéen på Nørrebro for at oppiske et had i de unge, der er problemet.

Lukning af farlige moskeer kan komme på tale
Det kan dog meget vel vise sig at være nødvendigt at fjerne moskéer, hvor den slags foregår, fuldstændigt for i det mindste at statuere et eksempel på, at der er grænser for, hvad man kan i et frit og demokratisk land. Vi er derfor med på, at det skal undersøges, om det er muligt at lukke moskeer.

Men først og fremmest ville det løse en stor del af problemet, hvis de antidemokrater, der tydeligvis er her for at kæmpe mod vores danske system, selv tog konsekvensen og forlod Danmark. Farvel og tak for ingenting!


Jøderne skal beskyttes bedre


af Tove Videbæk


”Vi forbereder os på en masseindvandring af jøder fra Europa,” sagde Israels premierminister Netanyahu i nyhederne søndag d. 15. februar.
 
For et par uger siden blev et antal jøder, der var på indkøb i Paris dræbt, samme dag som karrikaturtegnere i Charlie Hebdo koldblodigt blev skudt. Terrorister ville ramme karrikaturtegnere. MEN – hvorfor skulle jøder dø i den forbindelse? Hvad havde de gjort?

Samme sag i København. Hvorfor skulle jøder dræbes i forbindelse med en konference om ytringsfrihed og Muhammed-tegninger? Hvad havde de gjort?

Samme spørgsmål stillede vi efter 2. verdenskrig, hvor 6 millioner jøder blev myrdet på forskellige bestialske måder. Og i mange andre situationer sidenhen har vi stillet samme spørgsmål.

De danske jøder er familier med forældre, børn, onkler, tanter og bedsteforældre mv. De tager sig af hinanden. De deltager på lige fod i det danske samfund og ligger på ingen måde samfundet til last.

For et par uger siden, besøgte min mand og jeg Det jødiske hus i Krystalgade til et arrangement i forbindelse med teaterforestillingen ”Indenfor Murene” i Folketeatret. Også denne aften stod to vagter og tjekkede alle, som ville ind. De var professionelle, venlige og grundige. De passede på deres jødiske venner, familie og gæster inde i huset. Og det måtte den ene af vagterne så betale for med sit liv lørdag d. 14. februar.

Efter 2. verdenskrig takkede jøderne Danmark for den indsats, danskere ydede ved at sejle 7.000 jøder til Sverige i store og små både. Til minde om dette har Israel opsat en dansk fiskerbåd ved Yad Vashem museet i Tel Aviv.
Hvor ville jeg ønske, at Danmark igen kom på jødernes læber, fordi vi gør en ekstra indsats for at passe på de jøder, som lever i iblandt os. Som er en del af os, og som vi gerne vil, bliver her. Kunne vi ikke lade dem mærke det lidt mere?

Kunne vi ikke på en eller anden måde – ikke blot med blomster ved et rækværk eller mindehøjtider - vise jøderne solidaritet i hverdagen? En solidaritet, som måske kunne hindre de danske jøder i at blive en del af den masseindvandring, som den israelske regering forventer fra Europa. 
Kunne vi ikke i Danmark gøre lidt ekstra? Gå foran – og sige, at hvis I rammer jøderne, så rammer I alle andre danskere?

I avisen Die Welt, 16.02.2015, stod der på forsiden øverst: ”Alle Europäer sind Juden”. I flere aviser og på skilte rundt om i Europa stod der: ”Vi er alle danskere”. Det er sødt af dem, men det er jo ikke kernen i dette terror-angreb. Da Charlie Hebdos redaktion i Frankrig blev angrebet, reagerede hele verden ikke med at sige: ”Vi er alle franskmænd”, men de sagde: ”Vi er Charlie”. I Danmarks tilfælde, skulle vi så måske følge avisen Die Welt og sige: ”Alle europæere er jøder”? Eller: ”Vi er jøder”?  

Hvad er dette angreb for os? En avisforside? Nye tal til statistikkerne? - De dræbte jøders eneste ”forbrydelse” var helt åbenbart, at de var jøder!
Religionsfrihed er ligesom ytringsfrihed en del af det danske DNA. Også jøderne er en del af det danske DNA. Jeg håber, at der snart kommer styr på sikkerheden for jøder i Danmark. Vi kan ikke være andet bekendt. De konservative m.fl. kæmper fortsat for det i Folketinget.

Tove Videbæk
Byrådsmedlem Ikast-Brande
Folketingskandidat i Vestjylland
for Konservativt Folkeparti

FAMILIEDOMSTOL MOD ONDT I MAVEN


Af Mai Mercado, Det Konservative Folkepartis politiske ordfører

”Kære forældre. Vi er ikke trofæer, som det gælder om at have mest. Vi er jeres børn, og vi har retten til at se både far og mor… Hvordan tror I, det føles at have dårlig samvittighed og ondt i maven, fordi man rent faktisk bare elsker og ønsker samvær med begge sine forældre”. Sådan beskrev et skilsmissebarn for nylig den konflikt, som mange børn står i, når deres forældre vælger at gå fra hinanden.

En skilsmisse må aldrig gå ud over børnene, men -
Tæt på hvert andet ægteskab ender med skilsmisse og efterlader mere end hvert tredje barn som skilsmissebarn. Heldigvis kommer de fleste familier gennem skilsmissen, uden at tingene går helt i baglås, men mange børn genkender sikkert smerten ved at skulle vælge mellem mor og far. Ganske vist er de fleste forældre som udgangspunkt enige om, at det aldrig må gå ud over børnene, at de voksne forlader hinanden, men desværre ender det ofte med netop at gå ud over børnene.

Afholdelse af to fødselsdage livet ud er ikke ualmindeligt
Tilsyneladende har skilsmisser det med at styrke forældrenes ejerfornemmelse over deres børn. Når papirerne er skrevet under, er det knap så vigtigt for mor, at barnet ser far. Og omvendt. Ofte flytter kampen, bitterheden, vreden, skuffelsen, afvisningen og hvad der ellers følger med en skilsmisse over på børnene. Her kan forældrene fortsætte deres bitre stridigheder livet ud. Derfor ser man desværre ikke sjældent, at voksne børn i 40-erne stadig må holde to fødselsdage, fordi forældrene ikke kan være i stue sammen.

Statsforvaltningen har for ringe fokus på børnenes tarv
At børnene er de største ofre i forældrenes kamp om samværsretten, har tv-programmer som ”Med børnene som våben” dokumenteret på uhyggelig vis. Faktisk ender hver syvende skilsmisse i hårdknude, viser en ny undersøgelse. Oftest med børnene som de store tabere. Cirka 800 gange om året beslutter Statsforvaltningen, at et barn ikke skal se den ene af sine forældre typisk efter en opslidende proces.
Således peger foreningen ”Børn og Samvær” på, at mange forældre klager over behandlingen i Statsforvaltningen. Sagsbehandlingen er uacceptabel lang og uden det nødvendige fokus på børnenes tarv, lyder kritikken blandt andet. At afgørelser om bopæl og forældremyndighed tilmed træffes i et andet system - nemlig de almindelige domstole - betyder, at sagerne trækker yderligere ud til gene for børnene. Når de to systemer (statsforvaltning og fogedret) så oven i købet begge to har myndighed til at iværksætte børnesamtaler, så føler man hurtigt, at man bliver trukket rundt i systemet som forælder.

Der bør oprettes en familiedomstol
Derfor bør der efter britisk forbillede oprettes en særlig familiedomstol, som skal sikre bedre retssikkerhed og mere effektiv behandling af familieretlige sager. Familiedomstolen skal træffe afgørelse i sager om
samvær, forældremyndighed, faderskab, bopæl, børnebidrag, ægtefællebidrag, bodeling, separation og skilsmisse, hvor parterne ikke kan blive enige. Derved samles kompetencerne, så domstolens personale er erfarne og ordentligt klædt på til at behandle vanskelige familieretslige sager hurtigt og effektivt. Konstruktionen vil betyde, at ventetiderne mindskes, og en frist på 26 uger for færdigbehandling af de vanskeligste sager sætter en vigtig tidsgrænse for sagen.


Forældrene må tidligt med i samarbejdet
Samtidig skal der lægges mere vægt på at få forældrene til at samarbejde tidligt i processen. Rådgivning tidligt i forløbet bør gå hånd i hånd med genindførelsen af en seks måneders separationsperiode, som den nuværende regering desværre har afskaffet. Dermed mindskes risikoen for, at børnene som i det nuværende system ender som gidsler i tovtrækkerier om fastsættelse af børnebidrag, bopæl og samvær.

Der skal åbnes for adgang til personligt fremmøde
Efter tv-udsendelserne fik jeg et hav af e-mails fra fortvivlede mødre og fædre, der er afskåret fra samvær med deres børn. I dag er Ankestyrelsen eneste klagemulighed, og her har man ikke engang mulighed for at møde op og fremlægge sin sag og få en afgørelse ansigt til ansigt. Det er dybt problematisk. Ved at oprette en familiedomstol kan vi forhåbentlig forbedre sagsbehandlingen markant, øge samarbejde mellem forældrene og væsentligst af alt: Få færre skilsmissebørn med ondt i maven.



 

Pengene passer



Det Konservative Folkeparti har en plan for Danmarks økonomi. Læs pjecen ved at klikke på billedet

Bestyrelsens årsberetning d. 26./1. 2015

Stig Chr. Göte




Finanskrisen trak siden oktober 2008 sine spor globalt. Igennem de seneste år har der dog været tegn på, at krisen så småt skifter til fremgang. I USA ses en kraftig fremgang, blandt andet fordi de nye muligheder for at udvinde skifferolie er ved at gøre USA uafhængig af import af olie. I Europa går det meget langsommere, som følge af de sydeuropæiske landes massive krise og vores store nabo mod øst, Rusland, som på usportslig vis prøver at markere sig som en stormagt. I forbindelse med et gigantisk opkøbsprogram af obligationer sætter Den europæiske Centralbank nu for alvor seddelpressen i gang i Europa i en manøvre, der skal skabe optimisme og penge til ny vækst. Vi må håbe, at denne manøvre lykkes.
Regeringen har igennem de senere år med opbakning fra den borgerlige side i Folketinget taget fornuftige initiativer for at skabe vækst, hvilket skal anerkendes. Hensynet til det forestående folketingsvalg i år, vil dog uden tvivl være stærkt adfærdsskabende for hele det politiske Danmarks ageren. Regeringen har fået berøringsangst ved udsigten til en hård dom fra deres vælgere. Det kom til udtryk med vedtagelsen af finansloven for 2015, hvor der blev smidt godt 6 mia. ud på forskellige ønsker fra venstrefløjen, som var prisen for at opnå rød opbakning. De fleste af udgifterne skal afholdes i løbet af de kommende år, hvorfor det bliver den kommende regering, som skal finde finansieringen af dem. Man kan frygte, at tanken om vælgernes dom kommer til at betyde, at de nødvendige beslutninger ikke bliver taget på denne side af valget, og at en eventuel borgerlig regering efter valget, pludselig vil komme til at kæmpe mod en opposition, som ikke længere ønsker løsninger.
På den politiske scene, blev der skiftet grundigt ud sidste år. Det konservative Folkeparti fik ny formand, Søren Pape Poulsen, som har opnået imponerende resultater som borgmester i Viborg. Vi håber, at dette friske bidrag til de garvede Christiansborgpolitikeres flok må skabe succes for vores parti, og med sine konservative nuancer må bidrage til en styrkelse af den borgerlige side i Folketinget. Søren Pape Poulsen har valgt at stille op til Folketinget i vores lokale storkreds for at signalere, at det er her han har sine rødder. Der er tale om et optimistisk sats, idet vi ikke i indeværende periode er repræsenteret med sæde i Folketinget. Det er derfor vigtigt, at vi i fællesskab støtter op om ham, og dermed viser, at han har opbakning fra lokalområdet. Vi skal også have opbakning fra vælgere, som ved sidste valg har stemt på andre partier. Vi ved, at der er bred opbakning til konservative mærkesager som:
 -flere ressourcer til politiet, så vi kan få opretholdt lov, orden og tryghed
 -gode vilkår for det erhvervsliv, som er forudsætningen for vores alles velfærd
 -lavere skat, så familierne kan disponere over en større del af deres indkomst
 -tilpasninger, så det kan betale sig at gå på arbejde, også for de lavest lønnede

Ikast-Brande Konservative Vælgerforening deltager i storkredsens arbejde for at blive repræsenteret i Folketinget. Det konservative Folkeparti stiller op med i alt 6 kandidater i Vestjyllands Storkreds til det kommende valg. Disse kandidater repræsenterer forskellige profiler alders- og erhvervsmæssigt, hvorfor de sammen bør appellere maksimalt til vælgerne. Vores egen Tove Videbæk har valgt at bakke op om projektet, hvorfor Tove stiller sit kandidatur til rådighed.
I Region Midtjylland har vi igennem det forgangne år hørt om de nye supersygehuse, som skal sikre borgerne den bedste og mest erfarne hjælp fra færre men top professionelle sygehuse. I vores del af landet er det nye sygehus i Gjødstrup ved at blive bygget. En opgave, som skaber udfordringer med økonomien, idet det kniber med at opnå entrepriseaftaler til de budgetterede priser. Vores erfarne konservative regionsrådsmedlem Ove Nørholm bidrager fra sin plads i Regionsrådet til, at de optimale beslutninger træffes, og det er hans opfattelse, at det på trods af udfordringerne, vil lykkes at få opført et super godt sygehus, som vil sikre alle den bedst mulige behandling, når de har behov.
Ikast-Brande Kommune har oven på en krise for godt fire år siden fået optimeret en række funktioner og skabt balance i økonomien. Her ser jeg bort fra nogle uhensigtsmæssige valutapositioner. Kommunens kassebeholdning er fornuftig, men nye problemer truer. Borgernes gennemsnitsalder vokser og hermed vil en større andel fremover være uden for arbejdsmarkedet. Desuden reduceres de bidrag, som kommunen modtager vedrørende selskabsskatterne, for de kommende år. Det skyldes ikke, at virksomhederne i kommunen betaler mindre i skat. Årsagen er, at den del af selskabsskatterne, som går til kommunerne, fordeles på grundlag af gennemsnitstal for hele landet, som i den konkrete situation er til vores ugunst. Det står klart, at der for de kommende år må forudses at skulle foretages massive tiltag for at sikre sammenhæng i økonomien.
Vælgerforeningens bestyrelse samarbejder tæt med vores byrådsmedlem Tove Videbæk. Det er vores fælles opfattelse, at kommunen for at sikre økonomisk balance allerede nu er nødsaget til igen at undersøge, hvordan der kan optimeres og effektiviseres i den kommunale virksomhed, uden at det medfører uhensigtsmæssige forringelser for borgerne. Den kommunale organisation er blevet effektiviseret, men den er stadig stor, og der bør fortsat være mulighed for, at optimere, f.eks. ved at skære i de forskellige ledelseslag i organisationen. Vi mener ikke, at problemet skal løses ved at lade kommuneskatten stige. I erhvervslivet må de fleste virksomheders ledelser løbende kæmpe med udfordringen om, til enhver tid at være konkurrencedygtig. Det samme gælder for en kommune. Tove Videbæk har opfordret Byrådet til, at man lader sig inspirere af kommuner, som har udmærket sig ved at administrere mere effektivt end Ikast-Brande. Byrådet besluttede desværre budgetforhandlingen, at kommuneskatten for 2015 skal stige, hvilket konservative har stemt imod. Vi tror, det bliver vanskeligt igen at nedsætte skatteprocenten i senere år, når der samtidig skal spares på økonomien, men vil dog arbejde for det.
I 2014 var der valg til Europaparlamentet. Vælgerforeningens bestyrelse har i den forbindelse arbejdet for et tilfredsstillende valgresultat, blandt andet ved at arrangere virksomhedsbesøg med deltagelse af Europaparlamentsmedlem Bendt Bendtsen og vores lokale kandidat Tove Videbæk. Vi afholdt i samme forbindelse et velbesøgt møde for vores medlemmer på KMC i Brande. Det lykkedes at opnå et godt valg med en tilslutning på 9,2%, hvilket med en bred margin sikrede Bendt Bendtsen endnu 5 år i Europaparlamentet. Tove Videbæk, som også stillede sig til rådighed i denne forbindelse opnåede mere end 10.000 personlige stemmer.
Vi sluttede året af med Julebanko. En hyggelig tradition, hvor medlemmerne har mulighed for at mødes, og hvor der igen var rigtig mange gode gevinster.
Vores medlemstal har været stabilt i det forgangne år, men nye medlemmer er meget velkomne, også til at tage del i vælgerforeningens opgaver. Skulle I kende nogen, som kunne være interesserede i at blive medlem af partiet, må I endelig opfordre dem til at melde sig ind.
Vi forventer at afholde en række medlemsarrangementer i det kommende år, blandt andet som led i valgkampen op til Folketingsvalget.
Jeg vil gerne på bestyrelsens vegne benytte lejligheden til at takke jer, vores trofaste medlemmer for opbakningen igennem året. Tak til Tove og Ove og bestyrelsen for et godt og konstruktivt samarbejde. Det har været – og er fortsat en fornøjelse at arbejde sammen med jer. Vi har to medlemmer af bestyrelsen, som ikke modtager genvalg Bo Tolstrup og Bjørn Boller Eriksen. Tak for jeres indsats. Vi har været glade for jeres bidrag til arbejdet og det gode samarbejde, og ønsker jer held og lykke fremover. Jeg mener, det er sundt med rotation og plads til for nye idéer, også i en politisk bestyrelse. Efter fire år som formand for vælgerforeningen, har jeg besluttet at træde et skridt tilbage. Jeg kan med glæde oplyse, at vi har forslag til en engageret og kvalificeret ny formand for bestyrelsen, når vi kommer til det på dagsordenen.
Og så må vi håbe på god vind i de grønne sejl igennem 2015.

Bestyrelsen
Den nye formands tale ved generalforsamlingen d. 26./1. 2015

af Tomas Bjerre



Jeg vil gerne sige tak for tilliden. Jeg er meget beæret.
Jeg vil bestræbe mig på at blive en dygtig og engageret formand for vores vælgerforening.

Først og fremmest vil jeg sige tak til Stig Göte for din store indsats for vores vælgerforening. Du har været en god formand. Du har altid været velforberedt, du har haft et stort kendskab til, hvad der sker i vores kommune, og hvem der måske kunne være vores venner. Jeg synes, vi lige skal klappe.

Jeg skal fortælle lidt om mig selv. Jeg er 57 år gammel, jeg har en tandklinik i Brande og har været medlem af partiet i mere end 25 år. Jeg er interesseret i økonomi, historie og naturligvis politik.

Der er mange, der spørger, hvad forskellen er på de konservative og de andre partier. Den korte version er, at de andre partier er inspireret af nogle franske filosoffer med Rousseau i spidsen, som skabte den franske revolution i 1789. Den førte som bekendt til halshugning af tusinder af uskyldige mennesker og banede vejen for Napoleon, som kastede hele Europa ud i en række forfærdelige krige.

Det Konservative Folkepartis ideologi baserer sig på Edmund Burke, som advarede mod konsekvenserne af den franske revolution. Vi konservative ønsker at forandre verden for at bevare den.

Vi konservative er eftertænksomme mennesker, som ikke kun lever i nuet. Vi er bevidste om vores historie, og vi tænker på vores fremtid. Hvis man ikke kender historien, kan man ikke lære af tidligere tiders fejltagelser, og hvis man ikke kan det, kan man ikke skabe en lykkelig fremtid for sig selv og sine efterkommere, og det er jo præcis det, vi konservative ønsker.
 
Det Konservative Folkeparti vedkender sig Danmarks kristne kulturarv, vores Kongehus og vores land. Danmark er ikke bare et geografisk område i en globaliseret verden. Vi er mere end det, og det skal vi blive ved med at være.

Det Konservative Folkeparti har altid været partiet for erhvervslivet. Det skal vi blive ved med.

Danmark er et godt land.

Det skal det også være i fremtiden. Der er en masse, som fungerer godt i Danmark. Vi er relativt velstående og veluddannede, og vi har et godt sundhedsvæsen og en god infrastruktur. Vi har ytringsfrihed og ligestilling mellem kønnene. Det skal fortsætte.

Der er desværre også noget, i det danske samfund, som ikke går så godt. Jo før vi gør noget ved problemerne, des nemmere bliver de at løse.

Vores bruttonationalprodukt er faldet de seneste 2 år. Samtidig bliver vi flere og flere mennesker i Danmark. Vi bliver altså markant fattigere år for år. Det skal stoppes - jo før, des bedre.
 
Vi har noget nær verdensrekord i indkomstskatter og selskabsskatter.  Det samme gælder for momsen og energiafgifterne. Det ville gavne konkurrenceevnen og beskæftigelsen at få skatterne og afgifterne sat ned. Det bør vi arbejde for.

Der er områder i Danmark, hvor dansk lovgivning ikke er gældende i praksis. Det begyndte med Christiania, og siden er ghettoerne kommet til. Jeg har boet i Danmarks værste ghetto, Tingbjerg, i 5 år og arbejdet i den tredjeværste, Vollsmose, i 15. Her kommer brandvæsenet og politiet kun nødigt. Til gengæld hersker banderne, som regerer ved hjælp af trusler og vold. Det skal standses.
 
Lærere, socialrådgivere og fængselsbetjente bliver truet og chikaneret for at passe deres arbejde. Det kan vi ikke byde dem.

Landbruget bliver generet af miljøkrav, som er så urimelige, at vores korn indeholder så lidt protein, at det snart hverken kan bruges til dyre- eller menneskeføde. Landbrugets økonomi er så dårlig, at mange landmænd er teknisk insolvente, og det skader også de pengeinstitutter, som har ydet dem lån. Man kunne sagtens løse disse problemer uden at skade miljøet, og det ville samtidig kunne gavne samfundsøkonomien. Det ville bare kræve, at landmændene fik lov til at sprede lige så meget kunstgødning, som deres kolleger i resten af EU.

Vores uddannelsessystem er præget af for megen kvantitet og for lidt kvalitet. Dette er tabu. Her bliver vi også nødt til at handle. Det bliver op ad bakke, for her står Det Konservative Folkeparti meget alene.

Der er flere mennesker i Danmark, som lever af overførselsindkomster end mennesker, som forsørger sig selv, og det bliver værre og værre. Det kan ikke blive ved. Der er brug for en socialreform. Det efterlyste Det Konservative Folkeparti allerede, da vi sad i regering under Anders Fogh Rasmussens ledelse, men det ville hverken Venstre eller Dansk Folkeparti høre på. At den røde blok er uden for pædagogisk rækkevidde her, behøver jeg vist ikke komme ind på.

Det Konservative Folkeparti er et socialt ansvarligt parti.

Velfærdssamfundet skal hjælpe de borgere, som ikke kan klare sig selv, men det må aldrig udvikle sig til et tag selv bord.

Hverken mine forældre eller min afdøde storebror var konservative, men min farmor var. Hun var et elskeligt menneske. Da hun fejrede sin 100 års fødselsdag, holdt en af hendes nevøer en tale for hende, hvor han fremhævede alle hendes gode egenskaber. Han sluttede talen med at sige, at hvis bare der var nogle flere af hendes slags, ville verden blive meget bedre. På samme måde kan jeg sige, at hvis der bare var nogle flere konservative mennesker, ville verden blive bedre på alle måder. Det er i virkeligheden det, vi konservative ønsker. Jeg håber, det vil lykkes for os, og jeg vil selv yde mit bidrag.

Skolevalget viser større modenhed end de fleste ventede

af Tove Videbæk



Hvis det netop overståede skolevalg blandt 8. og 9. klasserne havde været et rigtigt folketingsvalg, havde det Konservative Folkeparti fået 19 mandater. Jeg indrømmer blankt, at det overrasker mig – og glæder mig, selvfølgelig! Ganske vist har jeg besøgt skoler og snakket med elever,  men jeg ville alligevel have troet, fordelingen mellem rød og blå blok var mere lige, end resultatet viser.

Det viser, at vi har en mere moden og selvstændig ungdom, end jeg turde håbe på; unge, som kan og vil tænke selv og ikke ligger under for den desværre ret udbredte fordom, at er man konservativ, så er man gammeldags og helt ude af trit med virkeligheden.  De unge har tydeligvis sat sig ind i, hvad det betyder at være dansk konservativ.

Der er simpelthen en realistisk sans hos de unge, som vil være til stor gavn både for de unge selv og for samfundet.

Hvad er grunden så til det? Mit gæt er, at tragedien i Paris kan være en del af forklaringen. Det er på den hårdeste måde blevet demonstreret, at en af de allervigtigste grundpiller i demokratiet, ytringsfriheden, ikke er nogen selvfølge. En af de klassiske dyder er under hårdt pres, og det giver et fornyet fokus på det ønske om at bevare og styrke de bedste ting i det bestående samfund, som er det helt basale i det konservative livssyn. Vi lader os ikke kue af disse mørkemænd, der vil true vor tilværelse.

Skolevalget får næppe nogen indflydelse på det folketingsvalg, der kommer i år, men det skal ikke hindre mig i at glædes over resultatet, for det lover bedre for fremtiden – også for de konservative – langt bedre end spåfolk og andre analytikere plejer at underholde med.


Valg-aktion i Strøgcentret, Ikast.





Lørdag d. 24. januar var konservative på gaden i Strøgcenteret i Ikast med en første og tidlig valg-aktion. Det skyldtes, at Tove Videbæks nye kampagne-team, som består af konservative, både fra Herning og Ikast-Brande, gerne ville ”teste formen” og tale med borgerne, inden selve Folketingsvalgkampen, hvor man bliver præsenteret for politiske holdninger i massevis.
Tove Videbæk stiller op for de konservative i storkreds Vestjylland, men er specielt prioriteret i Herning (sammen med Jens-Henrik Kirk) og i Ikast-Brande.
De øvrige konservative kandidater i storkreds Vestjylland er: Søren Pape Poulsen, Viborg, Pernille Bloch, Holstebro, Jette Philipsen, Silkeborg, Orla Østerby, Lemvig-Struer, og Jens-Henrik Kirk, Mariager.

I øvrigt kom TV MidtVest forbi og lavede en optagelse af aktionen, som blev sendt i TV MidtVest nyhederne kl. 19.30 lørdag aften. Indslaget kan ses via linket http://www.tvmidtvest.dk/nettv




Valget står for døren, og det skal vi være helt klar til. Men vi ved alle, at en valgkamp vindes mellem valgene. Derfor skyder vi nu gang i en prøvevalgkamp.
 
Kampagnen løber over to uger, og i den periode vil vi annoncere massivt med online bannere, og vi vil udsende breve direkte til danskernes postkasser.
 
Men ingen annoncering slår den direkte dialog mellem mennesker. Derfor glæder jeg mig over, at alle vores folketingskandidater bakker op om prøvevalgkampen. Sammen med vores mange frivillige vil de være til stede på gader og stræder fra i morgen og to uger frem. Her har vi også brug for dig!

Det er let at være med:

Gør en forskel og tilbyd din hjælp til en folketingskandidat, hvis du ikke allerede er en del af et team
Gør en forskel og uddel mine pjecer i dit nabolag – bestil pjecerne gratis her!
Gør en forskel og overbevis dine venner om, at de skal stemme konservativt til valget
Du kan også besvare denne mail og melde dig som frivillig. Så sørger jeg for, at du bliver sat i kontakt med dit lokale kampagneteam.
 
Jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg forventer mig meget af de næste uger. Det er nu, vi skal fortælle danskerne, hvordan vi vil sætte mennesker først, og vi skal spørge dem alle, hvordan vi med vores politik kan gøre en forskel i danskernes hverdag.
 
Jeg håber på din opbakning.
 
Med venlig hilsen

Søren Pape
Partiformand
Det Konservative Folkeparti
 
Bestil flyers til uddeling her
 
 
Jeg vil være med! 
 

 Godt nyt år!
af Tove Videbæk




For ikke så længe siden har vi pakket julepynten væk og fejret nytår - og vi har også lukket ned for det første år i den nye byrådsperiode. Et år som har været meget begivenhedsrigt. I foråret startede vi hårdt ud med rigtig mange dialogmøder for at være så velforberedte som muligt til de forskellige beslutninger vi skulle tage.
Vedr. folkeskolen i Ikast-Brande havde vi mange dialogmøder. Både ledere, lærere og politikere var sammen til adskillige møder. Og især børne- og undervisningsudvalget trak et stort læs, og de skal bestemt have ros for deres indsats. Oven i det dette glæder det mig, at vi nu skal i gang med en elite-idræts skole med talentklasser i kommunen. Vi har jo i den grad et godt elite-idrætsmiljø i kommunen, og det skal vi naturligvis markedsføre endnu mere og have endnu større glæde af, end vi har haft hidtil. Det håber vi bliver tilfældet fremadrettet. I hvert fald vil dette initiativ kunne give rigtig mange børn en yderligere chance for motion og for at blive rigtig dygtige til sport og idræt. Til glæde naturligvis først og fremmest for dem selv.

At Ikast-Brande igen blev nr. 1 blandt kommuner vedr. erhvervs-miljøet var en stor og fantastisk oplevelse. At vi som en forholdsvis lille kommune kan være med i rækken af gode erhvervskommuner, og endda blive nr. 1 flere år i træk. Det synes jeg er rigtig flot. Det skyldes naturligvis først og fremmest, at de ansatte, som til daglig arbejder med sagen, gør det godt, og det skal de have ros for. Men det skyldes bestemt også at det er en beslutning, vi som byråd har taget om, at vi ønsker at gøre det lettere for virksomheder at slå sig ned i vores kommune og ligeledes gøre det lettere for virksomhederne i øvrigt i det daglige samarbejde med kommunen. Og det er nødvendigt, for dynamiske virksomheder er nemlig forudsætningen for, at der er penge til velfærd. De er hele grundlaget for, at der er penge til skoler, sport og kultur, som er en del af Ikast-Brandes DNA.

Vedr. indsatsen for de ældre, som ikke længere kan klare sig selv, får vi gode tilbagemeldinger og tilkendegivelser om tilfredshed. Det glæder mig rigtig meget, fordi de ældre jo er den gruppe i befolkningen, som har opbygget det samfund og den kommune, som vi er så glade for at bo i. Mange af de ældre har knoklet, fra de var store børn, og helt ind til de ikke kunne mere. Det er klart, at vi skal give dem så gode forhold som muligt nu i deres livs aften. Derfor glæder det mig også, at vi har planer om byggeri af nye plejehjemsboliger m.v. Og konservative er meget optaget af, at byggerierne sker parallelt og samtidigt i Ikast og i Brande. Sådan er det besluttet. Og sådan må vi holde fast i, at det skal foregå.

Vedr. økonomien kom der lidt knuder på tråden i 2014. Det er første gang, at jeg ikke har stemt for et budget. Men denne gang var jeg nødt til det. Da vi som konservative har den holdning, at borgerne skal have lov at beholde nogle flere penge i deres egne lommer, kunne jeg ikke stemme for, at der skulle tages flere penge fra borgerne til den kommunale husholdning, dvs. at vi satte skatten op. Men heldigvis er vi kommet over denne knast, og nu arbejder vi alle i byrådet side om side for at finde de midler, der skal til, og for at få det meste ud af den økonomi, vi har. Som de fleste ved, mangler vi i de kommende år nogle økonomiske midler, og det problem sætter vi i fællesskab i byrådet en del initiativer i gang for at løse. Generelt har vi i byrådet et rigtig godt samarbejde, og det tror jeg også vil præge byrådsarbejdet i det nye år.

Her i begyndelsen af 2015, ligger der mange spændende initiativer foran os. F.eks. som allerede nævnt elite-idrætsskole og dernæst Vision Vestergade, byfornyelse i Bording, udvikling af vore landsbyer, byggeri af ny skole i Nørre Snede m.v.
Jo, der bliver nok at tage fat på. Og jeg glæder mig til samarbejdet i byrådet omkring alle disse vigtige initiativer. Med dette for øje vil jeg ønske byrådskolleger, virksomheder, medarbejdere fra ind- og udland og alle øvrige borgere i Ikast-Brande et godt og lykkebringende nyt år.

Med venlig hilsen
Tove Videbæk    
Det Konservative Folkeparti
 
                                            
 


 
C-INFO FRA FOLKETINGET

FAMILIEN PÅ TOPPEN
Af Mai Mercado, Det Konservative Folkepartis politiske ordfører







Et rigere samfund er målet for Det Konservative Folkeparti. Men rigdom er mere og andet end økonomisk fremgang og vækst. Storforbrug og statussymboler er ingen garanti for et lykkeligt liv. For mange familier er mere tid i hverdagen et stort ønske. Derfor skal skatten ned, så de får lov til at beholde en større del af de penge, de tjener. Herved gives de større råderum til at indrette sig, som de helst vil. Få mere hjælp i hjemmet - eller måske arbejde lidt mindre.
For Det Konservative Folkeparti er det vigtigt at værne om familiernes - og dermed om erhvervslivets - interesser. Og omvendt. Uden et driftigt erhvervsliv har familierne ingen tryghed om økonomien, og uden gode familieforhold har virksomhederne sværere ved at skaffe og fastholde de rigtige, gode og nødvendige medarbejdere.

Det skal kunne betale sig at arbejde

At arbejde handler ikke kun om at arbejde hårdt hver dag. Det handler også om glæden ved at arbejde. Det giver ingen glæde at ligge på sofaen dagen lang, når man i stedet kan bidrage til samfundet og tilmed selv forsørge sig og sine.
Derfor vil vi hæve beskæftigelsesfradraget. Der skal være en betydelig forskel mellem et lavtlønsjob og kontanthjælp. Vi skal for alt i verden undgå, at unge - eller ældre - efterlades på passiv offentlig forsørgelse, fordi det ikke kan betale sig for rengøringsdamen eller kontorassistenten at tage et job. Hvis man kan undgå at arbejde, så gør mange det åbenbart. Det skal vi ændre!
Derudover mener vi, at topskatten skal sættes ned. Det skal være fordelagtigt at yde en ekstra indsats. Hvis vi vil have et samfund i verdensklasse, kræver det, at vi alle sammen har lyst til at yde en ekstra indsats - og ikke bare gå hjem hurtigst muligt - fordi det offentlige alligevel tager størstedelen af fortjenesten.
 
Lektiecaféer ødelægger folkeskolen

I takt med, at velfærdsstaten har vokset sig større og større, har den snigende og i stigende grad overtaget familiens funktion som opdrager. Et eksempel på det er lektiecaféerne. Det Konservative Folkeparti er imod indførelsen af heldagsskole med tvungne lektiecaféer. Det er familiernes - ikke statens - ansvar at bestemme, hvor, hvordan og hvornår børnene skal lave lektier.
Lektiecaféer er en god ting, når de er frivillige. Og vil man sende sit barn i lektiecafé, så bør man frit kunne vælge det - det skal blot ikke være tvungent. Det er forældrenes - ikke myndighedernes - børn.
Men tvungne lektiecaféer har flere konsekvenser end at fratage familierne frihed. En af de vigtigste grundpiller i vores skoler er disciplin. Det, at man selv skal læse sine lektier, fremmer det individuelle ansvar og lærer eleverne selvdisciplin. Det har man nu taget væk med indførelsen af de tvungne lektiecaféer.
Med obligatoriske lektiecafeer lærer man eleverne, at når de har fri, så har de helt fri. Men sådan fungerer arbejdsmarkedet ikke. De fleste ved, at man kan komme ud for en situation, hvor man bliver bedt om at lave en ekstra opgave i fritiden enten på arbejde eller i ungdomsuddannelserne.
Mange familier bruger lektielæsningen som en hyggelig stund sammen. Da jeg var barn, glædede min mor sig til at hente mig i skolen og til at læse lektier med mig om eftermiddagen. Hun var enlig mor og sygeplejerske. Ofte tog hun af sted i aftenvagt, og så var der ikke tid til lektielæsning senere på dagen. Den dyrebare tid mellem forælder og barn vil med tvungne lektiecaféer være fortid. Det er synd for alle parter.

Tvungne lektiecaféer får alvorlige konsekvenser for foreningslivet

Allerede nu ser det ud til, at lektiecaféerne går ud over børnenes foreningsliv. Hvert 5. forældrepar påtænker at lade deres barn stoppe med at deltage i fritidsaktiviteter som følge af lektiecaféerne. Det er da en konsekvens, der er til at forstå, og det må betegnes som en meget trist udvikling, hvis lektiecaféerne kommer til at gå ud over børnenes fritidsaktiviteter uden for skolen.
Jeg er også bekymret for foreningsdanmark. Det vil få alvorlige konsekvenser for hele foreningslivet, hvis vi her mister en hel generation af unge. De vil ikke få samme forhold til sportsklubber og andre foreninger med følger for den sociale kapital. Vi bliver nemlig bedre medborgere, når vi engagerer os i foreningsdanmark.
 
Vi skal værne om trygheden

For voksne som børn er hjemmet et helle. Eller rettere burde være det. Desværre oplever alt for mange familier, at trygheden brydes, fordi deres hjem udsættes for indbrud. Et gennemrodet hjem skaber utryghed hos såvel børn som forældre. 
Indbrud drejer sig ikke kun om materielle tab. For mange er det en voldsom oplevelse, de aldrig kommer over. Når andre mennesker på den måde bevæbnet med brækjern tiltvinger sig adgang til vores hjem, erstattes tryghed af utryghed, og vi mister livskvalitet.
Alligevel straffes indbrud blot som simpelt tyveri - det svarer til at få stjålet sin pung på gaden. Det hænger ganske enkelt ikke sammen. Derfor er det en af vores vigtigste mærkesager at få sat straffeniveauet op for indbrudstyve. Vi vil kæmpe for et trygt Danmark.
Indbrudstyve skal straffes hårdere, flere udenlandske tyve skal sendes hjem for at afsone, og borgerne skal have mere hjælp til at sikre deres hjem mod ubudne gæster.
Vi vil helt konkret have 800 flere betjente til at opklare forbrydelser. Der skal handles, når der brydes ind i de danske hjem. Det skal tages alvorligt, og indbrudstyven fanges. Det handler i bund og grund om familiernes velbefindende. Har de det godt, har Danmark det godt.



Kommentarer vedr. skatteforhøjelse og spareforslag til budget 2015, Ikast-Brande
af Tove Videbæk


Skatteforhøjelse:

Nej. Kommunen skal være attraktiv og tiltrække gode skatteydere. Disse kigger på skatteprocenterne. Den foreslåede skatteforhøjelse vil bringe os op i den dyreste 1/3 af Danmarks kommuner. I den tunge ende, som stort set udelukkende består af udkantskommuner. Et højere skattetryk vil ud over at belaste borgerne direkte også medvirke til faldende huspriser. Det vil blive sværere at sælge huse, og folk vil føle sig ”stavnsbundne”. Det vil ligeledes påvirke hele investeringsklimaet, både for private og virksomheder.
Mit bagland forstår ikke helt, at det var så stor en overraskelse, at vi ikke fik de indtægter, vi havde regnet med. Hvis det er en udligningsregulering, som stammer fra 1930’erne, så er den jo ikke ny og burde ikke være en overraskelse.
Vedr. virksomhedsskatter, så er disse jo også kendte – 3 år tilbage.Derfor forstår de ikke, at vi pludselig er så overraskede over situationen.

Konservative spareforslag:

1. Fjerne nogle ledelseslag i kommunens administration.

Ikast-Brande ligger i den høje ende vedr. antal ledere pr. medarbejder og vedr. antal ledelses-niveauer.
Det mener vi, at der kan spares på, således at der ikke blot i 2015, men også i årene frem over spares på denne konto.Samtidig vil arbejdet blive effektiviseret.
Det er ”kolde” hænder, der skal røres, ikke ”varme” hænder, som har direkte kontakt til borgerne.Borgerne vil forstå denne besparelse. De synes jo ofte, at der er for mange der ”flytter papir”. Samtidig kunne vi måske få nogen til at hjælpe os med at få afsluttet sager (ligesom virksomheder gør), så vi ikke har sager (som fx i beskæftigelsesafdelingen / Jobcenteret), som kører i årevis. Det tror vi kan give 10 mio.

2.    Vi kan stoppe fremskrivningen på 2 % i budgettet.

Altså går fremskrivningen ned til 0%. Naturligvis skal vi ikke stoppe fremskrivningen vedr. lønninger og andre udgifter, som vi ikke kan bestemme noget om. Men mange af vore institutioner har overskud på regnskaberne og vil nok kunne komme igennem 2015 uden denne fremskrivning.

3.    Endelig skal vi kunne finde resten på en 1 % ekstra ”grønthøster”.

Hver chef eller områdeleder skal involveres i dette og foreslå disse besparelser. Som politikere er vi ikke nok nede i de enkelte sager til at kunne finde de rigtige ting at spare på. Chefer og ledere kender disse steder. Vi mener dog, at børnepasning, skoler og de svageste ældre skal friholdes fra denne ekstra 1 %. Kommunen skal være attraktiv og tiltrække gode skatteydere, så derfor skal der være god børnepasning og gode skoler m.v.
Men vi har brug for at trimme virksomheden ”Ikast-Brande”. Kommunen kan blive endnu mere effektivt drevet. KL siger, at hvis alle kommuner var lige så effektive som Vejle, så ville kommunerne tilsammen kunne spare flere milliarder kroner. Måske kunne vi lære noget af Vejle?


Konservative er uden for budgetforliget i Ikast-Brande
Af Tove Videbæk


Konservative i Ikast-Brande er godt tilfreds med det indgåede budgetforlig og mener, at der er rigtig mange gode emner, både på drifts- og på anlægssiden.

Byrådsmedlem Tove Videbæk har sat flere konservative fingeraftryk på budgettet. Det gælder både Parterapi / Familiekurser, Home-start og Filmskolen i Boest m.v. Konservative fokuserer meget på familien som det bærende element i samfundet, og derfor mener de, at det er vigtigt at give familierne en hjælpende hånd, hvis de ønsker det.

- Filmskolen er et helt nyt initiativ, som kan trække unge mennesker til Ikast-Brande. Først og fremmest unge mennesker, som har lyst til medier, og som kan få afprøvet deres evner og engagement, inden de evt. går videre i denne retning. Endelig kan filmskolen komme til at betyde rigtig meget for Ikast-Brandes image. Et spændende projekt, mener Tove Videbæk.

- En række andre nyere projekter er vi også rigtig tilfredse med. Det drejer sig bl.a. om profil- og talentskoler, Frivillighedscenteret og fremrykning af byggeriet på Nørre Snede skole.
Profil- og talentskolerne venter vi os meget af – på flere områder.  Frivillig-centeret har stor betydning for kommunens mange frivillige, som her får rådgivning og vejledning, og her arrangeres relevante events i årets løb. Og endelig er det rigtig godt, at byggeriet på Nørre Snede Skole fremrykkes. Her har man ventet i adskillige år - men nu skal det være! Det er godt for både børn og voksne i Nørre Snede. Og meget andet godt kunne der fremhæves og siges fra budgettet.

Men – når de Konservative har så meget godt at sige om budgettet, hvorfor er de så ikke med i det? 
- Konservative er ikke med i budgetforliget, fordi vi rent principielt ikke kan være med til at hente flere penge i borgerens egen pung. Skattebyrden er tung nok i forvejen for den enkelte borger og familie.  Og vi mener, at borgerne selv skal administrere flest mulige af deres egne, hårdt tjente penge.
For nogle få år siden blev skatten sat op i Ikast-Brande med den hensigt, at man ville sætte den ned igen snarest muligt. MEN skatten er ikke siden da blevet sat ned. Derfor kan vi også være bange for, at den heller ikke denne gang kommer ned igen. Det virker som en skrue uden ende, og det kan vi ikke være med til, udtaler Konservatives enlige medlem i Byrådet, Tove Videbæk.

Via forliget hæves skatten med 0,5 %, hvilket skal give 30 mio. kroner. Dette vil imidlertid bringe Ikast-Brande op blandt den tredjedel af kommunerne, som har den højeste skatteprocent. Og det er for det meste udkantskommuner. Dér mener Konservative ikke, at Ikast-Brande hører hjemme!
Konservative har naturligvis fremlagt spareforslag for de 30 mio. kroner, som der er behov for.
 

Søren Pape er nu opstillet til Folketinget


 

Tove Videbæk og Søren Pape

Viborgs tidligere populære borgmester Søren Pape skal nu repræsentere midt- og vestjyderne i Folketinget. Bag sig har han et stærkt konservativt hold fra hele området.


Onsdag aften blev 42-årige Søren Pape valgt som spidskandidat i Vestjyllands Storkreds for Det Konservative Folkeparti på et velbesøgt opstillingsmøde i Viborg. Her var 150 medlemmer mødt op i Musiksalen for at sammensætte det konservative hold frem mod folketingsvalget.

Stemningen var god, og bifaldet højt, da Søren Pape & Co blev valgt. Øvrige på listen blev Tove Videbæk, Ikast-Brande, og derudover er Pernille Bloch, Holstebro, Orla Østerby, Lemvig, og Jette Philipsen, Silkeborg.

”Jeg er meget glad og meget taknemmelig for den tillid, der er vist mig. Jeg går ydmygt til opgaven, men jeg lover at give den fuld gas sammen med mine dygtige medkandidater, så vi for alvor kan få sat den midt- og vestjyske virkelighed på dagsordenen på Christiansborg,” siger Søren Pape.

Den store regionale opbakning til den konservative spidskandidat rækker langt ud over det midt- og vestjyske. Således bliver partiets landsråd i weekenden i København, hvor Søren Pape skal vælges som ny partiformand foran hele 1.200 deltagere, det hidtil største i flere år. Ikke mindst de unge er begejstrede for den nye mand i front, viser den enorme interesse fra Konservativ Ungdom. Dobbelt så mange KU’ere som hidtil deltager i årets landsråd.

Søren Pape glæder sig til at stå i spidsen for den konservative bevægelse: ”Vi skal have gang i Danmark igen. Danskerne skal beholde nogle flere af deres egne penge, så det også kan mærkes på husholdningsbudgettet, når de yder en ekstra indsats. I det hele taget skal der mere fokus på familiernes hverdag. Vi skal kunne føle os trygge i hjemmet, og derfor skal vi opprioritere indsatsen mod indbrud og kriminelle, der krænker vores hjem og begrænser vores frihed,” siger Søren Pape.

 



Ny Hjemmeside

Af Tomas Bjerre


Vores vælgerforening har nu fået en ny hjemmeside. Jeg vil opfordre til, at man sender bidrag til hjemmesiden til mig. Man er naturligvis også hjertelig velkommen til at komme med forslag til forbedringer af hjemmesiden. På forhånd tak.